12.01.2011
Stig Cornelius

Vuelta 2011 bjerggedernes paradis

Den starter Vuelta-traditionelt med en holdtidskørsel på prologlængden 16 km i Benidorm, hvor Gianni Bugno tidligere blev verdensmester, og slutter i Madrid. Naturligvis er der bjerge, for det er Vueltaen kendetegn.

Enkeltstartsspecialisterne vil helt sikkert sukke dybt, for den ensomme kamp mod uret bliver der ikke meget af. Kun en enkelt 40 km enkeltstart, der ligger i anden halvdel af løbet, hvor klassementet efterhånden har taget form på 14’ende etape.

Unipublic har igen overrasket med nye og krævende stigninger i Estacion de Montana Manzaneda på 11’te etape og La Farrapona på 14’ende etape udover de spanske bjergklassikere Sierra Nevada og Angliru. Der bliver hele seks afslutninger på bjergtoppe blandt andet på de nye stigninger.

Det betyder så også, at Vueltaen slet ikke passerer Pyrenæerne og Catalonien, men til gengæld får Baskerlandet besøg af Vueltaen for første gang i 33 år, fordi der tidligere har været for stor risiko for uroligheder på grund af baskisk selvstændighedsterror.