26.07.2021
Lasse Klausen

Tom Pidcock vinder OL i MTB

 

Fra start lå alle favoritterne forrest i feltet, og heriblandt var der meget fokus på Van Der Poel, og Tom Pidcock. Det hele gik planmæssigt indtil efter cirka 10 minutter. Her kørte Van Der Poel ud over et stort klippedrop, røg forlæns over styret og slog sig gevaldigt på vej ned ad bakken. Det var tydeligt, at hollænderen var i store smerter, mens resten af konkurrenterne susede forbi.

Van Der Poel kom dog op på cyklen igen, men var henvist til en 35. plads, cirka 52 sekunder efter nr. 1. På 2. omgang bestod frontgruppen bl.a. af Henrique Avancini, Nino Schurter, Victor Koretzky og Milan Vader. På første runde lå Fini nr. 27, men kom hurtigt op på en 15. plads ved startskuddet til 2. runde.

 

 

Efter cirka 35 minutter begyndte løbet at sætte sig, og frontgruppen bestod af Pidcock(England), Schurter(Schwiez), Fluckiger(Schweiz) og Anton Cooper (New Zealand). Der var dog stadig masser af drama, og vi så bl.a. Schurter lave en feberredning og redde en baghjulsudskridning ved at sætte foden ned. Det kunne have kostet ham rigtig mange pladser!

Efter omkring 44 minutter begyndte Pidcock at få lavet et hul ned til forfølgerne, hvor Fluckiger overtog 2. pladsen, og Schurter på 3. pladsen. Kort tid efter fik Anton Cooper kæmpet sig forbi Schurter, og overtog 3. pladsen. Fini var på en 25. plads, 3 minutter og 39 sekunder efter Pidcock. Sidst på 5. runde kunne vi se, at Van Der Poel udgik i techzonen, og havde rigtigt ondt. Ondrej Cink kørte i top-10 indtil han på samme runde fik en punktering, og dækket blev flået af fælgen. Dermed var OL også slut for ham.

Til sidst blandede en ukendt spanskmand sig i kampen, Valero-Serrano, som overhalede Schurter, og snuppede 3. pladsen foran ham. Schurter blev nr. 4. Sebastian Fini kom ind på 22. pladsen.

I morgen er det omkring kl. 0800 dansk tid, kvindernes tur. Det bliver sendt live på Eurosport, og senere bliver det genudsendt på DR2 kl. 1800. Dagens løb bliver også genudsendt på DR2 kl. 1800.