18.01.2011
Andreas Ø. Pedersen

Philip Nielsen testet positiv for clenbuterol

Mens spanske Alberto Contador venter på sin afgørelse, er der nu kommet en ny sag med stoffet clenbuterol, hvor danske Philip Nielsen er blevet testet positiv i forbindelse med etapeløbet Vuelta Mexico, hvor han vandt ottende og sidste etape, som han har beskrevet som sin største sejr hidtil.
– Det er super beklageligt, at en dansk rytter er testet positiv. Enhver positiv prøve er en positiv prøve for meget. Nu er det heldigvis ikke noget, der sker hver dag, siger DCUs formand Tom Lund til Politiken.
Philip Nielsen selv benægter, at han bevidst har taget det forbudte dopingstof, og at han heller ikke vil komme med en sang fra de varme lande omkring, hvor stoffet stammer fra.
– Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ikke har indtaget stoffet bevidst. Jeg har fuldt ud været bekendt med holdets værdisæt og filosofi – hvor holdet altid har slået på at alle former for doping er snyd og ikke under nogen form acceptabelt. Dette værdisæt bakker jeg naturligvis op om. Jeg vil ikke komme med mærkelige udtalelser og teorier om, hvordan jeg skulle have indtaget stoffet, da jeg ikke aner det, tilføjer Philip Nielsen.
Sagen er nu sendt videre til Danmarks Idræts-Forbund, hvor den bliver behandlet i øjeblikket. Når der er afgivet en positiv A og B-prøve, gives der normalt en karantæne på 24 måneder.