14.12.2021
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Velomore

Reportage fra Unsupported Winter Rally

Rasmus Søndergaard Frederiksen beretter fra Unsupported Winter Rally, der bød på flere store og hyggelige oplevelser trods diverse styrt.

 

Lad det være sagt med det samme! Unsupported Winter Rally anno 2021 var en fed oplevelse, og ikke mindst var det et veleksekveret gravel-event med en lækker rute, god ræs og hyggelig stemning. Løbet blev kørt på en blanding af asfalt, grus, skovstier og singletrack på bladbedækkede skovbunde omkring Gårslev ved Vejle, hvor arrangøren, den tidligere professionelle cykelrytter, Mads Christensen, har sit hjem. For undertegnede blev løbet ikke den store succes, men det var fedt at være med, så længe det varede!

 

Det var med en vis spænding og en smule nervøsitet, at jeg satte mig i bilen mod Gårslev en tidlig lørdag november morgen. Ikke så meget på grund af løbet som sådan, men på grund af den risiko for mudder og glatte skovstier, der følger af flere dage med regnvejr, og fordi jeg ikke havde orket at få skiftet mine Specialized Pathfinder Pro, der, selvom jeg virkelig godt kan lide dækkene, ikke er optimale til sådanne forhold. Som det skulle vise sig, var mine bange anelser ikke helt hen i vejret, men det var jeg heldigvis ganske uvidende om, da jeg ankom til Gårslev Sognegård.

 

Stemningen i startområdet var i top på den fede afslappede gravel-agtige måde. Og selvom jeg var en smule sent på den, nåede jeg at få både kaffe og rundstykker, inden starten gik.  Som deltager i Unsupported Winter Rally kan du vælge at køre enten 45 eller 90 kilometer. Jeg havde på forhånd bestemt mig for at køre den længste distance, hvilket betød, at jeg skulle køre to omgange, på hvad der skulle vise sig at være en ganske udfordrende rute.

 

Som det er traditionen til gravelløb begynder alle deltagere samtidig uanset køn, distance og formåen, og det er således en ordentlig flok, der bliver sendt af sted fra Gårslev, da startskuddet lyder kl. 11:30. Og som altid, afslappet stemning eller ej, bliver der givet gas fra start. Vi har ikke kørt længe, da vi rammer rutens første offroad stykke, og da vi kommer ud på den anden side, er feltet allerede splittet i atomer. Herfra udvikler løbet sig til, hvad der bedst kan betegnes som et udskilningsløb. Der bliver ikke rykket i øst og vest, men rutens beskaffenhed – her er alt fra asfalt til stejle grusstigninger, singletrack og glatte og mudrede skovstier – gør, at ryttere stille og roligt sorteres fra.

 

Personligt er jeg godt kørende, og jeg føler, at der er godt med kræfter, lige indtil jeg første gang må ned at bide i den jyske muld på vej ned ad en bladbedækket bakke – det var det med de Pathfinders (krydret med en eklatant mangel på teknik og generel klodsethed). Selve styrtet er ikke så slemt, og jeg er hurtigt på cyklen igen, men knap er vi nået ud på det flade stykke for bunden af bakken, før jeg kan konstatere, at min bagskifter hverken vil skifte den ene eller den anden vej!  Som sidst jeg deltog i et gravelløb, må jeg se mine følgesvende sejle væk i horisonten (til Unsupported Grinder i august måned, var det en tabt kæde, der skabte balladen). Heldigvis har jeg tilfældigvis lige læst om DI2 gear og ”crash mode”, og det lykkes mig faktisk at få det hele til at virke igen. Og selvom jeg har tabt en del terræn, lykkes det mig at få mig kæmpet tilbage til frontgruppen. Men det har kostet, og mit ufrivillige møde med skovbunden har gjort mig mere usikker på cyklen. Og det gør det ikke bedre, at de næste mange kilometer er fyldt med alverdens forfærdeligheder i form af diverse singletrack og mudrede passager. Alt sammen fedt – det er virkelig en fed rute Mads Christensen har disket op med – men også vildt hårdt og mega udfordrende for sådan en landevejskonvertit som mig.

 

Af uransagelige årsager lykkes det mig dog at klare skærene, og jeg krydser målstregen for første gang efter cirka 45 kilometer sammen med frontgruppen. Til trods for ømme stænger, tekniske udfordringer og en dalende moral, er jeg stadig okay kørende, og ikke mindst er mine følgesvende nogle hyggelige gutter, så jeg beslutter mig for at fortsætte ud på anden og sidste runde.

Traditionen tro begyndte alle deltagere samtidig uanset køn, distance og formåen.

Rasmus Søndergaard Frederiksen (forrest) krydser målstregen efter første runde, men måtte senere opgive at gennemføre efter et styrt.

Set i bakspejlet burde jeg dog nok bare være hoppet af cyklen og have sat mig godt til rette i en blød stol med en kop varm suppe i sognegården, for efter vi har kørt omkring 15 kilometer af anden omgang, ender jeg endnu engang på røven på en af de stejlere nedkørsler. Og denne gang slår jeg mig mere end sidst, jeg var nede. Styrtet er ikke det værste, jeg har prøvet, så efter at jeg har ømmet mig nogle minutter og råbt diverse eder ud i skovens dybe stille ro, begynder jeg at gøre mig klar til at komme på cyklen igen… lige indtil jeg får øje på mit venstre knæ, der ikke har det for godt efter nærkontakten med skovbunden. Det ser ikke fantastisk ud, og jeg er godt klar over, at jeg må lade cyklen ligge og acceptere, at jeg ikke får de sidste kilometer med af et ellers fabelagtigt ræs. Æv bæv!

 

I stedet ringer jeg til Mads Christensen, der kører af sted for at hente mig. Tak Mads! Og tak til de søde medhjælpere, der hjalp mig med at få mit knæ lappet midlertidigt sammen i sognegården. Heldigvis er intet så skidt, at det ikke er godt for noget, og det er faktisk meget fedt, at jeg kan se afslutningen på Unsupported Winter Rally fra tilskuerrækkerne og se mine tidligere følgesvende krydse målstregen. Det har været en hård dag på kontoret, og på den sidste runde er frontgruppen blevet splittet så meget op, at de krydser målstregen en efter en. Stærkt!

 

Til trods for mit uheld, var det en fed dag i Gårslev og omegn. Jeg kunne godt have undværet de timer, jeg efterfølgende tilbragte på skadestuen i Vejle, men det ændrer ikke ved, at det var fedt og hyggeligt at deltage i Unsupported Winter Rally. Et godt løb på en udfordrende rute i selskab med en masse gode mennesker. Det virker til, at Mads Christensen har knækket koden til, hvad der skal til for at skabe et rigtig godt gravel-event, og det bliver spændende at se, hvad han disker op med af Unsupported-løb i 2022. Jeg er i hvert fald klar!