12.01.2026
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Ride for Denmark: nyt netværk skal sikre dansk cyklings fremtid

Ride For Denmark er Danmarks Cykle Unions nye erhvervsnetværk der skal sikre den fremtidige leverance af danske talenter.

Danmarks Cykle Union tager nu første skridt for at sikre dansk cykelsports fremtidige succes. Det sker via initiativet Ride For Denmark, der skal samle dansk erhvervsliv og cykelsport i et nationalt netværk, der har til formål at sikre fundamentet under fremtidens cykelstjerner.

Fra klubtræning til verdensklasse

Ride For Denmark er tænkt som et langsigtet investeringsfællesskab i hele cykelsportens fødekæde. Ambitionen er at styrke alt fra børne- og ungdomsarbejde i klubberne til eliteudvikling og internationale topresultater – med særligt fokus på de fire olympiske discipliner.

Ifølge DCU handler det om at sikre kontinuitet i talentudviklingen: flere børn og unge på cyklen, bedre vilkår for trænere, stærkere løbsafvikling og en målrettet indsats for at få flere piger ind i sporten. Kort sagt: et mere robust økosystem omkring dansk cykling.

Eliten bakker op

Flere af dansk cyklings største profiler har allerede tilsluttet sig initiativet – både aktive ryttere og tidligere stjerner. Verdensmesteren Mads Pedersen peger på vigtigheden af at give noget tilbage til sporten:

“Ingen af os når toppen alene. Vi har fået muligheden på grund af klubberne, trænerne og alle de frivillige. Med Ride For Denmark kan vi sikre, at næste generation får endnu bedre forudsætninger.”

Også nuværende profiler som Mattias Skjelmose samt tidligere landsholdsikoner som Brian Holm, Rolf Sørensen, Jakob Fuglsang og Michael Mørkøv indgår i kredsen omkring netværket.

Erhvervslivet inviteres tættere på cykelsporten

Ride For Denmark er samtidig et erhvervsnetværk, hvor virksomheder får mulighed for at engagere sig aktivt i sportens udvikling både som sponsorer og medspillere. Blandt de første medlemmer er erhvervsleder Jan Bech Andersen, der ser initiativet som en nødvendig investering i cykelsportens fremtid:

“Der er brug for handling, hvis vi skal sikre, at sportens nuværende guldalder også fortsætter.”

For DCU handler værdien ikke kun om økonomisk støtte, men også om de relationer og den viden, der opstår i mødet mellem erhvervsliv og sport.

Netværk med adgang bag kulisserne

Medlemskabet af Ride For Denmark giver adgang til eksklusive oplevelser, faglige og sociale arrangementer samt unikke behind-the-scenes-indblik i arbejdet med landshold, løb og mesterskaber. Her inviteres både medlemmer og udvalgte kunder med tæt på maskinrummet bag resultaterne.

Ifølge DCU’s direktør Niels Bo Daugaard er interessen allerede stor, men døren står åben for flere:

“Det er netop sammensætningen af markante personligheder fra både cykelsporten og erhvervslivet, der giver netværket sin styrke.”

Mere end medaljer

Ride For Denmark er et signal om, at dansk cykelsport ønsker at tænke langsigtet. Ikke kun i jagten på de næste sejre, men i arbejdet med at sikre, at fundamentet – klubberne, trænerne og talentudviklingen – også er stærkt om 10 og 20 år.

For en nation, der har gjort cykling til en del af sin identitet, er ambitionen klar: Fremtidens succeser skal bygges i fællesskab.

I næste nummer af Velomore kan du læse mere om Ride For Denmark.