04.01.2011
Stig Cornelius

UCI skyld i arbejdsløse cykelryttere

– Der skal ændres i, hvordan blodpasset virker og bruges. Som det er nu, garanterer det ingenting for nogen som helst. Pellizotti betaler for den krig, som han vandt mod UCIs blodpas. Holdene er bange for at blive frosset af UCI, hvis de skriver kontrakt med ham, siger Gianni Bugno til Gazzetta dello Sport.

Hvorvidt blodpasset fagligt set er korrekt, kræver nok en professor eller flere indenfor idrætsfysiologi og medicin at tage stilling til. Og Gianni Bugno glemmer en ting. UCI kan stadig appellere til CAS, om det var rigtigt af de italienske myndigheder at frikende Franco Pellizotti for doping på grund af meget varierende blodpas værdier.

Yderligere mener Gianni Bugno, at Alberto Contador er uskyldig samt, at holdene som helhed skal straffes for doping. Eksempelvis bør de rykke ned fra eksempelvis ProTeam til professionelt kontinentalhold, når der har været 3 dopingsager på samme hold.

Gianni Bugno selv har fået en karantæne på 3 måneder, da han testede positiv for koffein i 1994, og havde engang professor Conconi som træner. Hans navn stod i hvert fald på en liste sammen med flere cykelryttere.