Velomore tester Mondraker F-Podium RR
En potent spanier der kan det meste er nok den hurtigste måde at beskrive Mondrakers XC-raket F-Podium RR.
Spanske Mondraker er efterhånden ved at være et af de mere kendte europæiske brands som præger World Cup’en i XC. Australske Rebecca Henderson har lavet mange store resultater på en Mondraker og i år har danske Sebastian Fini også lavet gode resultater på sin spanske Podium RR. Velomore har testet Mondrakers F-Podium RR.
Moderne XC
Vi har efterhånden berørt emnet mange gange, men især for os midaldrende moutainbikere kan det være godt at huske på ikke at sidde fast i fortiden. Cross-country (XC) ruterne er blevet mere tekniske og vildere end i de glade 90’ere. Derfor har det været nødvendigt med udvikling af cyklerne. Moderne XC-cykler er blevet mere slack (tilbagelænede) i geometrien, har fået mere vandring og hjul og dæk er blevet større, ligesom mange omsider har omfavnet dropper posts.

Ud af kassen
Mondraker F-Podium RR ligger i toppen af af Mondrakers XC sortiment og kommer med nogle fine specs som vi remser op her: Podium rammen er den samme hele serien igennem. I modsætning til andre firmaer der ofte har en billigere og tungere ramme i de lavere prisklasser, får du altså en topramme som du over tid kan opgradere på efter egne præferencer. Forskellen ligger i komponenterne. Lakering er altid et subjektivt valg men vi synes den gylden-sorte lak er forfriskende.

Mavic Crossmax XL R hjulene matcher rammen godt sammen med en Fox 34 Step Cast Float Factory Kashima, 120 mm forgaffel. Bagdæmperen er en Fox Float SL Factory Kashima SV EVOL. Vandringen i baggaflen er 110 mm. En fin detalje er afskærmningen af bagdæmperen der afbøder det uafladelige bombardement af mudder og skidt. Cockpittet er primært OnOff komponenter – ligeledes en spansk Alicantebaseret virksomhed ligesom Mondraker. Styret er i kulfiber, frempinden er i aluminium og skumgrebene er bløde og lækre. Det har en lækker finish og det samme gælder OnOff Pija dropperen. Sadlen er den populære model Vento Argo X5 fra Fizik.

Mondraker har valgt at føre kablerne igennem headsettet hvilket ser både minimalistisk og flot ud mens der også er væsentlige mekaniske/ vedligeholdelsesmæssige argumenter imod. Drivetrainet er SRAM GX Eagle AXS T-Type,12s. Gearingen er 34×10-52 hvilket understreger XC frem for trail fokus hvor 32 tænder oftere er normen. GX-kranksættet er mat gråt aluminium og den eneste komponent der æstetisk harmonerer dårligt med resten af cyklen – sort eller carbon havde været nice, men det er smag og behag . Gearvælgeren er diskret og bidrager til et simpelt cockpit uden for mange kabler. Dækkene giver ligeledes et praj om at der er tale om en cross-country cykel: Maxxis Rekon Race foran og bag. Bremserne er velkendte Sram Level Silver med hhv. 160 mm bagpå og 180 mm foran.
I modsætning til flere designs med denne slags affjedring hvor man ikke kan benytte sadelrøret har Mondraker placeret et par gevind til en dunkholder under overrøret så man kan have to dunke med.
Første indtryk
Mondraker F-Podium RR ligner en potent XC-cykel ved første blik. Der er brede kulfiberfælge, tilsvarende XC-dæk i form af Maxxis Rekon Race 2.4″ samt et minimalistisk cockpit.
Der er med andre ord volumen i dækkene til at kunne tåle nogen tæsk og samtidig også pænt med vandring for en XC-cykel. For at få fart i dækkene er der valgt nogen med lavere mønster og cyklen har et strømlinet look pga. den interne kabelføring og de trådløse komponenter.
For en full-suspension med dropperpost, dunkholder og godt med vandring samt dæk og slange er en vægt på 12 kg i str. L respektabelt men dog lidt mere end Mondraker oplyser på deres website (11.88kg).

