Velomore tester energibarer fra Maurten
Maurten blev verdenskendt med deres banebrydende Hydrogel teknologi og gels med højt energiindhold. Nu er de klar med en velsmagende energibar uden dikkedarer.
Svenske Maurten brød i 2015 igennem lydmuren med deres hydrogel baserede energidrikke og gels, der begge bød på ekstra højt indhold af kulhydrater og en geleagtig konsistens.
Tidligere på året lancerede svenskerne så deres bud på en energibar i form af Maurten Solid 225 og Solid 225 C. Begge barer er skåret ind til benet og rummer kun det absolut essentielle for optimal energilevering til atleten. Der er modsat Hydrogel-produkterne tale om en helt simpel energibar.
Med udgangspunkt i forskning og respons fra atleter, har Maurten sammensat to barer som i bund og grund består af ris og havregryn, i en letfordøjelig og fiberfattig forarbejdning. Begge barer minder derfor om en forsimplet müslibar, hvor alt overflødigt er skåret væk. Forskellen på 225 og 225 C er i øvrigt, at der i 225 C er tilsat kakaopulver.
Ud af indpakningen
Når man pakker barerne ud mødes man af det, som ligner en helt almindelig energibar. Det er tydeligt at se, at her er der tale om puffede ris og havregryn, holdt sammen af en eller anden sirup-agtig suppe – og det er faktisk rart at kunne genkende ingredienserne. Barerne er let klistrede på overfladen, hvilket normalt ville være irriterende, hvis man skulle snacke dem til et cykelløb i sofaen, men på cyklen er det faktisk rart nok med lidt ekstra “greb”.
Hver bar vejer 60 gram og byder på 44 gram kulhydrat, 3,6 gram fed, 2,4 gram protein 2,4 gram fiber og 0,68 gram salt, hvilket samlet set giver 225 kalorier.
I munden
Konsistensen af Maurten Solid 225 barerne er overraskende blød. De virker umiddelbart sprøde når man kigger på dem og rører ved dem, med ved første kontakt med tænderne brækker barerne let over. Biderne er bløde og lette at tykke. Smagen for begge barer er sød, men let saltet, i en overraskende delikat blanding. Sådan lidt sweet and savory. Smag er naturligvis individuelt, så uden at forholde sig så meget til mine personlige præferencer, vil jeg bedst beskrive smagene således:
Den neutrale variant smagte for mig af hvad Maurten skriver på ingredienslisten. Det var tydeligt at der her var tale om havregryn og ris var blevet bagt i en sirupslage. Ikke at baren smagte brændt, men der var et strejf af tilberedning over den. Baren med chokoladesmag havde et subtilt strejf af kakao i et mundvandsprovokerende mix med den salte smag.
Læs også: Velomore tester Never Second energidrik og gels
Barerne ligger behageligt i maven og måske grundet de let tykkelige og fordøjelige ingredienser, får man ikke en “tung” fornemmelse i maven efter at have spist barerne. Man kan sagtens klare 2 i timen og den søde/salte smag efterlader en med lyst til mere – og vil jeg nok mene, er det største plus ved barerne og her, hvor de for alvor skiller sig ud fra mængden. Indpakningen var i øvrigt let at få op, selv med handsker på.
Facit
Maurten har, modsat deres drikke og gels, skabt en energibar helt uden dikkedarer. De to varianter er så simple som det næsten kan blive. Med en behagelig krumme, som de ville sige i bagedysten, og en delikat sød/salt smag, har man lyst til at sætte tænderne i Maurten Solid 225 og 225 C. Særligt den med chokoladesmag faldt i undertegnedes smag, og skulle jeg selv kaste penge efter dem, ville jeg helt klart gå med chokolade.
Læs også: Velomore tester Moon Valley økologiske energibarer
Personligt fandt jeg den neutrale smag lidt kedelig, omend jeg blev pirret af den sød/salte smag. Begge barer smagte dog tilpas godt til, at jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik lov til at gå amok i en hel kasse af hver. Eneste minus er prisen. Til 41,88 euro (311 kr) for 12 barer (25 kr. stk.) kan man finde lige så velsmagende alternativer andre steder, og det tæller desværre ned i den overordnede vurdering.
Info
Vurdering: 4/5
Vægt: 60 gram
Energiindhold: 225 kalorier // 44 gram kulhydrat
Pris: 311 kr for en kasse med 12.
Mere info: www.maurten.com