05.04.2022
Hans Henrik Jørgensen

Cannondale Synapse 2 RL

Med den nye Synapse tager Cannondale sikkerhed til nye højder og introducerer en cykel, der er som skabt til det danske vinterhalvår.

Cannondale Synapse har efterhånden været på landevejen i adskillige sæsoner og vist sit værd, som en driftssikker endurance racer med sublime køreegenskaber. Ved indgangen til 2022 sæsonen har amerikanerne introduceret en ny udgave, som tager Synapse til et helt nyt niveau. 

Sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed! Cannondale virker nærmest besat af ønsket om at lave en cykel, hvor trafiksikkerhed er alt afgørende. Omdrejningspunktet omkring sikkerheden er Cannondales SmartSense løsning. Det er et intelligent system bestående af for- og baglygter samt en radar. Lygterne er lavet specifikt til SmartSense i samarbejde med Lezyne og radaren er Garmins Varia radar som er integreret i baglygten – alt sammen koblet til ét enkelt batteri, så man slipper for at skulle oplade alle delene hver for sig. Forlygten er på 350 Lumen og baglygten på 25 lumen.

Integreret batteri i stellet 

Synapse kommer i fire modeller i prisspændet 72.399 kr. til 28.199 (vejledende priser) og test cyklen, Synapse Carbon 2 RL, er prissat i mellemklassen til 36.199 kr. R står for Radar og L for Lights.  

Rammen er i carbon og har gennemgået en større opdatering i forhold til tidligere modeller. Bl.a. er SmartSense enheden, der består af et batteri og selve styringsenheden placeret under drikkedunkholderen på skrårøret. Herudover har rammen fået et mere aerodynamisk snit med henblik på at reducere vindmodstanden. I baggafler introduceres ”dropped seat stay”, hvilket er tidens trend. Mange af Connondales andre cykler som Topstone, SuperSix EVO og System Six kommer også med ”dropped seat stay”.

700 U Synapse Crb 2 RL
700 U Synapse Crb 2 RL

Det betyder kort sagt, at baggafler hæfter længere nede på saddelrøret end traditionelt. BMC var blandt pionererne inden for dette ”greb” og løsningen bidrager til at øge kørekomforten, da der blev plads til mere fleksibilitet i området omkring sadlen og opefter. Personligt har jeg kun haft gode oplevelser med løsningen, da jeg oplever, at få færre rygsmerter på lange ture. Endeligt bidrager det ny seat stay også til at øge stivheden nederst i rammen og derigennem øge kraftoverførslen.  

Læs mange flere tests i vores store testsektion

Det virker til, at Cannondale har gjort sig umage med ikke blot at gennemføre en opdatering af Synapse rammen, men præstere en ny fortælling omkring, hvad en endurance racer skal tilbyde rytteren. Rammen er lavet med gevind til montering af skærme og oppakning på overrøret. Men mere vigtigt er, at rammen kan klare dæk op til 35mm og pludselig er Synapse ikke kun en asfaltracer, men også en cykel som kan klare lettere grusveje. 

SmartSense

Som om at en nyudviklet ramme ikke er nok, udgør SmartSense det egentlig nybrud. Det er her at attraktionen for alvor ligger og her at Cannondale indtager en anden markedsposition end konkurrenterne. Forlygten kan kontrolleres manuelt og man behøver ikke en Garmin computer, for at gøre brug af radar. Når et køretøj nærmer sig bagfra, giver radararen automatisk besked til kontrolenheden på styret og du kan holde øje med afstanden til bilen, indtil den er passeret forbi. Men har du en Garmin computer, kan du naturligvis tilslutte den og få en integreret køreoplevelse.    

700 U Synapse Crb 2 RL
700 U Synapse Crb 2 RL

Når du skal ud at cykle aktiveres SmartSense ved en sensor i forhjulet. Som standard er såvel forlygte som baglygte tændt, men lygterne kan også styres via en app, som kommunikere med SmartSense enheden via Bluetooth. Opsætningen mellem SmartSense og app sker igennem sensoren i forhjulet og forløb meget enkel og let. Ud over at kunne styre lygterne i appen får du automatisk også det fulde overblik over cyklen. Alle data som serienummer, udstyr osv. hentes automatisk. Vælger du at gøre brug af den indbyggede aktivitets tracker, hvor du bl.a. kan få overblik over dine ture, kommer appen automatisk med forslag til servicering af cyklen. I appen kan du naturligvis også følge op på, hvor meget batteri der er tilbage osv. 

Kompromis

Som tidligere omtalt er Synapse Carbon 2 RL målrettet mellemprisklassen, hvor konkurrencen er hård. Cyklen kommer med Shimans mekaniske Ultegra R8000 serie. Serien har været på marked siden 2017 og er bundsolid og gennemafprøvet. Cannondale skal have stor ros for ikke at gå kompromis, som mange andre producenter, hvor det ofte ses, at det kun er geargruppen som er Ultegra. F.eks. kommer cyklen med Icetech bremseskiver, der er med til at holde skiven kold og sikre, at bremsekraften er konstant og sikker.     

