På hjul af Roar Lava Paaske i Bakkeløbet

Årets andet løb er i bogen for Roar Lava Paaske, der både holdt snor i verdensmesteren og hjalp en holdkammerat til sejr i Bakkeløbet.

Træningen er gået godt her på det sidste, og jeg havde derfor virkelig set frem til at køre 120 km ruten til Bakkeløbet. De seneste par år har jeg kæmpet lidt med trætte ben til sidst i løb over 100 km. Jeg føler dog, at jeg er ved at have noget mere udholdenhed og har oftere og oftere gode ben efter tre timers cykelløb.

Denne gang skulle jeg bare have gode ben! Efter mit fejlslagne Ronde van Borum (som du kan læse om i min forrige blog) havde jeg taget den mere med ro i dagene op til løbet i håbet om friske ben.

Jeg havde regnet med, at modstanden i feltet ikke vil være så skræmmende, men da jeg tjekkede startlisten dagene op til løbet kunne jeg se, at flere stærke navne meldt sig til. Mit planlagte angreb på toppen af Bjergvej, ca. 20 km fra mål, kunne jeg derfor skyde en hvid pil efter. 

Da jeg stod på startstregen var jeg faktisk i tvivl om jeg overhovedet kunne sidde med, da kiggede på ryttere som Jakob Winneche, Mikkel Kastrup og H40-verdensmesteren, Thomas Vibjerg. 

En ukendt holdkammerat

Startskuddet lød og farten blev hurtigt skruet op. På stort set hver bakke blev der forceret, ofte med verdensmesteren i spidsen. Jeg forsøgte at spare kræfter og firede på de fleste bakker. Heldigvis blev det samlet efter toppen hver eneste gang, men efter ca. 35 km sneg en tre-mandsgruppe sig afsted, med, en for mig ukendt, CK Aarhus-rytter, Mikkel Kastrup fra FCC og en tredje rytter. 

Herfra blev det et lidt specielt cykelløb for mig, da jeg egentlig bare skulle holde mig i ro og prøve at gå med hvis andre angreb. Jacob Winneche lavede nogle ret hårde angreb på flere af bakkerne, men feltet var så stærkt, at ingen angreb udmyntede sig til noget.

Første rigtige udskilning kom først da vi nåede til Lyngvej efter 85 km. Her blev feltet splittet og farten blev sat op i den forreste gruppe, hvori jeg havde kæmpet mig med. Herfra gik det mod den frygtede Bjergvej, hvor jeg vidste at alle de stærkeste ville køre fuld hammer opad.

Benene taler

Jeg havde haft det ret hårdt på Lyngvej og var ærlig talt spændt på hvordan det skulle gå på Bjergvej. Jeg fik placeret mig ret godt i bunden, hvor jeg lå i top fem, netop som det begyndte at rampe op. Herfra var det bare at træde med alt hvad jeg havde uden at dø på toppen.

Benene lystrede heldigvis og min forbedrede udholdenhed kom til sin ret. Der var stadig tre mand ude foran, som egentlig var ude af syne, men da jeg rundede toppen af Bjergvej, som første mand i feltet, tænkte jeg, at nu skulle der køres cykelløb igen.

Jeg havde det lidt specielt med at skulle indhente en holdkammerat (CK Aarhus-rytteren), men jeg anede ikke, hvor stærk han var og var bange for, at Mikkel Kastrup igen skulle løbe med sejren. I gruppen, hvor jeg sad, var vi omkring 12 ryttere, hvoraf omkring halvdelen var fra Aalborg.

Jeg tog selv nogle gode føringer og forsøgte at piske Aalborg-drengene til at tage del jagten. Det var mere eller mindre kun en meget, meget stærk Jacob Winneche der tog del i arbejdet, mens hans nordjyske holdkammerater spolerede det lidt for hinanden. Det virkede heller ikke til, at Jacob var så glad for det, men han valgte at tale med benene i stedet for munden. 

Reset, restart

Med omkring syv km til mål fik vi indhentet trioen foran og farten blev hurtigt taget ud af løbet indtil folk havde sundet sig. Så begyndte angrebene igen og efter et par forsøg stak Daniel (den hidtil ukendte CK Aarhus-rytter), der tidligere havde været i udbrud, afsted igen som ene mand.

Selvom jeg havde andel i han halet ind i første omgang, ville jeg nu gøre alt hvad jeg kunne for at han skulle tage sejren og køre alene i mål. Jeg satte mig derfor frem i gruppen, bakkede af og lukkede alt ned.

I den sidste del af løbet var jeg over 800 watt 13 gange, da især verdensmesteren gik i selvsving, og lod angrebene hagle ned over mig. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at holde hjul og kvæle enhver modstand.

Afslutning i Bakkeløbet er lidt speciel, da man et kort før mål skal krydse en hovedvej og med stor sandsynlighed stoppe for rødt. Det skete også her, desværre for Daniel alene i front, som måtte se sig selv indhentet før det blev grønt.

Jeg foreslog vi gav ham et lille forspring og det blev accepteret af resten af gruppen, som lod ham få 10 sekunder til at spurte afsted, inden jagten blev genoptaget.

Et bump på vejen

Finalen i Bakkeløbet køres igennem et villakvarter med en del sving. Jeg lå klistret til verdensmesterens baghjul, men i næstsidste sving fik han bremset for meget ned og jeg kunne smutte lige forbi ham, spurtede ud af det sidste sving og kørte med alt hvad jeg havde i mig op mod målstregen.

Længere fremme kunne jeg se Daniel krydsede stregen med hævede arme. Jeg selv var midt i min spurt, men kunne høre at jeg ikke var alene. kort før målstregen er der et vejbump, hvor jeg slækkede let på trådet for at være sikker på, at jeg blev på cyklen, og i samme øjeblik smuttede Mikkel Kastrup forbi mig.

Jeg endte derfor på tredjepladsen med en virkelig god følelse efter løbet. Jeg synes, jeg havde kørt et stort set perfekt løb og følelsen i benene var virkelig god.

En anden ting, der helt klart også spillede en stor rolle, var min store tiltro til cyklen i svingene. Jeg ender ofte med at miste mange placeringer gennem de sidste sving i et løb, da jeg aldrig har været helt dus med mine tidligere cykler.

Denne gang var det meget anderledes. Jeg følte, at jeg havde en helt anden kontrol over cyklen, og kunne kaste den gennem svingene med en helt anden fart og selvtillid end tidligere. Jeg endte derfor med at avancere i stedet for at blive kørt agterud.

Alt i alt, var det en virkelig god oplevelse til årets Bakkeløbet. Der var desværre nogle ret slemme styrt længere tilbage i min gruppe, som jeg ikke så. Jeg håber, at alle har det ok efter omstændighederne.

Næste weekend, står den på Grejsdalsløbet 167 KM med flere andre herfra Velomore – nyd foråret!