16.05.2024
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Lasse Klausen

Velomore tester Canyon Grizl:ON

El-revolutionen har raset inden for mountainbike-kategorien i mange år og nu begynder der også at strømme volt og watt ind over gravel-genren. Canyon er klar med deres nye Grizl:ON.

Canyon har i forvejen en analog udgave af deres Grizl, som denne nye model er baseret på. Grizl er Canyons lidt mere robuste gravel-cykel, som også egner sig til fx. bikepacking. Deres lidt mere race-orienterede model hedder Grail. Den kan også fås med el, men her er der tale om en tungere og kraftigere Bosch motor.

Bosch Light

Grizl:ON kommer med Boschs lette motor, SX. Den har vigtigst af alt 55 nm, og leverer 250 watt ydelse. Den får sine kræfter fra et 400 Wh batteri, som er fastmonteret i skrårøret. Det kan ikke fjernes og oplades via et stik på venstre side af krankboksen. Hele herligheden vejer ifølge Bosch cirka 4,5 kg og styres via en minimalistisk remote på overrøret. Canyon lover cirka 100 km rækkevidde, og den kan udvides med et ekstra batteri til 3.699 kr. Dette placeres i én af flaskeholderne.

Motoren kommer også med Boschs ConnectModule. Via dette kan man forbinde sin telefon til motor og styring og ændre på diverse indstillinger. Den har også indbygget GPS sporing, og det er gratis de første 12 måneder. Herefter skal man betale cirka 6 euro om måneden. Man kan også få rutenavigation, fitness tracking og Strava. Til sidst skal det også nævnes, at man via appen kan låse motoren og dermed gøre livet besværligt for en cykeltyv.

Ramme

Vi har testet CF Trail modellen, som ikke er ikke den letteste i serien, men derimod en model som har lånt lidt hist og her fra mountainbike verdenen. Dermed er den endnu mere klar på sjov og spas, hvad enten det er på ujævne skovveje eller på et blåt mountainbikespor.

CF Trail byder selvfølgelig på en robust carbonramme med mange smarte detaljer. Vi skal ikke kede jer med dem alle sammen, men som sædvanlig tænker Canyon praktisk og integrerer mange smarte detaljer, som gør cykellivet nemmere. De har bl.a. samarbejdet med Lupine om at forsyne den med lygter, som får strøm fra batteriet. I bagstagene er der på smukkeste vis indbygget 2 baglygter, og foran en stilren forlygte, som har 2 lysstyrker. Det er jo selvfølgelig en gravel/adventure cykel, og derfor er der diverse beslag til at montere skærme, tasker og alt muligt andet, som gør, at du kan pakke udstyr ned til en hel weekendtur. Canyon bliver bedre og bedre til tilbehør, og du kan købe alverdens udstyr til din Grizl:ON på deres website. Det inkluderer bl.a. nogle flotte og robuste skærme, som nemt skrues på rammen, og bagagebæret er endda kompatibelt med specielle tasker fra Ortleib.

Canyon skal også have ros for den smarte Quickloader taske. Den sidder under overrøret og sidder fast med 3 punkter på rammen. Den er lavet i samarbejde med Fidlock, og kan derfor nemt tages af eller på, og der kan være rigeligt med snacks, værktøj og meget andet i tasken. Det er nok ikke en taske man har behov for på almindelige ture, men hvis du skal langt er det altså praktisk, at du kan pakke ting på cyklen i stedet for på ryggen, i en rygsæk etc.

Grizl:ON’s geometri minder mest om alt om en XC-mountainbike. Du får en kronrørsvinkel på 69,5 grader, 74 grader saddelrørsvinkel, og en reach på 416 mm.

Komponenter

CF Trail leveres med alle de lækre komponenter, som man forventer på en topmodel. Geargruppen er en SRAM X0 Eagle AXS med en 10-52 12-speed kassette og en 42T klinge foran. En lille detalje er, at AXS bagskifteren får strøm direkte fra cyklens batteri. Bremserne er SRAM Force eTap med 180 mm skiver. SRAM pakken rundes på fineste vis af med en Reverb AXS dropperpost med 75 mm vandring. Foran finder man en RockShox Rudy forgaffel med 40 mm vandring, og herligheden ruller på et DT Swiss HGC1400 hjulsæt med 24 mm intern bredde og 50 mm Schwalbe G-One Ultrabite dæk. Hele herligheden vejer cirka 15,5 kg.

