01.07.2025
Jens Brahe Pedersen

Velomore tester Onza Svelt

Vi har testet Onza Svelt som vækkede gode minder fra de glade 90’ere og er velegnet til dig, der ikke gider skifte dæk i tide og utide.

For veteraner i dansk mountainbikesport vil navnet “Onza” vække minder om de glade 90’ere, hvor  “Honch’n Aggro” og “Porcupine” var populære dæk på 26″ fælge og hvor 2.0″ blev opfattet som noget nær traktordæk. I dag er de gamle dæk med oprindelige pindsvinelogoer samlerobjekter. 

I dag er logoet et andet og firmaet baseret i Schweiz, der må siges at være en af de førende nationer, både når det kommer til udvikling og design af, men også rent faktisk at bruge, MTB-produkter. Vi har fået et sæt af deres XC-dæk, Svelt 29×2.3 skinwalls, til test. 

De tørre tal

Onza Svelt er lanceret som et XC/ XCM dæk. I tørre tal er dimensionerne 29×2.3″ og dækket sælges også i 27.5″. Der er mulighed for black- eller skinwalls med sidstnævnte værende en smule lettere. Firmaet oplyser, at et par skinwall Svelt i 29″ vejer 780g med 60TPI men på vores vægt kunne vi nu nøjes med 772g, en positiv overraskelse selvom der bestemt findes lettere alternativer.  Vejledende udsalgspris er 499kr. 

Montering af dæk er noget alle har prøvet at kæmpe med men her vinder Onza Svelt sin første stjerne. Vi hældte sealant i, gled dækket på uden hjælpemidler og pumpede det op. Det gik let. 

Efter at have kørt på det de første par dage var der næsten intet lufttab, og ikke noget betydende over den måned vi testede dem. Selvom man instinktivt giver sine dæk et klem før hver tur er det stadig lækkert ikke hver gang at skulle toppe dem op med luft. 

Mønsteret består af en central og kompakt række lavere knopper med tiltagende højde ud mod siderne. Det er et klassisk XC mønster der skal give mindre rullemodstand men samtidig sikre kantgreb i sving. Det er grovere og kraftigere end nogle af de mere “hard core” XC dæk som f.eks. Maxxis Rekon men stadig et hurtigt dæk at se på. 

I terrænnet

På sporet er Onza Svelt en sand fornøjelse. Vi testede det på hardpack, i midtjysk sandet skovbund og på rødder i tørt og vådt føre. På grus og hardpack har vi testet dæk der føles hurtigere, men ikke uden at det er på bekostning af grebet i kanten eller i vådt føre.

Onza Svelt er et superfedt allround dæk i den hurtige ende. Knopperne og bredden gør det ikke til det hurtigste på flad vej og hardpack, dertil er mønsteret lidt for kraftigt. Men så snart du er på singletrack og på rødder er du i smult vande: Det store luftkammer tillader lavere tryk og bedre greb uden at du smadrer dine fælge.

Selv i skarpe sving griber dækkene godt og man får både selvtillid og smil på læben. Opad bemærkede vi at især på rødder og løst underlag fik vi godt bid hvor andre lettere og mindre grove dæk ville skride. Dækket kan bestemt godt klare mudder, men bliver det for tykt/leret pakker de forventeligt. Vi tog et par sorte linier med rockgardens på en XC-mtb og havde ingen problemer, der er en god følelse af flow i dækkene.

Konklusion

Onza Svelt er et fedt allround XC-dæk med et flot skinwall retrolook. Vægten på 772g er bestemt indenfor skiven. Dækket er kendetegnet ved godt greb i både løst og hårdt underlag og det relativt store volumen gør at det absorberer sten og rødder godt. Når du køber disse dæk får du hele pakken: Lav rullemodstand, godt greb og komfort.

Læs også: Lenzerheide: Schweiz’ ukronede MTB-kongerige

Du kan godt få dæk der hver især er enten lettere, hurtigere eller med mere greb, men Onza Svelt er en supergod fusion af netop disse tre egenskaber og er især et godt køb til dig der ikke gider skifte dæk hele tiden. 

Info

Vurdering: 4/5 stjerner
Pris: 499kr 
Vægt: 772g 
Mere info: www.gaiasport.dk