21.12.2022
Lasse Klausen

Velomore tester regnjakke og bukser fra Canyon

Man kommer ikke udenom regntøj til de regnvåde ture i skoven. Nu hvor sneen er på retræte har vi testet Canyons bud på et sæt tøj til de våde dage på sporet.

Når efterår og vinter banker på døren, er det helt essentielt at have det rigtige tøj for stadig at have en god tur i skoven. Når du er varm og tør bliver alting meget bedre, og det kan denne regnjakke og bukser fra Canyon hjælpe med.

Canyon behøver næppe megen introduktion, så det vil jeg ikke bruge for meget tid på. Dog skal det nævnes, at den tyske gigant de sidste par år har oprustet voldsomt på tilbehørs og tøj-siden, hvor de stort set har alt, hvad du kan ønske dig, og i en lækker kvalitet.

Jakke
Men’s MTB Rain Jacket er en klassisk regnjakke med 2.5 lags membran, som holder vandet ude, samtidig med at den også er åndbar. Syningerne er tapet indvendigt, og der er en vindflap på indersiden af lynlåsen. Der er en enkelt lynlåslomme på brystet, en generøs hætte og tætsluttende ærmer ved håndleddene. Indvendigt er der også en netlomme, som der fx kan være et par briller i.

Først og fremmest føles kvaliteten overbevisende, og der er ingen ting at sætte en finger på. Stoffet føles blødt mod huden, og generelt er jakken dejlig at have på. Pasformen var spot on for midt vedkommende, og med fin plads til mellemlag mv.

I skoven var komforten i top, og man følte sig godt tilpas i jakken. Temperaturmæssigt er det en jakke, som jeg personligt ville bruge fra omkring 10 grader og under, afhængig af mellemlag. Ved mere end 10 grader synes jeg, at den blev lidt varm, selv om den åndbarhed var inden for normalen. Sådan er det dog generelt med regnjakker. En anden detalje som var værd at fremhæve var de elastiske lukninger omkring håndleddene. De var godt til at holde vand og vind ude, og man slap for at skulle justere velcrostropper mv., som man ellers ofte ser ved håndleddene.

Jeg testede ikke jakken i en monsunregn, men den fik da lidt vand hist og her, og det klarede den uden problemer. Jeg kunne måske godt have tænkt mig 2 sidelommer til snacks, nøgler og diverse, men lidt af det blev opvejet af brystlommen og den indvendige lomme. Jakken er et rigtig godt bud på en regnjakke/vinterjakke i mellempris segmentet.

Bukser
Canyon Classic MTB Pants er… et par klassiske MTB bukser. Stoffet er ret tyndt, men vindtæt og vandafvisende. Livvidden justeres via indvendige elastiske remme, og de lukkes med 2 solide knapper. I venstre side er sidelommen åben, mens den til højre er forsynet med lynlås.

Læs også: Kom i form til Rundt om Rold med Velomore

Selv om introen til disse bukser ikke var vanvittig lang eller spækket med funktioner, skal man ikke lade sig skræmme af det. Man oplever fra tid til anden, at produkter bliver overhypet med udtryk og funktioner, som man ikke anede, at man havde brug for. Her er formlen simpelthen: keep it simple. Og det virker altså. Der er tale om en par dejlig lette mountainbikebukser, som bare fungerer. Stoffet er tyndt og dejligt blødt. Der er samtidig masser af stræk i dem, så du mærker faktisk ikke, at du har dem på, og så er pasformen lige i skabet.

Læs også: Velomore tester regnjakke fra Universal Colours

Det var en fornøjelse at have dem på i det koldere efterårsvejr, hvor de gav en ganske fin varme. Jeg brugte dem mellem 2-3 grader og op til 10-12 grader. Hvis temperaturen nærmer sig frysepunktet ville jeg nok vælge en lidt varmere model. Her har Canyon heldigvis masser at vælge imellem. Bukserne er ganske vist vandafvisende, men hvis det regner eller lige har regnet, ville jeg nok også overveje en lidt mere vandtæt model. Men til de små vandpytter og efterårsvejr klarede de sig godt.

Facit
Er du på jagt efter en god regnjakke i mellemsegmentet kan vi godt anbefale Canyons MTB Rain Jacket. Du får en god kvalitet og fin pasform. Bukserne er virkelig en anbefaling værd. De er dejlig lette og behagelige at have på. De er samtidig en rigtig god løsning til de lidt koldere dage i forår og efterår, hvor shorts måske er en kende for koldt.

Info
Vurdering: 5
Bedst til: De våde dage på MTB-sporet.
Størrelser: S-XL
Priser: Jakke: 699 kr. Bukser: 789 kr.
Info: www.canyon.com