Strava – og hvad så nu?
Har du været gratist på Strava, som sikkert langt de fleste, så har du nok også opdaget, at der er sket en del på platformen, og at der nu er adgang til færre data end tidligere. Masser af bloggere og diverse cykelsites har endevendt, hvilke ændringer, der er sket, ligesom Strava selv har være på en slags charmeoffensiv for at forklare de forholdsvis drastiske ændringer. Så jeg vil ikke gå ind på detaljerne omkring visning af segmenter, ruteplanlægning, historik mm. Men jeg vil gerne slå et slag for, hvorfor Strava er vigtig, og hvorfor vi bør bide i det ”sure æble” og tilkøbe de funktioner, hvis man altså synes, at de savnes.
Forretningsmodellen halter
Strava logger i dag over 8 millioner træningssessioner dagligt. De vil ikke rigtigt ud med, hvor mange abonnenter, de har, men det er formentlig mange. I starten var Strava en betalingsapp, men som med så mange andre apps, så fandt Strava ret hurtigt ud af, at man måles på antallet af abonnenter, og så blev der åbnet op for gratis brug af langt de fleste funktionaliteter. Det må man sige, har givet pote. Men det er ikke det samme som at tjene penge, og derfor har det så knebet lidt med forretningsmodellen. Så kort sagt har Strava opnået sin popularitet, sikkert velvidende, at en dag skulle man lære at tjene penge. Og det derfor, jeg synes, at vi bør betale. For alternativet kan næsten kun være en reklamefinansieret app, hvor data og informationer risikerer at miste sin troværdighed i forhold til ukendte, betalte interesser. Og det gider jeg kort og godt ikke.
[IMG2]
En verden på abonnement
Nuvel, det kan jo virke lidt lusket at lokke kunder i butikken med gratis ydelser, og så skrue op for prisen senere. Men sagen er vel, at Strava burde have gjort det for længe siden. Jeg er ikke meget for at betale for noget løbende, men kigger man sig omkring, så betaler vi jo for fx TV, fitness, mobiltelefoni, internet og Zwift, alt sammen på månedsbasis, så nyt er det ikke. Og hvad er så prisen for hele herligheden? 5 USD per måned og fuld adgang til et værktøj, som både er til god underholdning og fornuftig træningsanalyse. Få kroner mere end en slange med racerventil, og mindre end en kop kaffe ved Espressohouse. Så skal man perspektivere omkostningen lidt, så er min klare holdning, at det er alle pengene værd. Altså hvis man sætter pris på adgang til sine data, har interesse i watttal, segmenter og pulsmålinger. Og adgang til sin træningsdagbog. Jeg vil glæde mig over, at det trods alt var gratis meget længe, og starte min gratis måned. Nu hvor jeg har slugt kamelen!