06.01.2023
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Lasse Klausen

Velomore tester Moon Nebula lygtesæt

Lygtespecialisterne fra Moon er nye på det danske marked og vi har fået dem til at kaste lys i mørket for os.

Moon er et nyt mærke på det danske marked, og specialiserer sig inden for lygter, hvad enten det er til hverdagsbrug eller til en tur i skoven på mountainbiken. Vi kigger her på et Nebula lygtesæt i den højere ende af skalaen, som både kan bruges til citybiken eller på landevejene.

Der er masser af tilbehør til lygterne.

Som alt andet cykeludstyr kan du enten vælge den billige model, og leve med den, eller spendere lidt ekstra og få noget lirens udstyr. Det samme er tilfældet med lygter, hvor et sæt til 30 kr. fra Rema 1000 sikkert vil være fint for mange, men er man lidt mere kvalitetsbevidst eller kræsen, rækker Rema 1000 modellen sikkert ikke helt til dit behov. Personligt kører jeg mest på mountainbike, men krydrer det også med en tur på landevejen en gang imellem. Og her er jeg kommet med på holdet, hvor man også kører med lygter i dagslys for at være ekstra synlig. Der er ingen tvivl om, at bilister nogle gange er meget uopmærksomme, og kører med hovedet under armen. Her giver et sæt gode lygter mig en ekstra sikkerhed, da de selv i dagslys kan ses af bilister på rimelig afstand.

Beslagene passer til stort set alle cykler.

Jeg har derfor ingen kvaler ved at bruge penge på et ekstra godt sæt lygter, da jeg både kan bruge dem på min citybike, mountainbike og landevejscykel. Og med en pris på 699 kr., er dette lygtesæt selvsagt i den høje ende af skalaen.

Lygtens sider er i aluminium for at hjælpe med nedkøling.

Kvaliteten taler for sig selv
Og hvad får man så for de ekstra penge? Ganske enkelt: kvalitet. Forlygten har 30 COB LED dioder med en max lysstyrke på 400 lumens, hvilket er meget for en almindelig forlygte. Den er lavet af en blanding af aluminium og plastik, for at sikre god nedkøling. Den har 4 x konstant lys og 4 x blink mønstre. Alt efter hvad du vælger kan den lyse fra 1 time og 10 minutter til svimlende 23 timer. Lygten er rektangulær, og udover at lyse fremad, har Moon også sikret, at dioderne lyser ud til siderne for endnu mere synlighed, med i alt 270 graders dækning. Den oplades via et medfølgende micro-USB kabel. Med til lygten følger et solidt beslag og gummistrop til montering på cyklen. Beslagets ben er bevægelige, hvilket skulle gøre det nemmere at montere på fx flade aerostyr. Du får også en klips, så at lygten fx kan sidde bag på din rygsæk.

Historien er den samme med baglygten. Den har præcis samme design som forlygten, men består af 50 røde dioder, som kan lyse med op til 200 lumens. Den kan både lyse fast eller blinke, og batteritiden er fra 1:10 og op til 25 timer. Der følger de samme beslag med, som bl.a. kan bruges på en aero-saddelpind. Desuden er der også et beslag, som kan monteres på undersiden af sadlen. Hvis man har brug for endnu flere beslag tilbyder Moon også beslag til bagagebærer, hjelme og GoPro.

Synlighed, synlighed, synlighed
Som tidligere nævnt er lygterne i god kvalitet, og selv om det ikke er det mest ophidsende i verden, så er de hvert fald nemme at leve med. Der er en enkelt tænd/sluk knap, og via den skifter du mellem de forskellige funktioner. Lygten tænder igen på den sidst anvendte funktion, så du skal ikke bladre gennem de forskellige lysmønstre hver gang.

Lygterne var nemme at montere på citybike, mountainbike(baglygte) og på landevejscyklen. På citybiken fungerede de upåklageligt, og jeg brugte dem faktisk både dag og nat. Jeg oplevede, at de lyste rigtig meget op, både nat og dag. Når det var mørkt lyste de vejen og stierne rigtig fint op, afhængig af lysvalg. Det konstante lys kunne fint oplyse en mørk cykelsti, og blinkfunktionerne kunne ses meget, meget langt væk. De blev primært testet i vinterperioden, og selv om Moon angiver op til 50 % tab ved 0 grader, havde de nu en rigtig fin batteritid. Jeg testede ikke den helt nøjagtige batteritid, da jeg skiftede mellem funktionerne. Opladningen tog kun et par timer, så det var ikke noget problem at tage dem med ind til opladning.

Her ses forlygten med højeste lysstyrke på 400 lumens.

Baglygten var også en tur med i skoven bag på mountainbiken, og trods vand og muddersprøjt overlevede den også den oplevelse.

Lygterne gjorde det også fint med landevejscyklen, hvor de afgav et kraftigt blink i dagslys, som sagtens kunne ses af bilister mv. Lygterne var nemme at montere på cyklen, men jeg havde så heller ikke en cykel med fx aero-styr eller aero-saddelpind. På den runde saddelpind passede baglygten fint på, mens at forlygten måske var en anelse stor til styret, da den var ret aflang.

Det er svært at tage fotos i mørke, men man fornemmer tydeligt, at baglygten er meget kraftig.

Facit
Alt i alt har jeg været meget tilfreds med Nebula lygterne. Kvaliteten er lækker, og de er nemme at montere og betjene på tværs af cykler. Batteritiden har været ganske fin, årstiden taget i betragtning. Jeg har især været glad for, at de er meget kraftige, og jeg følte mig altid sikker på, at bilisterne kunne se mig, hvad enten det var i dagslys eller når det var mørkt. Prisen er i den lidt højere ende af skalaen, men man får også et lækkert kvalitetsprodukt for pengene.

Specifikationer
Pris: 699 kr.
Info: www.moon-sport.com
Vurdering: 5