UCI neutrale overfor Landisgate
Senest er det Sports Illustrated, der har skrevet om Lance Armstrong og Landisgate, hvor UCI har en birolle som modtager af pengegaver i to omgange fra Lance Armstrong. Tillige er Lance Armstrong måske ikke mere så stort et ikon overfor UCI, som han specielt i USA anses for at være.
– Jeg arbejder i cykelsporten i dag. Armstrong vil køre løb 2 eller 3 gange i år, men er allerede ude af cykelsporten, og hvis sagen fortsætter i USA, vil cykelsporten også fortsat eksistere. Der har været flere skandaler før. Cykelsporten er større end Lance Armstrong … større end Floyd Landis eller Alberto Contador. Jeg siger ikke, at Armstrong er skyldig, for der skal vi vente på en sag, siger Pat McQuaid til Le Parisien.
Det er nye toner, idet Pat McQuaid sidste efterår ensidigt tordnede imod Floyd Landis som en flabet ballademager, og forbød ham akkreditering til VM området. Og nu tager han direkte det forbehold, at Lance Armstrong måske både kan være dopet og have deltaget i systematisk doping på US Postal/Discovery Channel holdet.
Det huer næppe Lance Armstrong at se de citater, idet han engang gav udtryk for, at ASO skulle føle sig beærede sig over, at han deltog i Touren. Derefter svarede ASO, at det var Touren, der havde skabt hans navn.