Syncros Guide Kit Multi-Tool
Syncros er Scott´s tilbehørsmærke, som kan levere alt fra flaskeholdere, sadler, pumper og ikke mindst værktøj. Du bør altid have noget værktøj med i lommen, så en tur i skoven ikke bliver afbrudt af en løs sadelpind eller en knækket kæde. Konceptet med at samle værktøj såsom bits og mini topnøgle i en lille lækker værktøjsrulle er godt tænkt. Den indeholder også indeholder dækjern, lapper og ikke mindst er der plads til et par samleled til din kæde.
[IMG2]
Godt værktøj til reparationer på sporet
Sættet indeholder en kompakt mini-topnøgle, som også har mulighed for at begrænse spændingsmomentet til 5nm, så dine dyre carbondele ikke bliver overspændt. De 8 forskellige bits dækker over torx i størrelse T15, T25 og T30, som er blevet nærmest standard på komponenter på alle nye mountainbikes. Der er også bits med til almindelig unbraco i størrelse 3, 4, 5 og 6 mm. En ekstra forlænger kan sættes på den lille 5 mm bit, så du får en 8 mm unbraco, som kan bruges til at stramme de fleste moderne pedaler. Sidste bits i pakken er til stjerneskruer. Den lille kædeskiller i værktøjssættet har også plads til et par samleled til din kæde, hvis den knækker. Hvis man som vi, kører med forskellige cykler, skal man dog huske at sikre sig, at man har både til 11 og 12 speed, eller hvad man nu kører med. Lidt skjult i kædeværktøjet er også en nippelnøgle, så du kan stramme løse eger på sporet. Sidst, men ikke mindst, er der også to fornuftige dækjern i plastik, 6 selvklæbende lapper og et lille stykke sandpapir.
[IMG3]
Effektivt, men ikke hurtigt
Værktøjsrullen på 208 gram ligger godt i en lomme eller i din rygsæk. Det er meget kompakt og kan sagtens dele pladsen i en lomme med noget andet. Alt værktøjet har sin faste plads, så det er nemt at overskue og finde den rigtige bit, som du skal bruge. Der er ingen tvivl om, at værktøjet er effektivt og lækkert at arbejde med. Men hvis det skal gå hurtigt, fx hvis du skal lave en reparation under et cykelløb, så er det ikke lige så hurtigt at arbejde med en minitopnøgle, som med et traditionelt minitool. Til gengæld får du et væsentligt bedre værktøj til at lave en sikker og effektiv reparation, når du både kan spænde med begrænset moment og arbejde med kvalitets bits, som ikke beskadiger de bolte du skal arbejde med. Du kan selv vælge retningen på værktøjet, når den lille topnøgle med tydelig klik fortæller dig, at du spænder eller løsner. Du kan også bruge bunden af topnøglen, hvis det giver dig en bedre arbejdsvinkel på de bolte du skal arbejde med. Værktøjet er så lækkert, at det også sagtens kan bruges der hjemme, hvis du ikke i forvejen har det helt store værktøjssæt. En af de smarte detaljer ved værktøjsrullen er, at den strop der holder sættet lukket også kan bruges til at hænge det på styret i udrullet tilstand.
[IMG4]
Facit
Syncros leverer et lækkert og gennemtænkt værktøj, som dine venner vil kigge misundeligt på, når du hiver det frem på sporet. Det indeholder, det man skal bruge, i en lækker indpakning, som holder alle tingene på plads. Det er effektivt at arbejde med, men det tager lige lidt længere tid at pakke ud og finde den rigtige bit. Den ekstra tid bliver dog kompenseret af oplevelsen af at arbejde med et lækkert og præcist stykke værktøj. Værktøjet kan godt få fast plads i en af lommerne i min cykeltrøje.