12.08.2016
Viktor Hastrup

Van Poppel hurtigst i norsk gyserafslutning

Efter 190 kuperede kilometer kom 2. etape af årets Arctic Race of Norway ned til den ventede massespurt mellem løbets hurtigste herrer.

Efter gårsdagens sejr hvilede de flestes øjne på hjemmebanefavoritten Alexander Kristoff fra Katusha, som på forhånd lignede manden, der skulle slås.

På de sidste kuperede kilometer inde i byen Rognan var det dog Trek-Segafredo, der tog fronten i et forsøg på at køre deres trumf Niccolo Bonnifazio i stilling. Med 1-kilometer porten i syne skiftede billedet i feltet, hvor også Katusha, Team Sky og Giant-Alpecin ville lege med.

På de sidste hundrede meter indtog Søren Kragh Andersen nu rampelyset, hvor han i rasende tempo tog fronten med Giant-holdkammerat John Degenkolb på hjul. Danskeren lavede for anden dag i træk et imponerende forarbejde for tyskeren, som selv åbnede spurten. En spurt som kun Danny Van Poppel fra Team Sky kunne svare igen på.

Degenkolb lignede længe dagens vinder, men på de sidste meter var Van Poppel manden med bedst momentum i trådet. Efter et øjeblikkes usikkerhed stod det dog klart, at hollænderen også var første mand over stregen af de to kamphaner, der med dagens sejr også tager løbets førertrøje. Alexander Kristoff var helt ude af syne i finalen, hvor tredjepladsen i stedet gik til Moreno Hoffland fra Lotto-mandskabet.

Alexander Kamp fra Stölting Group var også med fremme i finalen. Her blev det til en 14. plads for danmarksmesteren.

2. etape, Artic Race of Norway
1. Danny van Poppel, Team Sky
2. John Degenkolb, Giant-Alpecin
3. Moreno Hoffland, Team LottoNL-Jumbo 

14. Alexander Kamp, Stölting Service Group
84. Søren Kragh Andersen, Giant-Alpecin
88. Martin Mortensen, One Pro Cycling
99. Michael Reihs, Stölting Service Group
100. Rasmus Guldhammer, Stölting Group