Der er ingen tvivl om, at det har kostet ressourcer at udvikle SmartSense og integrer det i cyklen. Løsningen har en pris og hvis Synapse Carbon 2 RL skal konkurrer i mellemprisklassen, skal der findes et kompromis, så cyklen stadig er konkurrencedygtig på prisen. 

SmartSense gør en forskel og mens jeg kørte på cyklen, var det sjældent, at jeg så mig selv over skulderen efter trafikanter. Særligt på ture i skumringstimerne, men også i absolut mørke på de nordjyske landeveje, følte jeg mig langt mere sikker end på mine andre landevejsracer.

Cyklen kommer med Fulcrum’s Rapid Red 900 hjulsæt og monteret med 30 mm Vittoria Rubino Pro G2.0 tyres til dæk og slange (kan laves om til tubeless). Det virker til, at det er her Cannondale for alvor er gået på kompromis. Det er tale om et lavprofilshjulsæt med 28 eger i traditionel opspænding. Vægten er på hele 1,950g (baghjul) og dermed er der ikke tale om et let hjulsæt. De fleste konkurrenter i mellemprisklassen er som standard monteret med hjulsæt, der ligger mindst et eller flere niveau over. Dækkene er heller ikke på niveau med konkurrenterne. Vittoria Rubino Pro G2.0 er et OK sæt dæk, som tilbyder komfort i form af vibrationsdæmpning, men designet til race, er dækket bestemt ikke.   

Hvor ramme og forgaffel er i carbon føles det også som et prioriteret valg at saddelpind, frempind og styr er i aluminium for at holde prisen på et acceptabelt niveau. Hjulsættet er også i aluminium og det efterlader et samlet indtryk af en cykel, som mangler en smule finish.  

Sikkerhed på landevejen

Efter at have tilbragt små 1.000 km. på cyklen hen over februar og marts, kan det konstateres, at Synapse Carbon 2 RL er en konkurrencedygtig endurance cykel, som maksimerer trafiksikkerheden omkring rytteren. SmartSense gør en forskel og mens jeg kørte på cyklen, var det sjældent, at jeg så mig selv over skulderen efter trafikanter. Særligt på ture i skumringstimerne, men også i absolut mørke på de nordjyske landeveje, følte jeg mig langt mere sikker end på mine andre landevejsracer. Forlygten er kraftig nok til at lyse vejen op og det er en stor fordel at batteriet er integreret i stellet frem for at have det ”dinglende” på overrøret eller lignende. Batteriet rækker fint til en 3 timers tur i totalt mørke. Lysstyrken i forlygten kan desuden reguleres, hvilket også er et plus og med til at forøge antallet af timer med lys på landevejen. 

700 U Synapse Crb 2 RL
700 U Synapse Crb 2 RL

På landevejen opleves rammen som særdeles stiv og med super kørekomfort. Jeg er efterhånden kommet dertil i livet, hvor jeg ikke kan holde til at køre på en aerobike med mindre der er 5 spacere under frempinden. Fordelen ved en endurance bike er netop, at positionen på cyklen bliver mindre aggressiv og derigennem er behovet for spacere, for mit vedkommende, mindre. Testcyklen var en størrelse 56. og med mine 183 cm. havde jeg kun behov for en enkelt lille spacer.   

Vægten inkl. radar, lygter, SmartSense enhed og to drikkedunkstativer nærmer sig faretruende 10 kg. Det synes af meget, men gad vide om ikke konkurrenterne også vil være deroppe, hvis der monteres lygter? Personligt går jeg mindre op i vægt og med mine 77. kg kan jeg sagtens finde steder at vægtreducere… På landevejen opleves cyklen heller ikke tung hverken ved tempokørsel eller acceleration på stigninger. Men vil man absolut have cyklen ned i vægt, så er det oplagt at skifte hjulsættet ud.

I vintermørket og på de fugtige landeveje tænkte jeg, at Synapse Carbon 2 RL er den ultimativ efterår-, vinter- og forårsracer. SmartSense i kombination med muligheden for at påmontere skærme og brede dæk, gør cyklen til en sikker vinder i det skandinaviske vinterhalvår. Du kommer ikke mere sikkert gennem vinteren end på denne.

Facit: 

Et oplagt valg til det skandinaviske vinterhalvår. Sikkerheden er i top og du får en cykel hvor batteri, radar og lygter er integreret i cyklen. Henvender sig til ryttere som er på vejen uanset vejret. 

Fakta boks: 

Pro:

  1. SmartSense teknologi med fokus på trafiksikkerhed
  2. Integreret radar, lygter og batteri
  3. Mulighed for montering af dæk op til 35 mm
  4. Mulighed for montering af skærme
  5. Fuld Shimano Ultegra serie uden at gå på kompromis

Cons

  1. Cyklen er forholdsvis tung
  2. Hjulsæt under niveau sammenlignet med konkurrenter
  3. Saddelpind, frempind og styr i aluminium

Vurdering: 5 stjerner ud af 6.

Se flere specifikationer her