28.11.2024
Hans Plauborg

Velomore tester Spatzwear

Spatzwear leverer med PRO STEALTH formentlig de mest avancerede cykelskoovertræk på markedet. De er ret fantastiske, men vil du give 1000 kr. for et sæt skoovertræk?

Mens kondicykelfolket er trukket indenfor i deres kældre og skure, er vi stadig nogle helårscyklister, der insisterer på det gamle mundheld om, at det ikke er vejret, der er dårligt, men påklædningen.

En nødvendig forudsætning for at have det sjovt på cyklen i vådt og koldt vejr er selvfølgelig, at fødderne holder sig varme og nogenlunde tørre. Og når det kommer til overtræk til cykelskoene, er der Spatzwear og så alle de andre. Siden den tidligere professionelle rytter Tom Barras i 2006 begyndte at udvikle det ultimative cykeltøj til “lortevejr”, har firmaet fra Yorkshire smidt produkter på markedet, som ikke rigtig ligner noget, konkurrenterne har.

Firmaets måske mest ikoniske produkt er deres PRO STEALTH-model, som nu er kommet i endnu en ny og forbedret version. Jeg har gennem flere vintre kørt masser af timer med to af de tidligere modeller og med en enkelt undtagelse, som jeg vender tilbage til, har jeg været meget begejstret for Spatz PRO STEALTH.

Så hvordan er de nye i sammenligning, og ikke mindst: er de nu også deres ekstremt høje pris værd for andre end den “velhavende” helårsrytter, der bare altid og uden indskrænkninger vil have det bedste? Vi har fået de nye overtræk stillet til rådighed af Spatzwears danske importør Konggaard.

Avancerede materialer

Overtrækkene er designet som et todelt system og leveres med PRO STEALTH skoovertræk sammen med PROTOEZ tåvarmere. PRO STEALTH kan bruges alene over cykelsko, og ved temperaturer under 3-5 grader anbefaler Spatz, at man bruger PROTOEZ tåvarmerne under skoovertrækkene. Når PRO STEALTH og PROTOEZ bruges sammen, integreres de silikoneforseglinger på ydersiden af tåvarmerne perfekt med silikoneforseglingerne på indersiden af skoovertrækkene. Det skaber en barriere, der reducerer indtrængning af vand og fugt og giver en forbedret isolation.

PRO STEALTH overtræksskoene er yderst tekniske og fremstillet af en kombination af materialer, jeg ikke har set hos nogen konkurrenter. Overtrækkene er lavet af en kombination af kevlar-beklædt neopren, robust cordura-beklædt neopren og meget fleksibelt nylon-beklædt neopren. Materialerne er strategisk placeret for at opfylde kravene til hver enkelt panel og for skabe et system, der bevæger sig med rytteren uden at krølle eller folde under brug. Skoovertrækkene skaber en sømløs overgang fra benvarmerne eller vinterovertræksbukserne til skoovertræk, hvilket både ser godt og og er aerodynamisk. Ret beset får man dog den bedste beskyttelse mod vand, hvis man har skovovertrækkende direkte mod den bare hud og benvarmere/overtræksbukser udenover – men mere om det senere.

Stor beskyttelse 

Den nederste åbning af skoovertrækkene er foret med to rækker silikone “aquaseal”, som laver en forsegling mod PROTOEZ tåvarmerne eller cykelskoene. Der er også lodrette silikonestriber langs benet for at sikre, at skoovertrækket sidder tæt og bliver siddende, uanset underbenets størrelse. Skinnebenområdet har en foring for at give ekstra varme, hvor man lettest bliver kold foran på underbenet. Den bageste indvendige del er fremstillet af 1 mm lycra-beklædt neopren, der i teorien gør af- og påtagning nemmere og mere smidigt. 

Selvom de er smidige og komfortable, er PRO STEALTH fremstillet af neopren, der er robust og modstandsdygtig over for snit og rifter. Logoerne er diskrete, men samtidig reflekterende for at fange billygters skær.