Geometrien på Podium’en er tilbagelænet men ikke ekstrem. Kronrøret har således en vinkel på 66.8 grader og sadelrøret 76.2 grader (virtual) hvilket må siges stadig at være vel indenfor moderne XC-geometri men sjovere end old-school 70+ grader. Dette hentes bl.a. ved at sætte en 120 mm forgaffel på rammen i stedet for en 100 mm. Vi testede en str. L ramme der havde en hjulbase på 1208 mm og man bemærker cyklens stabile opførsel som det bridrager til. Den korte OnOff frempind på 60 mm supplerer den brede hjulbase og tilbagelænede kronrørsvinkel godt ved at tillade hurtige sving og muligheden for at kaste ens vægt langt bagud.
På sporene
Det første indtryk vi bemærkede på Podium RR var den komfortable position på cyklen og den gode ergonomi: Onoff grebene er behagelige uden at være for svampede. Den korte frempind og det brede styr giver en oprejst position og god kontrol. Især kombien af bred hjulbase og kort frempind gav en følelse af stabilitet samtidig med at man kunne dreje skarpt. SRAM AXS skifteren er nem at positionere efter egne præferencer og det er også let at tilpasse Sram Level bremsegrebene til ens fingerlængde. Tija dropperens fjernbetjening er enkel, ergonomisk og nem at betjene og den giver et godt “smæk” når den springer tilbage på plads.
Med andre ord sidder man rigtigt godt på Podium’en og det føles som om man bare kan blive ved med at træde i timevis fordi ergonomien er god.
Da der er tale om en XC-cykel er der remote lockout fra styret så enhver chance for at sprinte ud af svingene og maximal kraftoverførsel på stigningerne sikres. Gaflerne kan teknisk set låses til tre indstillinger, “open”, “firm” og “locked”. Især “firm” funktionen er lækkert til tekniske opkørsler med rødder, mens fuld lockout er rar at have på jævne opkørsler og transportstykker.

