17.09.2020
Nikolaj Hebsgaard

Zwiftsæsonen er skudt i gang: Holdskifte og proløb

Nu starter den RIGTIGE Zwift sæson endelig! Selvom sæsonen fik en pludselig genstart, eller uventet forlængelse i april under lockdownen, er det først nu, at den rigtige Zwiftsæson starter.

For mit vedkommende har den budt på et holdskifte. Jeg har sagt farvel til FUSION DEVELOPMENT og er skiftet til DanishBikeRiders elitehold DBR Race Team. DBR er Danmarks største community i Zwift med over 2000 medlemmer – og kun 10 nøje udvalgte ryttere på deres elitehold.

Det bliver spændende at repræsentere dem, så jeg glæder mig helt vildt til den kommende indoor sæson. 

Sæsonen er faktisk allerede skudt i gang, da vi i denne uge kører kvalifikationsløb til vinterens PRO/AM serie – superligaen indenfor Zwift. Serien er kun for inviterede hold, så lige nu dyster de beste amatørhold om kvalifikation.

Vi er 31 inviterede hold, hvoraf de 15 bedst placerede når ugen er omme går videre. Der køres tre løb med point til de 40 bedst placerede ryttere i hvert løb. Hvert hold må kun stille med 5 mand fra en forhåndsregistreret 10 mands trup.

Første løb blev kørt mandag aften i Yorkshire. Fire omgange på en svært kuperet rute. Det var mit første løb i den absolutte top af Zwift med rigtig mange stærke navne til start. Første omgang blev kørt som lyn og torden og det var tydeligt at mærke, at niveauet er et par hak højere end det jeg er vant til. På første tur op ad KOM-bakken tvivlede jeg stærkt på at jeg ville kommed op over anden, for slet ikke at tænke på tredje gang. Men jeg klarede skærene alle tre gange og kunne tilmed blande mig i spurten i det 50 mand store felt, der kom til stregen.

Omvendt kunne jeg også mærke, at formen er god. Jeg har været i Frankrig og cykle de sidste tre uger og boet oppe i Alperne. Jeg ved ikke om højden har gjort noget, men jeg føler at jeg har mere ilt til rådighed end normalt.

Nå, men kravene til PRO/AM løbene er skærpede og det gælder selvfølgelig også for kvalifikationen. Bl.a. skal man indsende en video der dokumenter ens højde og vægt indenfor 24 timer af løbsstart, ligesom man skal køre med smarttrainer som primær wattkilde. Den skal bakkes op af en wattmåler som sekundær kilde. Og så skal man som minimum køre med 50% trainer resistance (simulering af stigningsprocenter) hvilket jeg tror de færreste har gjort hidtil. Personligt har jeg kørt med 0-30% alt afhængig af rute og disciplin.

Jeg ved ikke om det er fordi folk er i dårlig form lige nu, eller de ikke er vant til den noget højere trainer resistance. Måske yder deres smarttrainer ikke lige så mange watt som deres wattmåler, men der var i hvert fald mange som kæmpede med det i mandags. Heldigvis fik mit hold to mand i pointrækken. Kjetil Farup blev nr. 20 i massespurten og jeg fik presset mig forbi et par stykker på målstregen til en placering som nr. 35. Derfor ligger DBR Race Team på en samlet 12 plads med i alt 27 point efter første løb. 

Jeg ved ikke hvor grundige Zwift er med deres validering af performances, men måske der falder flere point ned i vores kurv når de gennemgår resultaterne og om folk har levet op til de skrappe krav.

Næste løb er i aften. Seks omgange på Champs Elysee. Ruten er relativt flad. Den stiger svagt op mod Triumfbuen og falder ditto ned mod tunnellen. DBR vil gerne give alle muligheden for at køre her i kvalifikationen, så jeg er desværre ikke udtaget til torsdagens løb. Men det er alligevel et stærkt hold vi stiller med, med to tidligere Tour-ryttere i form af Martin Mortensen og Jakob Piil og en nykåret dansk mester i MTB i Lasse Parnel Hansen.

Det er dog helt i orden, da det giver mig optimale betingelser for at forberede mig på søndagens sidste kval-løb, som også ligger bedre til mine evner end en sprinteretape som i aften. Søndag venter både Epic KOM (uden radiotårnet) og Alpe d'Zwift hvor målstregen er placeret. Det bliver en vanvittig hård omgang, dog har jeg gode erfaringer fra Alpen – både i Zwift og fra min tur til Frankrig – så jeg er fortrøstningsfuld.

Jeg håber bare på gode ben søndag, hvor det kommer til at handle om at æde sig selv over 40 – 45 minutter på det sidste bjerg.

Det er fedt at være i gang med Zwift igen og endnu federe at niveauet, eller alvoren om man vil, har fået et nøk op ad. Jeg glæder mig til den kommende sæson med DBR Race Team og krydser fingre for, at vi kan sikre den PRO/AM kvalifikation torsdag og søndag. PRO/AM dækker i øvrigt over, at amatørholdene fra Zwift dyster imod virkelighedens professionelle hold.

Stay tuned for mere Zwift blog og ride on!

<iframe height='405' width='590' frameborder='0' allowtransparency='true' scrolling='no' src='https://www.strava.com/activities/4059885669/embed/7c8b8ef23515705dba353e74bc6d6166258d2ed0'></iframe>