15.03.2011
Andreas Ø. Pedersen

Post Danmark Rundt ruten præsenteret

Hele seks Pro Teams er klar til Post Danmark Rundt 2011. Da det samtidig er lykkedes arrangørerne at få de bedste Professional Continental teams med, vil feltet til det 21. Post Danmark Rundt fremstå som det stærkeste nogensinde.
Post Danmark Rundt 2011 starter 3. august i Esbjerg, som også er mål for 1. etape. 2. etape går fra Grindsted til Århus gennem klassisk Post Danmark Rundt terræn. Kongeetapen – 3. etape – med mål på Kiddesvej-stigningen i Vejle, har start i Århus. 4. etape lørdag formiddag skal køres fra Sorø til Frederiksværk. Årets enkeltstart – 5. etape – køres i Helsingør. 6. etape starter i Hillerød og efter at have kørt i alt 830 kilometer slutter løbet på Frederiksberg Allé.
Danskeropgør
Der er på forhånd lagt op til et stort opgør mellem de to Pro teams med stærkt dansk islæt, Saxo Bank-SunGard og Leopard-Trek. Bjarne Riis’ og Kim Andersens tropper bliver dog nødt til også at kalkulere med stor modstand fra verdensklasseteams som Rabobank, Team Sky, Vacansoleil-DCM, Team Garmin-Cervelo, Team Geox-TMC og Cofidis, der alle har lovet at komme til Danmark i stærk opstilling.
Efter sidste års afstikker til VM-ruten i Rudersdal er Post Danmark Rundt i år tilbage på Frederiksberg Allé, der for 17. gang danner ramme om den traditionelle og festlige afslutning på Danmarks største sportsbegivenhed. Rytterne bliver dog ikke snydt for muligheden for at køre på den 14 km lange rundstrækning i Rudersdal, hvor der til september skal afvikles Landevejs-VM. Den afsluttende etape fra Hillerød til Frederiksberg fører nemlig rytterne en enkelt gang rundt på de veje, hvor hele sportsverdens opmærksomhed vil være rettet imod til september.
15 teams er foreløbig sikret plads i den danske tour, heriblandt de to danske Continental teams Team Concordia Forsikring Himmerland og Glud & Marstrand-LRØ Rådgivning samt det danske landshold, der stiller op som Team Post Danmark. Den sidste plads i løbet vil blive besat af enten Team Energi Fyn eller Christina Watches-Onfone. De to teams kører om den sidste plads frem til 29. maj, og i forbindelse med udtagelsen vil der være fokus på Post Cup, de danske UCI-løb og U23 DM.
Etapeoversigt, Post Danmark Rundt 2011:
1. etape den 3. august, Esbjerg-Esbjerg, 175 km
2. etape den 4. august, Grindsted-Århus, 189 km
3. etape den 5. august, Århus-Vejle, 181 km
4. etape den 6. august, Sorø-Frederiksværk, 111 km
5. etape den 6. august, Helsingør (enkeltstart), 14,2 km
6. etape den 7. august, Hillerød-Frederiksberg, 162,4 km
Samlet distance i Post Danmark Rundt 2011: 830 km
Der afsluttes alle dage med tre små omgange i opløbsbyen. På sidste etape på Frederiksberg køres dog ti omgange. Læs mere om de enkelte etaper i rutebeskrivelsen og på www.postdanmarkrundt.dk.
Deltagende teams
Pro Teams: Saxo Bank-SunGard (Danmark), Team Leopard-Trek (Luxembourg), Rabobank Cycling Team (Holland), Vacansoleil-DCM Pro Cycling Team (Holland)
Team Garmin-Cervelo (USA) og Team Sky Procycling (Storbritannien).
Professional Continental teams: Colnago-CSF Inox (Italien), Team Geox-TMC (Spanien), Cofidis, le Credti en ligne (Frankrig), Topsport Vlaanderen-Mercator (Belgien), Team Europcar (Frankrig) og Team Type 1-Sanofi Aventis (USA).
Continental teams: Team Concordia Forsikring Himmerland (Danmark) og Glud & Marstrand-LRØ Rådgivning (Danmark)
Nationalt team: Team Post Danmark