28.08.2023
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Velomore tester Willing Able

Konggaard entrerer markedet for high-end cykeltøj med deres nye in-house brand Willing Able, inspireret og designet af Jacob Ørholm.

Willing Able er det nyeste skud på stammen af danske cykeltøjbrands. Med ambitionen om at skabe æstetisk indbydende designs i høj kvalitet til overkommelige priser, har Konggaard allieret sig med mesterdesigneren Jacob Ørholm.

I mere end 20 år har Konggaard produceret cykeltøj til primært hold og klubber med deres egen in-house brand Xtreme, som bl.a. Team Rynkeby i mange år har kørt rundt i. Det har givet dem en unik adgang til de bedste materialer ved producenterne og dermed også chancen for at producere Willing Able i højeste kvalitet til en pris, der er noget mere spiselig end etablerede mærker som Pas Normal og Rapha.

Læg dertil det kreative geni Jacob Ørholm, manden bag blandt andet den ikoniske landsholdsdragt fra Rio, og man har et godt udgangspunkt. Jacob Ørholm har desuden en helt speciel historie, da han har været involveret i flere spændende projekter i cykelsporten, men også haft døden helt inde på livet efter en ulykke i 2020 – en historie som du i øvrigt kan læse mere om i Velomore #11.

Jacob Ørholms kamp for, og ikke mindst tilbage ti,l livet har lagt kimen og inspiration til Willing Able, der groft oversat betyder “villig og i stand til”.

På landevejen

Det testede design er et mere klassisk af slagsen, med et stort, farvet panel på brystet brudt af en bjælke i en kontrastfarve. Det giver et spændende spil med den sorte trøje, som brydes af det iøjnefaldende grønne panel på brystet, som igen gennemskæres af den lyserøde bjælke. Et frækt design, der til trods for et konservativt design valg, bliver moderne med farvevalget.

Kvaliteten af trøjens metervare er ikke til at tage fejl og man mærker straks, at der er tale om metervare fra øverste hylde. Snittet er race fit og sidder tæt til kroppen, dog uden at sidde stramt. Det er behageligt at have på både af og på cyklen. Det racefit design gør også at trøjen ikke poser på maven når man sidder på cyklen, mens ryggen består af et ventileret meshpanel. Det bevirker, at man faktisk har lyst til at have trøjen på til cykelløb, hvilket vi også havde da vi deltog i Hamburg Cyclassics tidligere på året (hvis man altså kan få sig selv til at stikke en sikkerhedsnål igennem trøjen).

En smart detalje ved trøjen som jeg rigtig godt kan lide er de to ydrelommer på ryggen, som begge har en skrå åbning. Det gør dem lettere at komme i mens man cykler, uanset om man skal have fat i noget, eller lægge en tom gel tilbage. Det er lidt lettere at fange åbningen. Lommerne er i øvrigt rigeligt fyldige til det mest nødvendige, selv til en 3 timers tur.

De sorte cykelshorts er ligesom trøjen i god kvalitet. De er behagelige at have på, både på korte og længere ture. De sidder hvor de skal og begynder at vandre efter et par timer i sadlen. De laserskårede bengab bliver holdt fint på plads af silicone greb, som faktisk gør arbejdet så godt, at jeg ikke har haft behov for at justere på shortsene.

FACIT

Selvom det er tidlige dage for Willing Able er deres første kollektion imponerende. Kvaliteten er helt i top og pasformen fremragende. Man er ikke i tvivl om at der er lagt stor nænsomhed i udviklingen af både snit og materialevalgt. Udseendes mæssigt er tøjet nok en smagssag, da det grønne panel med den lyserøde stribe sikkert ikke vil falde i alles smag. Men iført trøjen føler man sig som lidt af en lirekarl og om ikke andet, føles det både hurtigt og lækkert på kroppen. Jeg er spændt på at se hvor Willing Able bevæger sig hen, når først Jacob Ørholm for alvor begynder at slå sig løst. En ting er sikkert, at WA er kommer for at byde de store drenge op til dans.

Info

Vurdering: 5/5.
Pris trøje: 1.100 kr.
Størrelser trøje: XS – XXXL
Pris shorts: 1.300 kr.
Mere info: www.willingable.cc

*Anmeldelsen er opdateret d. 22. august 2023