17.04.2011
Andreas Ø. Pedersen

Vacansoleil: Vi satser på GP Herning-sejren

Vacansoleil Pro Cycling Team har igen i år igennem hele foråret været med til at præge både klassikere og semiklassikere i form af både sejre på for eksempel 1. etape af Paris-Nice og bjergkonkurrencen i Criterium International samt ikke mindst en syvendeplads i Flanderen Rundt og en andenplads i De Brabantse Pijl så sent som i onsdags, hvorfor cykelinteresserede, der har fulgt cykelløbene på diverse TV-stationer, vil kunne nikke genkendende til flere af de ryttere, som Vacansoleil har på den foreløbige startliste.
Her finder man blandt andet Joost Van Leijen (billedet, red.), der blev nr. 2 i Grand Prix Herning 2005 og som i 2010 gentog kunststykket med en skammelplacering, da han blev nr. 3; Maxim Belkov, nr. 8 i bjergkonkurrencen i Vuelta Ciclista al Pais Vasco; Gorik Gardeyn, som nogle sikkert husker som deltager i det længste udbrud i Paris-Roubaix sidste år; Jens Mouris, samlet nr. 6 i Driedaagse van West-Vaanderen; Wouter Mol, samlet vinder af Tour of Qatar i 2010; og Marcello Pavarin, nr. 5 i dette forårs udgave af det hårde hollandske endagsløb Hel van het Mergelland.
Sidste år var der dansk islæt både på holdet generelt og på Vacansoleil Pro Cycling Team’s deltagende hold i Grand Prix Herning, idet Martin Mortensen kørte en 2. plads hjem efter at have tabt spurten om sejren til den nok hurtigste dansker Alex Rasmussen. Martin Mortensen har som bekendt flyttet hold, så han nu er at finde på det luxembourgske hold Team Leopard – Trek.
– Vi ser meget frem til årets udgave af det nordiske grusvejsløb, da vi sidste år konstaterede, at vi blandt vores ryttere har flere, der egner sig rigtigt godt til dette løb. Sidste år havde vi to mand på sejrsskamlen med Martin Mortensen som nr. 2 og Joost Van Leijen som nr. 3, og vi satser da på, at vi – selv uden en dansk rytter – kan gentage dette i år, dog med en af vores ryttere som vinder, siger sportsdirektør Michel Cornelisse og fortsætter:
– Jeg var sidste år, hvor jeg også var sportsdirektør for vores hold ved løbet, vidne til, hvor hårdt dette løb er med de mange grusveje på ruten, og det satser vi på at udnytte endnu bedre i år, da vi – som ved alle de løb, vi deltager i – ønsker at køre om sejren.
Arrangør Joachim Andersen er også glad for aftalen med ProTeam-holdet.
– Vi har arbejdet meget intensivt på at sikre, at vi i årets udgave af Grand Prix Herning igen kan præsentere et meget stærkt felt. Aftalen med det udenlandske UCI ProTeam Vacansoleil Pro Cycling Team er et bevis på, at det er lykkedes, hvorfor det danske cykelpublikum skal forvente, at se en eller flere af de hollandske cykeltrøjer blandt de første på målstregen på Torvet i Herning, tilføjer arrangør Joachim Andersen.