Velomore til start på den røde løber i Cannes
Glem alt om verdensberømte skuespillere og de gyldne palmer! I år lægger Cannes og Boulevard de La Croisette asfalt til første udgave af Gran Fondo’en GFNY Cannes.
Det verdensomspændende Gran Fondo franchise indtager den franske riviera d. 27. marts hvor deltagerne sendes afsted fra den røde løber foran det berømte Palais des Festivals et des Congrès de Cannes og Velomore kører med.
Vi er nemlig inviteret med til debutudgaven af den 122 kilometer lange Gran Fondo, der byder på to distancer i bakkerne syd for Cannes.
Provence i solopgangen
Med palmestrande og luksushoteller som bagkulisse, går ruten langs middelhavskysten i daggryet sydpå til den historiske kystby Mandeliu La Napoule. De første 5 km er neutaliseret og når man rammer La Napoule drejes der ind i landet mod mere kuperet terræn i Esterel massivet.
Dagens første udfordring er Tanneron (7,6 km, 5%) der kommer før Lac de Saint Cassien, hvor rutesplittet mellem Medio og Gran Fondo-ruterne findes. Vælger man Medio Fondo bringes man tilbage mod Cannes med knap 66 km i benene, mens Gran Fondo-rytterne fortsætter videre ind i bakkerne gennem små, hyggelige provencalske landsbyer, før løbets anden stigning skal bestiges. Col d’Avaye som byder på en flot udsigt over Var-regionen og et efterfølgende 30 kilometer langt, let faldende stykke, kun afbrudt af kortere bakker, tilbage mod kysten og Cannes.
Gran Fondo ruten i GFNY Cannes. Medio Fondo drejer af ved Montauroux.
Fransk invasion
Løbet på Côte d’Azur er den seneste tilføjelse i rækken af GFNY-løb, som under COVID-19 pandemien har spredt sig til hele Frankrig, med løb i Pyrenæerne, Alsace, Vercors og hele to events i Alperne.
Udvidelsen i Europa stopper dog ikke her, da GFNY for nylig har præsenteret endnu et nyt løb i Sverige, d. 3. juli.
I forbindelse med GFNY Cannes afholder GFNY en valgfri træningslejr i ugen op til, hvor deltagerne bliver bekendt med ruten og terrænet omkring Cannes.
Et startnummer til GFNY Cannes koster kun 558 kr. og med i prisen er bl.a. løbstrøje og deltagermedalje. Du kan læse mere om løbet her, mens du finder mere info om GFNY campen her.
Velomore deltager i begge dele og du kan læse om vores oplevelse i magasinet senere på året.
GFNY’s europæiske datoer:
27. marts: GFNY Cannes
28. maj: GFNY Villard de Lans
12. juni: GFNY Lourdes Tourmalet
19. juni: GFNY La Vaujany Alpe d’Huez
03. juli: GFNY Uppsala
10. juli: GFNY Grand Ballon
28. august: GFNY Alpes Vaujany Croix de Fer04. september: GFNY Portugal