10.09.2025
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Rekordindehaver udfordrer: Kan du cykle 10 km?

Fra 10. september – 10. oktober inviterer Frederik Muff i samarbejde med blandt andet Velomore til en stor landsdækkende rekordkonkurrence. Alle kan være med – og der er vilde præmier på højkant. 

Den danske rekordindehaver i 10, 30, 50 og 100 km tidskørsel inviterer til en vild efterårskonkurrence i samarbejde med blandt andet Velomore og en række af de partnere, der var med til at sikre de seneste rekorder på 50 og 100 km-distancen, som han slog i august måned. 

Konkurrencen er simpel: Du skal køre så stærkt du kan på en 10 km-distance og indsende tiden for at være med. Alle kan deltage og deltagelsen kan ske på de tidspunkter, hvor det passer ind i din kalender. Blandt alle deltagere bliver der trukket lod om en række vilde præmier. Hovedpræmierne er en fuld optimeringsdag i FUSIONs nye Tempo! Wind Tunnel, mens en anden vinder kan få fingrene i et sæt Syncros Capital 1.0-kulfiberhjul til cyklen. Og dertil kommer en lang række andre fede lodtrækningspræmier – blandt andet årsabonnement på skandinavens største cykelmagasin Velomore. 

“Fælles for alle præmierne er at de ikke går til de hurtigste, men at man har lige store chancer for at vinde dem uanset, hvor hurtigt man kører,” lyder det fra Frederik Muff, der har skabt konkurrencen for at få endnu mere fokus på rekordkørslen, der ellers i mange år har været en lidt glemt disciplin i Danmark. 

“En rekord føles ens uanset om det er en personlig rekord eller en dansk rekord. Formålet med konkurrencen er derfor både at få rekordkørslen endnu mere i fokus, men også forhåbentligt få tændt gnisten til at en masse ønsker at udfordre dem selv og se, om de kan slå deres egen personlige rekord. Hvis det kan lykkedes at få en masse mennesker til at have en sjov udfordring med at køre så stærkt som muligt, så har det været en stor succes,” uddyber Frederik Muff. 

Den danske rekord på netop 10 km distancen lyder i dag på 10 minutter og 57 sekunder – fra stående start og med vendepunkt præcist halvvejs. For at deltage i konkurrencen er det ikke et krav med stående start eller vendepunkt, men selv i medvind vil en tid under de 11 minutter nok være en ordentlig mundfuld for de fleste. 

Sådan deltager du:  

For at deltage skal du køre 10 km – gerne så hurtigt som du kan. Turen optages på en cykelcomputer og uploades til en træningssoftware – fx. Strava. Når turen er uploadet udfylder du formularen på www.rekordtid.dk

Du kan både uploade en selvstændig tur på 10 km – men du kan også sagtens uploade en længere tur, hvor du har lavet et lap på 10 km undervejs. 

Fuld præmieliste og mere information kan også findes på www.rekordtid.dk. Lodtrækningen af præmierne sker umiddelbart efter konkurrenceperioden udløber den 10. oktober.