26.12.2015
Test Test

Rose 2-24 Nm Torque Wrench

Standardnøgle 
Roses momentnøgle er en standard momentnøgle, som man har set lignende fra andre mærker. Dermed ikke sagt at det ikke er god kvalitet, idet den gør sit job, som den skal og virker robust og holdbar. Den er lavet i stål og håndtaget i gummi, så man er sikret et godt greb. Den fungerer som en skraldenøgle, og når man overskrider det indstillede moment, giver den efter med en kliklyd. Man kan godt spænde videre, selvom den har klikket over, så hvis man ikke er fortrolig med momentnøgler, skal man passe på ikke at spænde ekstra, når den har klikket over. Momentet justeres ved at skrue på håndtaget. Det er nemt og hurtigt, og belastningen kan aflæses i et display, hvor en lille rød streg indikerer, hvor stor momentet er. Momentet spænder fra 2-24 Nm.

I værkstedet 
Nøglen fungerer godt. Den er nem at indstille og man bliver hurtigt fortrolig med ”klikket”, der indikerer at momentet er nået. Den kommer i en robust kasse, der giver nøglen fint med beskyttelse. I kassen finder du nøglen og 9 forskellige bitz, som sættes på nøglen med ¼” fitting. Der er 7 forskellige umbracobitz i størrelse 3, 4, 5, 6, 8, 10 mm og en 5 mm umbracobitz på et 8 cm langt forlængerstykke.

Derudover er der 2 torx, T-25 og T-30. De medfølgende bitz dækker ens behov, og vi manglede umiddelbart ikke noget. Det er nemt at skifte bitz, man trykker på en lille knap bag på nøglens hoved, og så bliver bitzen skubbet fri. Den 8 cm lange umbraco forlængerstykke er nyttig at bruge de steder, hvor det ellers kan være lidt kryptisk at komme ind med hele nøglen. Til dem, som ikke har brugt momentnøgle før, savnes der en manual, så man kan undgå fejl, når man bruger nøglen. Eksempelvis er det vigtigt, at man skruer momentet ned på 0 efter brug, for at den vedbliver med at være præcis i momentindstillingen, men den information er desværre ikke anført nogen steder.

Kort og godt 
Roses momentnøgle er brugervenlig, robust og med de medfølgende bitz, er man godt dækket ind til at komme hele vejen omkring cyklen. En manual til nye brugere ville være en nem hjælp til køberen.