20.04.2021
Test Test

Velomore tester Scott Genius eRIDE 910

 

Genius eRide 910’s ramme er i aluminium og kvaliteten virker til at være bundsolid – man er ikke i tvivl om, at den nok skal holde til lidt klø i skoven. Hvis man gerne vil have en carbonramme skal man kigge mod Genius eRide 900 serien. Bosch batteriet er integreret i skrårøret, som man efterhånden er vant til på el-mountainbikes, og det hele ser pænt og proportionelt ud. Batteriet kan nemt fjernes med en nøgle, hvis man vil tage det med ind i varmen. En anden fordel er, at ledninger, slanger og kabler løber inde i skrårøret over batteriet, og man har nem adgang til disse, når batteriet er fjernet. Rammens olivengrønne farve er super flot, og en kærkommen adspredelse fra de typisk sorte rammer. Det sidste stykke tid har der også været en større fokus på at minimere kædestøj, og Scott har lavet en stor og solid gummibeskytter på kædestræberen, som nok skal beskytte den flotte lakering. Under skrårøret har Scott også placeret 2 gummiklodser, som forhindrer at forgaflen eller styret kan ramme ind i rammen – en enkel og diskret løsning på problemet.

Hvis man ser på geometrien er Genius ret ”lang” i det. Kronrørsvinklen er på 65 grader, hvilket er meget normalt for denne type mountainbike. Saddelrørsvinklen er på 74,8 grader, og altså ikke for stejl, men heller ikke for lav. Generelt er en stejlere saddelrørsvinkel bedre, da man sidder mere centreret over cyklens midtpunkt. Reach er på 460 mm i størrelse large, hverken for meget eller for lidt. Der, hvor denne cykel bliver lidt lang i det, er på dens kædestræbere og hjulbasen. Kædestræberne er på 465 mm, hvilket er længere i forhold til andre modeller, som typisk er omkring 440 mm. De lange kædestræbere betyder bl.a., at hjulbasen er på 1258 mm, hvilket er længere end gennemsnittet. Det har sine fordele og ulemper, som vi vender tilbage til.

 

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG3] [IMG4] [SPLIT]

 

Motor

Motoren er den nye og 4. generation af Bosch CX Performance. Motoren blev oprindeligt lanceret med 75 Nm motor, men efter en opdatering i sommeren ´20 blev den opgraderet til 85 Nm. Vi har prøvet den før, og den skuffer bestemt ikke. Det er lige nu én af de bedste motorer på markedet, og du får en meget naturtro følelse, når du træder i pedalerne. Vores eneste anke med motoren er, at den på meget ujævnt terræn har en metallisk klonk-lyd fra et internt svinghjul i motoren. Det er ikke en decideret fejl ved den, men det kan alligevel godt irritere en gang imellem. Scott leverer cyklen med Boschs Purion display, som er lidt spartansk i forhold til Boschs nye Kiox display. Purion kan kun vise fart og motorprogram, hvorimod Kiox er en decideret cykelcomputer. Vi havde gerne set, at der havde været et Kiox display.

Batteriet er på 625 Wh, og du kan købe et ekstra batteri, som kan sættes på rammens skrårør, og derved få over 1100 Wh kapacitet til de meget lange ture. Det er smart tænkt af Scott, og en god ting til dem, som kunne have brug for det.

 

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG6] [IMG7] [SPLIT]

 

Komponenter

Hvis vi starter med forgaflen er det den velkendte Fox 36 Rhythm med 160 mm vandring og Grip 3 dæmperenhed. Bagdæmperen er Fox’s Nude bagdæmper med 150 mm vandring. Den er unik til Scotts cykler, og styres af deres TwinLoc system, hvor du kan låse dæmperne helt, delvist eller helt åben. Ved delvist åben har man 100 mm vandring på dæmperne. Geargruppen er et mix af SRAM komponenter med en GX bagskifter, NX e-MTB gearskifter, NX kæde og en 11-50 tands kassette. Til at stoppe den har Scott valgt Shimano XT bremser, og fornuftigt nok er de med 4 stempler, og store 203 mm skiver, hvilket alle e-MTB burde have nu om dage. 29” hjulene fra Syncros er med 30 mm intern bredde, og de ruller på 2,6” Schwalbe Magic Mary og Hans Dampf.

