16.03.2022
Lasse Klausen

PRO Stealth Offroad Sport

Med en kort snude og nedsænket kanal i midten skiller PRO Stealth Offroad Sport sadlen sig ud fra mængden af de sædvanlige sadler som ses i MTB-segmentet. Kanalen skulle bl.a. øge komforten, og give mindre ubehag. Det ses oftest på kvinde-specifikke sadler, men hjælper det også, når man er af hankøn?

PRO er Shimanos in house komponentmærke, og har de senest par år lanceret rigtig mange nye produkter i god kvalitet. De har bl.a. mange styr, dropperposts, frempinde, tilbehør, værktøj og sadler. Sidstnævnte har PRO haft en del fokus på det seneste stykke tid, og har efterhånden en meget bred palette af sadler til alle discipliner, og ikke kun indenfor MTB.

Lidt billigere, men stadig god

Sadlen findes i to versioner, som ligner hinanden meget. Designet er næsten ens, men der er lidt forskel i materialerne. Sport versionen bruger chrome-moly skinner og PU polstring, mens den dyrere variant har skinner i rustfri stål og en lettere EVA polstring. Selve stoffet er også i en smule bedre kvalitet på den almindelige version. Hvis man ikke går så meget op i vægt mærker man næppe forskellen på de 2 sadler, da den er meget lille. Chrome-moly skinner er lavet af stål, så de er ikke rustfri, men så længe man ikke mishandler legeringen vil de ikke begynde at ruste. Sport versionen fås kun som 142 mm bred.

Som med PROs andre sadler kan man montere tilbehør under sadlen. Her sidder der 2 små bolte, og man kan bl.a. montere saddeltasker, værktøj og en lille bagskærm.

Udskæringen i midten er især populær på kvindesadler, men det virker også til mænd.
Så længe at de ikke mishandles, skal legeringen nok holde rusten væk.

Sadlens to højdepunkter er den korte snude og den udskårne kanal i midten. Ideen bag den kortere snude er bl.a., at shorts eller bukser ikke så nemt kan få fat i snuden og sidder fast. Det er derfor nemmere at flytte sig rundt på mountainbiken. Snudens længde kombineret med kanalen betyder også, at der ikke er så meget tryk på den forreste del ”downunder”.

I skoven

Sadlen var nem at montere på mountainbiken og jeg fandt hurtigt en komfortabel vinkel, som virkede for mig. Jeg har det generelt bedst med sadler mellem 132-142 mm, og derfor passer sadlen godt til min bagdel. Selv om polstringen skulle være billigere end storebroderen fandt jeg den meget behagelig, og den var rigeligt komfortabel til mig. Jeg oplevede, at det var nemt at bevæge sig rundt omkring sadlen, uanset om dropperposten var oppe eller nede. Og på grund af den kortere snude havde jeg ikke problemer med at mine shorts eller bukser hang fast i snuden.

Jeg kørte flere testture på 1-2 timer, hvor jeg ikke følte ubehag ved at sidde på sadlen, men omvendt følte jeg heller ikke nogen nævneværdig komfortforøgelse som følge af snuden eller kanalen. Til sadlens forsvar er mountainbike sporten jo meget dynamisk, og man rejser sig tit op på nedkørsler og sætter sig ned igen på opkørslerne. Derfor er det nogen gange svært at mærke komforten på den lange bane uden at køre en 4 timers XC-tur, hvor man kun sidder ned.

Polstringen var fint komfortabel til MTB brug.
Selv om der er tale om en “billigere” version er kvaliteten stadig meget god.

Fantastisk i min paincave

Til trods for at jeg er født som mountainbiker er jeg også blevet bidt af at køre på hometrainer. Jeg har anskaffet mig en Wahoo Kickr og en ældre racercykel, og er indtil videre ret vild med konceptet. Når man sidder på hometraineren er man meget mere stationær, og man sidder stort set ned hele tiden bortset fra nogle korte stående sprint eller stejle bakker. Derfor er saddelkomfort en vigtig del af ens hometrainer setup.

Her haltede mit setup en smule, da jeg ofte blev følelsesløs i de nedre regioner, og det hele føltes lidt klemt på de længere ture. Jeg tænkte derfor, at det da var oplagt at afprøve sadlen på hometraineren i stedet for i skoven – det viste sig at være en rigtig god beslutning! Jeg oplevede en markant bedre komfort med den nye saddel, og min følelsesløshed forsvandt stort set med det samme. Jeg kunne tydeligt mærke, at den korte snude og kanalen bidrog til at der ikke var så meget pres, og at jeg kunne sidde markant mere behageligt i længere tid.

Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at vi alle sammen er forskellige, og det er ikke sikkert, at sadlen passer lige så godt til andre, som den gør til mig. For så vidt angår hometrainerdelen er det også en personlig præference om man er til en racersaddel eller en mere komfortabel MTB-saddel. Men hvis du døjer med følelsesløshed synes jeg bestemt, at denne, eller en anden saddel med udskåren kanal er værd at prøve.

Facit

I skoven gjorde sadlen det rigtig godt, og gav rigeligt med komfort samtidig med at den korte snude ikke sad fast i shorts eller bukser. Det var også smart, at man kunne montere saddeltasker og andet tilbehør med de præmonterede bolte. Komforten fra snuden og kanalen kom virkelig til sin ret på hometraineren, hvor den nedsatte følelsesløsheden og gav en god oplevelse. Den samme oplevelse vil man sikkert også opleve på en rigtig lang XC-tur. Hvis du døjer med problemer ”downunder” kan jeg kun anbefale at prøve en saddel med kanal udskæring.

Specifikationer

Størrelse: 142 mm

Pris: 649 kroner

Info: www.pro-bikegear.com

Vurdering: 5