Fox Float forgaflen er et godt valg til en lidt mere “rowdy” og moderne XC-cykel: den er let og nem at sætte op og der er gode muligheder for justering på sporet. Kashima inderbenene er flotte at se på og 34mm ben føles stivere end de ultralette 32 mm forgafler og vi oplevede aldrig flex ved kraftige opbremsninger. Forgaflens 120 mm og bagdæmperens 110 mm føles bare af mere når man åbner helt op for sluserne – både på dæmperen og i overført betydning nedad sporene. Dæmpningen virker progressiv hvilket vi godt kan lide – især i XC sammenhæng.
Køreoplevelsen bliver derfor rigtigt fed og varieret fordi du kan tilpasse gaflen fra styret til det terræn du kører i.
F-Podium RR er XC-agtig men på den gode måde. Rammen er stiv og selvom den ikke er fnuglet er den stadig let og hurtig at træde op i fart – især med lockouten aktiveret. Nedad giver den brede hjulbase stabilitet mens den korte 70 mm frempind giver hurtig styring. Cockpittet føles stift og komfortabelt og giver ikke bare god kontrol men ogsåen følelse af power når man hiver i styret under accelerationer.
Mavics Crossmax R hjulsæt udmærker sig ved en bred indvendig diameter (30 mm) og tillader et stort volumen til dækket. Styringen føles udmærket og kraftoverførslen ligeså men det mærkes mere som rammens og forgaflens fortjeneste. Hjulene gør hvad de skal men finishen er ikke overbevisende – som f.eks ses ved sammenføjningen af fælgen. Dækvalg er smag og behag men Maxxis Rekon Race dækkene i 2.4 er dedikerede XC-dæk der egner sig godt til hurtigt og tørt underlag. De giver godt greb på det meste underlag – især takket være diameteren og muligheden for nedsat dætryk hvis man kører tubeless. Kantgrebet er det væsentligste kompromis med Rekon Race men det er stadig udmærket og det er i hvert fald nemt at kaste rund med baghjulet under skarpe sving.
SRAMs Level Ultimate Silver bremser er der ikke meget at udsætte på: Rå bremsekraft på de hhv. 160 og 180mm skiver. De er lette at modulere og adaptere til hånden hvis du f.eks. har korte fingre. Her er der ingen slinger i valsen.
Gearingen er Srams trådløse GX Eagle AXS. Det er nemt at sætte op men kræver selvfølgelig SRAMs App til justering og integration. Cyklen kommer med en 12speed 10-52 kassette og en 34 klinge, perfekt til danske XC-forhold. Skiftene er præcise og gearingen gør det den skal – det er vægten du betaler for i de højere prisklasser.
Mellemregning
F-Podium RR er en moderne XC race-bike der kan køre hurtigt på flade stykker og samtidig tackle temmeligt groft terræn. Den kører rigtigt godt opad og kan tage relativt store hop og drop. Affjedringen føles af mere end de specificerede 110/120mm. Og med den mellemregning bliver det tydeligt, at hvis du elsker flere facetter af mtb – herunder XC – så er det værd at kigge denne vej for den nye cykel. Den er let nok til XC, kan tage rigtigt mange big hits og har egentlig potentialet til at gøre en trailbike overflødig men dedikerede freeridere der lever for at hoppe og droppe skal måske kigge andetsteds hen.
Cyklen har som alle nyere designs nogle fordele og ulemper i form af den indvendige kabelføring der gør vedligehold mere bøvlet. Hvis du betaler en mekaniker for at klare den slags for dig er det ikke et problem – omend han måske skal have lidt mere i arbejdstid. Er du derimod gør-det-selv-typen skal du sætte lidt mere tid af. Du sparer til gengæld tid og bøvl på gearene da de er trådløse og det fungerer bare. Dropperen skal have jævnlig service og der slipper du ikke for at skulle bakse med kablerne – men, hey, sådan er det jo også hos mange af konkurrenterne.
Vi tog en lang tur på grus i det midtjyske søhøjland og man kan sagtens tage på langtur – og følge med gravecykler så længe det ikke bliver i racetempo på flad vej. På netop denne slags ture er det væsentligt at rammen tillader to dunkholdere hvilket er en stor fordel ved f.eks. mtb-marathons eller længere ture i varmen. Vi kunne ikke få en 750 ml dunk til at passe på overrøret med en stor dunk på skrårøret men enten en 500 ml dunk eller en beholder til lappegrej fungerede fint.
Facit
Mondraker F-Podium RR er en fed og alsidig cross-country bike. Den har vandring og geometri der kan tackle relativt store hop og drop, mens den samtidig er let og stiv nok til at kunne køre XC. Ergonomien er god og den er et virkeligt komfortabelt bekendtskab. SRAM leverer god bremsekraft og præcise gearskift. Det er en styrke at Mondraker har valgt at køre med den samme ramme i F-Podium serien så man kan opgradere men til prisen kunne vi godt have ønsket os et hjulsæt der var lidt lettere og stivere.
Læs også: 6 tips til fede mountainbike destinationer
I stil med andre moderne XC-cykler vi har testet kan Mondraker F-Podium RR det meste: XC-, trail og en lidt længere tur med grusveje i ny og næ. Det er en fed cykel og funktionen er god, men til 67.999 kr synes vi godt at den måtte være udstyret med mere end mid-level SRAM og Mavics billigste carbonhjul.
Med fare for at gentage os selv kan du jo regne på hvad tre cykler koster, og så virker én rigtigt fed allround cykel måske slet ikke som så en dårlig ide.
Info
Vurdering: 4/5.
Pris: 67.999kr
Info: www.mondraker.com

