08.04.2011
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Hans Plauborg

Thor Hushovds Paris-Roubaix-cykel

Paris-Roubaix kræver det yderste af moderne letvægtcarbon. Og når manden på cyklen hedder Thor Hushovd er det lige før, man får ondt af de pinsler, raceren må gennemgå på de godt 260 kilometer mellem Paris og cykelbanen i Roubaix.
Derfor har ingeniørerne hos Cervélo gjort deres yderste for at fremstille en cykel, der er så pålidelig, at den norske kraftkrabat i hvert fald ikke gå ned på udstyret i kampen mod Cancellara, Boonen og de andre favoritter på søndag. Cervélos standard R3 har fået en overhaling, der skal sikre større komfort. For eksempel er styrfittingsdimensionerne ”sat ned” fra 1 1/8-1 ½ til 1 1/8- 1 3/8 for at give mere fleks i fronten. Desuden er kædestræberne gjort 10 mm længere, og sammen med særlig gaffel med længere efterløb skal det sikre større stabilitet på brostenene.
Thor Hushovd satser på at køre løbet på 27 mm brede FMB ringe, og han har også valgt, at cyklen skal monteres med en sadelpind i aluminium i stedet for carbon. Sadelpinden skal sikres af hele to sadelklamper, så den 83 kilotunge Hushovd ikke risikerer, at den pludselig begynder at glide ned hen over brostenene i Arenbergskoven. Hushovd forventer at bruge Mavics nye M40 hjul, et højprofilhjul med en særligt bred profil, der tillader monteringen af det 27 mm brede ringe.
Alt sammen betyder det, at Hushovds cykel på søndag vejer godt et halvt kilo mere (7.62 kilo) end den cykel han kørte Paris-Roubaix på sidste år.