02.09.2012
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Hans Plauborg

Veggerby ked af problemerne

Det store motionscykelløb fra Århus til København førte, på trods af minutiøs planlægning, til enorme trafikale problemer ved Storebæltsbroen.

Der var flere timers forsinkelse på grund af cykelløbet. Det beklager arrangør Jens Veggerby meget, efter at have modtaget flere vrede mails fra de ramte bilister.

– Der er virkelig grimme mails fra bilister, hvilket gør mig trist. Jeg er selvfølgelig frygtelig ked af den ventetid, som cykelløbet har skabt for bilisterne. Det var aldrig tiltænkt i planen, at løbet skulle genere dem så voldsomt, siger Jens Veggerby til Jyllands-Posten.

Ikke rimeligt
Jens Veggerby kan udemærket godt forstå bilisternes frustrationer – Veggerby var selv ramt af det trafikale kaos, men hans tanker var i modsætning til mange andre ikke på aftaler, der pludselig gik i vasken pga. cyklisterne.

– Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at løbet forårsager en tre timer lange ventetid på broen. Jeg sad selv i køen og kan godt forstå frustrationen fra bilisterne, som ikke nåede frem til bryllup eller fødselsdag.

Binder landsdele sammen
Han erkender dagen derpå også, at problemerne kan gøre det svært at få lov at afholde løbet igen. Muligheden for at fragte cyklisterne over i busser er ikke brugbar, mener han.

– Selvfølgelig kan man diskutere, hvad den største ballade er: en 17 km lang bilkø eller at få cyklister ind i en bus. Men arrangementet er set som et godt initiativ for at forbinde landets tre dele og byer sammen med motion. Det skal ikke lyde arrogant, men tydeligvis kan man ikke gøre alle glade, når man laver sådan et arrangement, lyder det fra den tidligere professionelle cykelrytter.