14.01.2021
Lasse Klausen

Sebastian Fini og Caroline Bohé vinder DM i cykelcross

 

I søndags blev der afholdt de årlige danmarksmesterskaber i cykelcross på Aarhus cykelbane. På grund af corona var der ikke adgang for publikum, så deltagerne måtte nøjes med nogle få personer og pressefolk til at heppe på dem.

Om det skyldes corona eller andre omstændigheder, var der ganske få til start i elitekategorien. Hos damerne var der kun 9 deltagere, og hos mændene stillede 15 mand til start. Hos mændene var forhåndsfavoritterne den tidligere vinder, Sebastian Fini og hans udfordrer, Jonas Lindberg. Fini havde taget titlen de sidste 3 forgående år, så det var en ganske rutineret Fini der stillede til start. Fini og Lindberg lå side om side og pressede hinanden indtil Lindbergs kæde røg af, og han mistede dyrebare sekunder på at rette fejlen. I mellemtiden trak Fini fra, og holdte en sund afstand indtil målstregen. Han kunne dermed kalde sig for vinder for 4. gang i træk. Jonas Lindberg kom ind på en flot 2. plads, men 3. pladsen blev taget af Ian Millenium.

 

[IMG2]

 

Hos kvinderne var det 21 årige Caroline Bohé som på forhånd var favorit til at vinde løbet. Det var dog også kun på den første runde at der var lidt spænding, indtil at Bohé på de efterfølgende runder var i en klasse for sig selv og vandt suverænt løbet. Dermed blev hun danmarksmester for 3. gang i træk.

Hos U23 herrerne blev vinderen Oliver Vedersø, mens 2. og 3. pladerne gik til Gustav Frederik Dahl og Joshua Amos Gudnitz.