16.03.2022
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/448247394_1004692921660478_4132501343240402392_n.jpg Velomore

Skandinaviens største pumptrack ser dagens lys i Sverige

Isaberg er allerede en populær destination for danske skiturister, men inden længe kan landets cykelentusiaster også sætte kurs mod det svenske, når Skandinaviens største asfalterede pumptrack åbner.

I årevis har danskerne valfartet til det sydsvenske, når der skulle et par brædder under fødderne i de køligere måneder af kalenderåret. Vintersæsonen var højsæson i Isaberg, mens der omvendt plejede at være forholdsvis roligt i foråret og om sommeren. Det har dog for alvor ændret sig de senere år, hvor anlægget er gået fra rolig rekreation tæt på naturen til et eldorado af sports- og oplevelsesaktiviteter til aktiv fritid. 

Isaberg har i cykelkredse etableret sig som et center for mountainbike i det sydlige Sverige, og nu kommer næste skud på stammen, når Skandinaviens største asfalterede pumptrack åbner i slutningen af maj. 

Byggeriet er i fuld gang, og efter planen åbner den nye pumptrack i maj måned.
Et oversigtsbillede over den nye bane, som den kommer til at se ud, når den er klar til indvielse.

Banen er 2625 kvadratmeter stor, og den ligger, hvor den tidligere grusbane lå. Det nye anlæg bliver opdelt i en mindre afdeling for juniorer og en noget større for de mere erfarne seniorer.

Pumptrack skal lokke flere cykelturister til Sverige

”Isaberg skal være i front inden for mountainbike i Sverige, og derfor har vi taget beslutningen om at bygge Skandinaviens største pumptrack med to wallrides, som er godkendt til verdensmesterskaber. Den samlede længde er 370 meter, fordelt på en senior pumptrack på 293 meter og en junior pumptrack på 77 meter. Anlægget vil være perfekt til alle typer udøvere, der søger en sjov og spændende sportsaktivitet,” lyder det fra Isabergs administrerende direktør, Louise Söderlund.

Isaberg er beliggende lidt syd for Göteborg og Jönköping, og fra København tager turen til Skandinaviens nye pumptrack omtrent 3.30 timer i bil.

Isaberg har de senere år udviklet sig til at blive et samlingspunkt for MTB i det sydsvenske, og det skal den nye pumptrack være med til at understøtte.