 

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG9] [IMG10] [SPLIT]

 

På sporet

Man føler sig med det samme tilpas på cyklen, idet bl.a. reach er inden for normalen, selv om hjulbasen er lidt lang. Kædestræbernes længde betyder, at cyklen klatrer velvilligt op ad hvad som helst, uanset hvor stejlt det er, og uden at forhjulet løfter sig nævneværdigt. Af de 4 modeller var denne bedst til at klatre opad, uanset om det var teknisk eller ej. Scotts TwinLoc system er meget velfungerende, men for det meste brugte vi det ikke, da pedalbob ikke er det store problem på en el-mountainbike med motor.

På nedkørslerne er Genius eRide et buldrende tog, som bare kører hen over alt, hvad den møder. Her kommer den lange hjulbase den til gode, da den sikkert og hurtigt tromler ned ad nedkørslerne og videre. Den er rokkefast og sikker på nedkørsler, og det samme oplever man ved høj fart på flowspor, hvor hjulbasen sikrer en stabil og uforstyrret styring. Den samme hjulbase er lidt en ulempe på de snævre spor eller skarpe sving. Her mærker man, at det er en lidt længere mountainbike, og der skal arbejdes mere med at få den rundt i svingene. Genius er med sine 24,8 kg. en smule i den tunge ende af skalaen, og hvis du ynder at få luft under hjulene skal der arbejdes lidt for det.

De store 2,6” Schwalbe Magic Mary og Hans Dampf giver masser af greb i blødt underlag, men på hårde grusspor kniber det lidt med at grave sig ned i underlaget. Her er dækkene en smule til den grove side, og det resulterer i, at cyklen ruller lidt langsommere på flade sektioner. Her ville nogle dæk med lidt mindre rullemodstand have været bedre. Det er dog ikke værre end at man kan skifte dækkene, hvis ens primære spor er lavet i grus. Når cyklen først er på vej nedad mærker man ikke noget til rullemodstanden.

 

[CITAT1]

 

SRAM GX gruppen virker suverænt i alle situationer, men det er lidt ærgerligt, at NX e-MTB gearskifteren kun skifter et gear ad gangen. Det er SRAMs valg for at skåne kæde og geargruppe for de mange kræfter som motoren producerer, men Shimano ikke har nogen begrænsninger på deres grupper. Det ændrer dog ikke ved, at SRAM komponenterne gør det godt, og de er fungerer bare altid til UG.

Shimano bremserne er med deres 4 stempler kraftige, og sammen med de 203 mm store bremseskiver gør de kort proces med at bremse ned. Vi oplevede ikke nogen problemer med vandrende bid eller larm fra bremseklodserne.

Vi var lidt skeptisk over, at remoten til Fox Transfer dropperposten sad på højre side, fordi venstre side var optaget af remoten til TwinLoc. Den bekymring var dog fuldstændig ubegrundet, da vi hurtigt vænnede os til at bruge den i højre side. Dropperposten fra Fox var ganske ufejlbarlig og virkede under alle forhold. Den fik under testen ganske store mængder mudder uden at det hverken kunne ses eller mærkes på dens performance.

 

Facit

Genius eRide 910 er en solid e-MTB, som bare drøner ned af nedkørslerne, og den er meget stabil ved høje hastigheder på flowspor og lignende. Bosch motoren gør det som altid godt, og alle komponenter er i den højere ende af skalaen, hvor de samlet set bidrager til en positiv oplevelse og meget værdi for pengene. Som tidligere nævnt er cyklens hjulbase lidt længere end de andre. Det resulterer i en stabil og klatrevenlig mountainbike, men det går lidt ud over dens styreegenskaber i skarpe sving eller snævre spor. Det er i sidste ende et spørgsmål om personlig smag og kompromis, da en e-MTB med kortere hjulbase ikke vil være lige så stabil som Genius.