Nyheder i forhold til gammel model

Jeg har som sagt også haft fingrene i tidligere udgaver af dette skoovertræk, og det er tydeligt, at de nye Spatz PRO STEALTH adskiller sig fra de tidligere på flere punkter. Overfladen på de foregående var mere gummiagtig og materialet mere strækbart. Det sidste gjorde, at de var lette at tage på og af. De nye er strammere og fastere, og har man meget kraftige underben kan det muligvis være besværligt at få dem på og af.

I det hele tage skal man regne med lidt mere tid for på- og aftagning af denne type skoovertræk, hvor man først ruller det lange skafte ned og bunden lidt op, så man kan få det på uden cykelsko, og først derefter rulle dem på plads over skoen og op ad underbenet. Til gengæld har man ikke en lynlås, der kan gå i stykker, hvilket har taget livet af mange skoovertræk

Det gummiagtige ydermateriale på de gamle PRO STEALTH var ret sårbart over for rifter, små huller og generel mørning. Selv om jeg har passet på mine, og aldrig vasket dem i vaskemaskine, begyndte ydermaterialet alligevel at krakelere efter den første sæson. De fungerede stadig fint og isolerede godt, men det det er selvfølglig ikke noget man bør vente sig af et skoovertræk til 800 kr. Man må forvente, at de nye materialer kommer med større holdbarhed.

I brug

Det tager lidt tid at få skoovertrækkene på – især hvis man skal have tåvarmere på først, da deres strækbarhed også er begrænset. Hvis man er en ældre herre, eller dame, med begrænset fleksibilitet kan det godt irritere lidt, og man skal i hvert fald sidde ned.

Men når de først er på, fornemmer man deres usædvanlig høje kvalitet: De sidder perfekt, aerodynamisk tæt og ser brandgodt ud.

Jeg har kørt med dem i temperaturer fra 0-10 grader celsius både med og uden tåvarmere indenunder. De isolerer enormt godt, og jeg vil klart anbefale dem fra 5 grader og nedefter. Med tåvarmere på, der sidder meget tæt omkring klampen, tror jeg, de fleste sagtens ville kunne køre i 10 graders frost i et par timer uden at fryse fødderne. I temparaturer over 5 grader vil Spatzwears FASTA Lite være et bedre valg, medmindre man har tendens til kolde fødder. Fasta LITE er i bund og grund en lidt tyndere og lavere race-udgave af PRO STEALTH, som har et lidt bredere anvendelsesområde.

Materialet er vandtæt, men som de fleste ved, så er der ikke meget, der er vandtæt, hvis himmel og jord står i ét. Den bedste beskyttelse mod vand fra oven og neden får man ved at sørge for at forsegle huller i cykelskoene under indersålen og så trække Spatz skoovertrækkene direkte på det bare underben, inden man trækker de løse ben og/eller overtræksbukserne udenover. Det gør jeg altid selv, hvis jeg ved, det regner eller vil regne – ellers ryger de udenpå.

Facit

Et luksusskovertræk er blevet endnu mere luksuriøst. Selv om det føles lidt vildt at spendere små 1000 kr. på et skoovertræk, så må man også se på, hvad man får. For det første får man en “to-i-en” løsning og dermed nogle glimrende tåvarmere, der kan bruge alene i sommerhalvåret. For det andet er der nok konkurrenter på markedet, der forsøger at efterligne Spatz i design og funktionalitet, men det bliver svært at finde nogen, der er så gennemførte i teknik og umiddelbar kvalitet.

Læs også: Velomore tester magisk regnjakke fra Santini

Hvis de nye PRO STEALTH tilmed er mere holdbare end de fleste, og det nye materiale ikke med tiden krakelerer på samme måde som tidligere modeller, så ligner Spatzwears dyreste og mest avancerede skovertræk med lidt god vilje et godt tilbud.

Info

Vurdering: 5/5.
Pris SPATZ Pro Stealth: 979 kr.
Pris SPATZ FASTA LITE: 699 kr.
Størrelser: S/M, L/L og XL.
Mere info: www.konggaard.dk