Riis Cycling forlænger med Škoda
Et partnerskab siden 2005 er blevet forlænget. Team Saxo Bank-SunGards ryttere skal stadigvæk ned at hente vandflasker i Škoda-biler, da parterne har forlænget kontrakten med endnu et år. Škodas direktør, Henrik Blom, er meget glad for at kunne præsentere en forlængelse af det mangeårige samarbejde med Team Saxo Bank-SunGard.
”Vi og vores forhandlere kan nu, hvor vi har været med i seks år, for alvor se de mange gevinster ved at være med i sponsorkredsen omkring Saxo Bank-SunGard. Det har været seks år med en masse udfordringer og gode oplevelser, hvor Škoda og Saxo Bank–SunGard har skabt en klar synergi. Cykelsport og Škoda hænger tæt sammen, og de værdier, Saxo Bank-SunGard står for, er i vid udstrækning forenelige med den måde, Škoda tænker på og gerne vil opfattes på af kunderne. Cykelsport er en sport for alle, og vi er stolte af at være med på højeste niveau,” siger Henrik Blom til holdets hjemmeside.
Det er en forlængelse, som også glæder holdejer Bjarne Riis, der ser frem til at køre i modellerne fra Škoda.
"Samarbejdet med Škoda har hele tiden fungeret perfekt, og Škodas Octavia- og Superb-modeller giver os alt det, vi kigger efter i en team-bil. Vi får den comfort og kvalitet, vi kræver, og på samme tid den pålidelighed, der er så afgørende. Oveni har Škoda altid være meget lydhøre overfor vores ønsker og leveret biler med alt det udstyr, der matcher vores krav," siger Bjarne Riis.