14.01.2011
Andreas Ø. Pedersen

Ung dansker med Team Saxo Bank-SunGard på Mallorca

Team Saxo Bank-SunGard-rytterne får selvskab af en ung dansker, når de tager afsted på træningslejr på Mallorca. Christopher Juul Jensen fra det danske hold Glud & Marstrand – LRØ Rådgivning har nemlig fået chancen.

– Det er en kanon måde at starte året på. Jeg får en gylden chance til at træne med et stort hold. Det vil give rigtig meget, og forhåbentlig kan jeg lære af rytterne om, hvordan det er at køre på så højt et plan, siger Christopher Juul Jensen til DR.

– Jeg forventer at kunne begå mig, men jeg regner ikke med at skrive kontrakt på en træningslejr. Det skal helt sikkert gøres på landevejen i løbet af sæsonen. Jeg skal være realistisk, men hvis muligheden byder sig, siger jeg da ikke nej.