Køreoplevelse

Da jeg først lagde øjnene på Grizl:ON var min umiddelbare tanke, at den er Canyon sku sluppet meget godt fra. Man kan selvfølgelig godt se, at det er en e-Gravel cykel, men den ser ud som om, at den kan fræse hen over alt, og det hele virker velproportioneret. Trail modellen er selvfølgelig lidt mere robust og mountainbike agtig, men hvis det skræmmer dig lidt, kan du bare vælge én af de andre lidt mere race-fokuserede modeller. Min anden åbenbaring kom, da jeg løftede den. Nuvel, cirka 15.5 kg, er da meget for en gravelcykel, men for én med motor på synes jeg faktisk, at det var helt okay. Den virkede ikke til at være alt for tung, og jeg tænkte faktisk ikke meget over det derefter.

Når man cruiser af sted på Grizl:ON er det netop det man gør: cruiser. Den flyder nemt og ubesværet hen over alle ujævnheder uden at gøre meget væsen af sig. Den er på ingen måde langsom og kedelig, og komforten er virkelig god. Det har selvfølgelig også noget at sige, at man har en 40 mm forgaffel til lige at tage det værste. Den kan man hurtigt låse på toppen af forgaflen, og selv der, synes jeg stadig, at den var rigtig god til at absorbere underlaget.

Læs også: Velomore tester Canyon Lux World Cup CFR Team

På grusveje og stier føltes det ubesværet at træde af sted, og jeg synes, at motoren havde en meget naturlig assistance, og den føles hverken for kraftig eller for svag, den var lige tilpas. Jeg kørte for det meste i Tour Mode, som er 2. nederste assistance niveau. Når det gik ligeud kunne jeg selvfølgelig godt ramme begrænsningen på 25 km/t, og herefter var jeg selv nødt til at arbejde lidt for det. Jeg synes dog ikke, at det var så galt, når cyklen vejede de cirka 15,5 kg. Jeg har ikke fået kørt en 100 km tur for at teste rækkevidden, men jeg har været meget tilfreds med den indtil videre. Rækkevidden afhænger af rigtig mange ting, og derfor er det en svær størrelse at teste helt præcist.

Læs også: Velomore tester Canyon Endurace CF SLX AXS Aero

Jeg vovede mig også kortvarigt ind på lidt blå mountainbikespor, både op og ned, og også her var Grizl:ON helt med på legen. Den kunne snildt komme op af de stejle stigninger, så længe at man holdt en god høj kadence for at hjælpe den lidt på vej. Schwalbe dækkene gav masser af greb til trods for mudder hist og her. På nedkørslerne shinede Grizl:ON også. Det er ganske vist ikke en mountanbike, men den kunne da sagtens begå sig på lidt flow nedkørsler alligevel. Styringen føltes let, og det var nemt at lave hurtige styrudslag. Med en kronrørsvinkel på 69,5 grader og en lille dropperpost føltes Grizl:ON næsten som en fuldblods XC-mountainbike. Jeg ville nok ikke nyde noget af røde spor, men den kan hvert fald helt sikkert begå sig på lidt af hvert i skoven. Hvis man ikke forventer at vove sig ud på mountainbike spor mv., kan man sagtens vælge en anden model uden dropperpost og lige så brede dæk. Det er helt op til ens personlige præference.

Facit

Uanset om man er til e-MTB, e-Road eller e-Gravel, så er der ingen tvivl om, at det er kommet for at blive. Og e-MTB er jo allerede rigtig stort i mange lande, herunder lille Danmark. Om man synes om man har brug for en e-Gravel eller ej, så virker Grizl:ON til at være virkelig vellykket, og hvis man er til e-Gravel, vil man få rigtig meget for pengene hos Canyon.

Info

Vurdering: 4/5.
Pris: Fra 39.299 kr.
Mere info: www.canyon.com