19.12.2024
Hans Plauborg

Velomore tester Canyon Aeroad CF SLX 8

Den faceliftende Aeroad bygger videre på den tidligere model. Ved første øjekast kan det være svært at se den store forskel, men er der tale om en helt ny cykel, med mange nye fornuftige teknikløsninger?

Tekniknørderne har for længst spottet, at de to Canyon-sponsorerede World Tour-hold, Alpecin-Deceuninck og Movistar, har kørt rundt på en ny udgave af Canyons Aeroad siden de tidlige sommerløb. Og den 19. juli løftede tyskerne så endelig sløret for den nye model, der kan købes gennem Canyons webshop – hvis den da ikke allerede er i restlager pga. den omfattende efterspørgsel.

UDVIKLET SAMMEN MED MATHIEU VAN DER POEL

Canyon fremhæver, at 4. generation af modellen primært er blevet udviklet i tæt samarbejde med World Tour-holdene og ikke mindst – ja, du gættede det – verdensmester Mathieu van der Poel. Ønskerne herfra var en cykel, der er mindst lige så hurtig som 3. generation og lidt lettere, så den bedre matcher de stadig hurtige, men lettere rammer som Giant Propel og Specialized Tarmac SL8.

Og så ville MvdP gerne have en ramme, der var mere stiv (mindre udbøjning) omkring sadelpind og sadelrør, selv om Canyon ellers lagde sig i selen for netop at konstruere en enhed med større udbøjning og dermed komfort i 3. generation af rammen. Mekanikerne ville have en cykel, der var lettest mulig at servicere og med nogle mere holdbare detaljeløsninger, når der hver dag skal arbejdes med og ikke mindst højtrykrenses en masse cykler. Og alle har fået deres ønsker opfyldt…

NYUDVIKLET RAMME

Så lad os kigge på nyhederne. Selv om rammeformen ligner 3. generation, er den helt ny. Profilen på forgaflen er blevet bredere og tyndere, som det er muligt med UCI’s seneste ”aero-reglement” fra 2023. Kronrøret er også blevet smallere for at mindske vindmodstanden, og det samme er skrårøret.

Isoleret betragtet skulle disse smallere profiler give en dårligere stivhed, men det er lykkedes Canyon-ingeniørerne at gøre overrøret bredere og stærkere, så stivheden i fronten, der er afgørende for styrestabiliteten, er bibeholdt. Sadelpinden har også en kortere profil og er blevet lettere. Ifølge Canyon er rammen blevet en smule lettere og en lille smule hurtigere – mere herom senere.

AVANCERET STYR

Den nye ramme kommer med det såkaldte PACE-styr, vi kender fra Canyons gravelmodel Grail. Den skal være stivere og lidt lettere end forgængeren, men vigtigere er de tilpasninger, der er mulige med det styr. Først og fremmest det såkaldte Gear Groove, som er et interface, der giver mulighed for at skrue forskellige accessories på – herunder ikke mindst Canyons fremragende tribøjle, der kan omdanne cyklen til en ganske habil TT-cykel.

Styret kan reguleres 50 mm i bredden og 20 mm i højden. Det helt nye er, at man nu kan udskifte selve styrbukningerne – ja, du læste rigtigt – og få et smallere aerostyr med flare og med dybere bukning, så det reelle reach bliver 10 mm længere og kun 350 mm bredt i toppen, hvilket også er UCIs minimumsgrænse. Det er virkelig godt tænkt – især fordi man kan skifte bukningerne (styrenderne) uden at skulle afmontere kabler! Canyon viser igen, at de er verdensmestre i at lave moderne og fleksible styr.

FORDELE FOR HJEMMEMEKANIKEREN

Mekanikerne har fået opfyldt ønsket om bedre og lettere service, idet alle skruer på Canyon Aeroad nu er Torx 25. Det er virkelig utroligt, at andre producenter ikke har tænkt på den ensartethed tidligere – også af hensyn til hjemmemekanikeren, der nu ikke skal stå og fumle med flere forskellige blandinger af Torx og sekskantsnøgler.

Alt kan spændes og løsnes med Torx 25, og den har man tilmed altid med på farten, da der er indbygget en Torx 25 i enden af håndtaget til akslen. Smart. Mekaniker-smart er også den titaniumskrone, der nu er i bunden af gaffelstilken.

Sammen med en dobbeltforsegling omkring den nederste lejeskål og en enkelt bedre tilpasset forsegling omkring den øverste skål kan styrlejer nu bedre modstå salt, skidt og hyppige vaske. Canyon siger, at styrlejerne – der er af stål på SLX-modellerne og en keramik-hybrid på CFR-modellerne – kan holde mange gange længere end på den nuværende Aeroad. I bunden af forgaflen sidder nu to små gummidutter, som gør, at man ikke ridser gaflen, hvis cyklen står på jorden uden forhjul.

Desværre – vil nogen hjemmemekanikere sige – fortsætter Canyon med pressfit-lejer i kranken og er altså ikke gået over til – eller rettere tilbage til – udvendige lejer, der er lettere at servicere og hurtigere at skifte.

MERE AERO?

