09.02.2021
Test Test

Velomore tester Scott MTB Vertec Boa

 

Scott Vertec skoene var som nævnt sammen med skoene fra Shimano helt klart de sko i testen, som sad bedst på vores fod. Hvis vi skulle vælge, hvilke der sad bedst var det nok Scott der ville vinde minimalt, men det er meget individuelt fra rytter til rytter, derfor er det også bare med at komme ud og prøve inden man beslutter sig. Derudover var de med BOA- og velcro lukning som fungerede rigtig godt. BOA spændet var selvfølgelig placeret tættest på anklen, hvor finjusteringen kan udnyttes bedst. Vi kunne selvfølgelig, som med Shimano skoene, godt have tænkt os 2 BOA spænder, men er også bevidst om, at prisen nok ville være højere for skoene.

 

Materiale

Skoene er lavet i noget der minder om syntetisk læder, Scott kalder det for Microfiber/mesh. Bunden er lavet af sticky rubber for at få bedst mulig greb når du går i skovbunden. Scott Vertecs materialer føles super rart og er dejligt flexibelt. ydersålen er lavet af HMF carbonfibre som Scott også bygger deres carbon rammer med. Indersålen har et system der hedder “adjustable ergologic insole system” som gør det muligt at skræddersy indersålen til din fod.

 

[SPLIT][IMG2][IMG3][SPLIT]

 

På sporet

Scott Vertec var i det hele taget rigtig behagelige at have på, også over lang tid og både i regn og sol. Ventilationen i skoene var god og selv på varme dage fik vi ikke for varme fødder. Der var ikke noget at bemærke til stivheden i skoene, til prisen synes vi de var tilpas stive og leverede rigtig god kraftoverførsel overalt på sporet, hvilket HMF carbon sålen er med til at levere. Vi oplevede, at skoene sad rigtig godt placeret i pedalerne og ligeledes var gode at gå og løbe i, når man kortvarigt skulle stige af cyklen. Klamperne gik heller ikke på asfalten, da vi var på bager besøg.

 

Facit 

Scott Vertec MTB er en fremragende cross country sko, som vi sagtens kunne finde på at købe til prisen. Den sidder virkelig behageligt og leverer passende kraftoverførsel med sit stivheds index på 9. Den sidder godt placeret i pedalerne. Det er bare en køb og glem sko.