
Velomore tester Scott Fuga Plus Rev
Den ligner måske mest en hjelm, der hører hjemme i skoven, men lad dig ikke narre. Scott Fuga Plus Rev er en super all-round hjelm til både landevejsrytteren og mountainbikeren.
Hvis du er på udkig efter en let hjelm med god ventilation, sikkerhed og suveræn komfort, men ikke har økonomi til en tophjem, bør du bestemt overveje denne.
Teknologi
Ligesom flere af konkurrenterne har Scott integreret MIPS-systemet i Fuga Plus Rev. Den indvendige skal kan bevæge sig uafhængigt af resten af hjelmen og reducerer dermed rotationskræfterne i tilfælde af styrt. Skallen hæmmer ikke ventilationen, men den fylder alligevel en del, og man kan mærke, at en stor del af hjelmens inderside er i berøring med hovedet, når man har den på.
Netop ventilationen er i højsædet på hjelmen, der låner samme teknologi som tophjelmen Centric Plus. Ventilationshullerne er strategisk placeret til at guide kølende luft ind forfra og lade varmen forlade hjelmen gennem de bagerste huller. Kombineret med vægten på bare 286 gram føles den utrolig let på hovedet.
Hjelmen er konstrueret efter Scotts særlige in-mould proces, hvor den yderste skal ”smeltes sammen” med den stødabsorberende del. Det sparer ifølge Scott vægt i forhold til en traditionel hjelm, mens det også forbedrer komforten at have mindre masse rundt om hovedet.
[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]
Tilpasning
Fuga Plus Rev benytter Scotts eget HALO Fit bespændingssystem. Du justerer spændingen via et drejehjul i nakken, der også kan justeres i højden, og angiveligt former systemet sig efter dit hoved. Om det er rigtigt, skal vi ikke kunne sige, men komforten er helt i top, og det føles, som om hjelmen spænder perfekt hele vejen rundt om hovedet.
Stropperne er i høj kvalitet og byder på en lækker detalje. Remholderne under ørerne er udformet således, at de effektivt guider stropperne helt uden om ørerne, mens de holder dem helt tæt på huden. Så der er ingen risiko for blafrende stropper irritation ved øret her.
Puderne er X-Statics antibakterielle model, og de bidrager til det ultrakomfortable fit. Og så skal Scott have ros for, at bespændingssystemet ikke for alvor kommer i karambolage med brillerne, som de desværre gør på en del andre hjelme. Og visiret? Det kan selvfølgelig tages af, hvis du er fuldblods roadie.
[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]
Facit
Scott Fuga Plus Rev ser måske ikke ud af alverden, men den er blandt de mest behagelige hjelme, vi har testet. Ovenikøbet har den MIPS, og alt det får du i en meget prisvenlig pakke.