Er den nye Aeroad så rent faktisk hurtigere og lettere? Ja, indtil videre må vi tage Canyons ord for det. Men det er – indrømmer de – med meget små marginer. Vi taler 1,6 watt ved 45 km/t i forhold til den gamle Aeroad og 2,5 watt hurtigere end fx Vingegaards Cervelo S5. Det svarer i runde tal til forskellen på et hjulsæt på 60 mm og et på 50 mm, og det er i sagens natur ikke noget, der for alvor imponerer.

Det betyder dog, at Canyon nu udstyrer Aeroad-modellerne med 50 mm hjul i stedet for 60-62 mm hjul. Dermed er aerodynamikken den samme, men den samlede vægt bliver lidt mindre. Samlet set er topmodellen med Dura-ACE blevet ca. 150 gram lettere, hvoraf lavere og lettere hjul altså udgør en del af vægtbesparelsen.

KØREOPLEVELSE

Velomore har haft cyklen til test hele sommeren og kørt på den i bjergene omkring Comosøen og faktisk kørt en konkurrenceenkeltstart på den med tribøjlen monteret på styret. Vores testcykel er SLX-modellen med Sram Force og Zipp 404-hjul. Den største mærkbare forskel ift. den tidligere model er, at den er blevet ”hårdere” at køre på. Bagtil er der ikke længere den mærkbare udbøjning, som man fornemmede på den gamle.

Den nye sadelpind er en traditionel aeropind, der ikke giver sig i rammen, og den lidt kraftigere samling mellem sadelstræbere og sadelrør gør også sit til, at bagenden føles hårdere over dårlig vejbelægning. Det er altså sådan, MvdP vil have det, og så må vi andre indordne os. Om det er en god eller mindre god ting er en individuel bedømmelse.

De lidt bredere og mere aerodynamiske ben på forgaflen virker også til at give mindre udbøjning, så samlet set føles den nye Aeroad mere kontant end den mere ”smooth” forgænger. Med plads til 32 mm dæk kan man dog blot montere bredere dæk og sænke trykket, og så er komfortniveauet det samme som på den gamle model.

Stivheden og stabiliteten ved accelerationer og højfartsnedkørsler er, som vi kender fra Canyon, fremragende. Selv tunge og uerfarne ryttere vil føle sig trygge, når der skal drejes og korrigeres i høj fart. Til gengæld vil den ret aggressive stack-to-reach på 1,44 på en XL måske ikke være sagen for en ældre motionsrytter, der gerne vil sidde højere og kortere på cyklen. Her er Canyons Endurace-model et bedre valg.

Umiddelbart skuffede den samlede vægt på vores testcykel. Næsten 8,2 kg for en størrelse XL (opgivet til 7,84 kg for en str. M) er godt et halvt kilo tungere end den gamle Aeroad SLX-model med Ultegra 12-speed og DT Swiss 62 mm hjul, som vi tidligere har testet. Godt nok er Sram Force lidt tungere end Shimano Ultegra, men hvor de sidste 200 gram ligger, er svært at sige. I bjergene og under accelerationer kan man godt mærke, at cyklen ikke er verdens letteste, men i almindelig dansk terræn er Aeroad stadig berusende hurtig. En af cyklens allerstørste

selling points er muligheden for at montere en virkelig fremragende tribøjle i styrets gear groove. Det omdanner cyklen til en ret habil enkeltstartscykel, hvis man gerne vil afprøve triatlon eller køre en enkeltstart i et cykelløb.

Det gjorde denne tester, og med tristyrets mange tilpasningsmuligheder var det muligt at finde en god, aerodynamisk position på cyklen, der klart gav mere fart. Man kan tilmed købe en anden sadelpind med +15 mm setback, så man kommer til at sidde optimalt stejlt i TT-positionen. På den måde bliver cyklen virkelig til en habil TT-maskine, der ikke efterlader rene TT-cykler ret meget.

FACIT

Skal man så skynde sig at sælge sin gamle Aeroad – hvis man har købt sådan en inden for de seneste år – og få sig den nye model? Hertil er svaret nej. Det er tale om et facelift med mange gode nye features – herunder det nye styr, 25 mm Torx-skruer og bedre forseglede styrlejer. I forhold til vægt, aerodynamik og komfort er der dog ikke meget at hente – ja, faktisk må komforten objektivt siges at være lidt dårligere end forgængerens med den innovative sadelpind, som dog også gav en del problemer med knirkelyde.

Læs også: Velomore tester Canyon Disruptr

Har man sin første Canyon Aeroad til gode, er den nye dog helt klart værd at satse på. Med Sram Force er cyklen ganske vist ikke specielt let for en allround aerocykel, men topmodellen CFR med Sram RED eller Shimano Dura-ACE er med en vægt på lige godt 7 kg bestemt en aero allrounder værdig. Konkurrenter som Specialized Tarmac, Pinarello Dogma, Giant Propel og Cannondale Super Six Evo er nok lettere, men når vægt og aerodynamik forenes, er Canyon Aeroad formentlig den hurtigste landevejscykel.

INFO

Vurdering: 4,5/5.
Pris:
Mere info: