Roar Paaske Sæsonåbner med extreme weather protocol
Årets første løb blev en stormende omgang for Roar Lava Paaske, der med et fast greb om styret akkurat undgik en tur i botanikken.
Traditionen tro skulle min sæsonåbner være Ronde van Borum. Det lille, men hårde og altid stærkt besatte motionsløb, som er en hyldest til det noget længere og mere barske Ronde van Vlaanderen.
Uggi Kaldan, som er stifter og arrangør af løbet, sørger altid for, at både deltagere og publikum får noget for pengene. Alt er lavet i RvV-æstetik med den flamske løve på bannere og skilte, og der er selvfølgelig masser af Kwaremont-øl efter løbet.
Det er en fest, og er vejret, som det plejer at være til RvB – altså masser af sol og forårsvejr – er der altid mange tilskuere, musik og jublende tilråb i den lille by Skivholme vest for Aarhus.
Det var dog langt fra tilfældet i 2026-udgaven…
Efterårsform i foråret
I 2025 vandt jeg løbet, og jeg havde derfor sat næsen op efter at gentage succesen. Træningen hen over vinteren er forløbet rigtig godt, og i løbet af marts har jeg mærket en markant fremgang i formen.
Jeg er blevet mere udholdende og er tæt på mine tidligere peak watt – både i spurter og 2-5-minutters intervaller, som normalt topper i august og september.
Dagene op til løbet havde jeg uden de store problemer kørt to minutter med godt 500 watt samt en 20-minutters over/under, hvor jeg skiftevis kørte to minutter med 300 watt og ét minut med 440 watt – også uden store anstrengelser.
Derudover havde jeg peaket knap 1.400 watt i spurten og slappet godt af i ugen op til med en tur til København med familien.
Jeg følte mig derfor klar til løbet, men én stor ting havde ændret sig siden 2025: Jeg kørte ikke længere for Frederikshøj CC, som stillede med seks stærke ryttere på startlisten.
Jeg havde ikke rigtig nogen allierede, som jeg kunne danne front med, tage del i angreb sammen med eller få hjælp fra til at lukke huller osv.
Det ville derfor blive spændende, om jeg kunne stille noget som helst op mod et stort og stærkt hold.
12 m/s
Der var dog en anden faktor, som skulle vise sig at få langt større betydning end navnene på startlisten – nemlig vejret, eller uvejret om man vil.
Ugen op til løbet meldte meteorologerne om regn, men den blev stort set afblæst. I stedet meldte de, at der ville stå en vestenvind med 12 m/s og vindstød på over 20 m/s hen over ruten.
Da Ronde van Borum, ligesom mange andre danske cykelløb, foregår på små landeveje ude i ingenting, er der meget åbent på store dele af ruten.
Uggi havde dog meldt ud, at løbet ville blive afholdt, men at podie, musik osv. ville blive rykket indendørs.
Blæst eller ej – jeg skulle afsted.
Borum Es-Muur
Det første løb i et nyt år er altid spændende, og selvom det “bare” er et motionsløb, var jeg spændt på, om formen var som håbet, og hvordan jeg lå i forhold til de andre.
Da jeg ankom til Skivholme kl. 9 søndag morgen, blæste det så meget, at jeg havde svært ved at åbne bildøren. Da jeg hev cyklen ud af bagagerummet, stod den nærmest vandret i luften – det blæste virkelig meget.
Kort efter ankom min gamle holdkammerat Kasper Kalhøj – en lille gut på under 60 kg med 65 mm Scope R6-hjul på cyklen. Der var ikke noget stort smil eller kørelyst at spore i hans ansigt.
Under min opvarmning, som foregik på ruten, var jeg egentlig ret positiv. Men da jeg stod på toppen af Borum-Eshøj – eller “Borum Es-Muur”, som Uggi har døbt den – var det en helt anden sag.
Vinden blæste for fulde gardiner direkte fra højre, og selvom jeg trak helt ind til siden, blev jeg skubbet på tværs af vejen og tæt på den modsatte vejkant.
Oveni var der fugtigt på vejene og meget jord og mudder fra traktorer – ikke den bedste kombination. Men med tørvejr og så kraftig blæst måtte det hurtigt tørre.
Frisk start
Klokken nærmede sig 10, og da jeg indfandt mig i startområdet, var der mødt 105 ryttere op til start, et godt stykke under de 225, som stod på startlisten, men det var vel meget forståeligt (efter løbet havde 75 gennemført). Jeg stod selv og puttede mig i forsamlingshuset og gik først ud kl. 9.57 og sneg mig ind blandt de forreste – der skal være lidt fordele ved at have nummer 1 på ryggen, og så tætpakket var det heller ikke.
Traditionen tro kørte Uggi en “frisk” masterstart, som han selv siger. Det betyder, at det er nemt at sidde med, men kommer man ikke med feltet, så er det farvel. På vej op ad Borum Es-Muur måtte jeg meget af tiden træde et godt stykke over 500 watt for at sidde på smækken af den sorte varevogn, som heldigvis forlod os på toppen af bakken.
Min plan var at holde mig helt fremme hele tiden, men uden at få vind på snuden eller lukke unødvendige huller. Den første runde forløb ganske fint uden de vilde angreb eller anstrengelser, og en enkelt rytter var dog stukket af og fik hurtigt et fint hul.
Jeg havde intet behov for at lukke ham, men da vi nåede Borum Es-Muur anden gang, var der voldsom sidevind, og feltet splittede lynhurtigt, uden at nogen prøvede. Min tidligere holdkammerat Thomas Vibjerg sad i mit hjul, da jeg pludselig kunne høre ham råbe. Han var ude i gruset, dog stadig på cyklen.
Jeg havde selv nogenlunde styr på cyklen og tænkte, at de to, der lå fem-ti meter foran mig, skulle lukkes. Jeg tog godt fat i rattet og trådte til, kom op til de to, og vi havde nu etableret et udbrud. De to andre var en ung Odder-rytter og den tidligere A-rytter Mikkel Kastrup, der nu er på FCC. De virkede begge stærke, og vi satte jagten ind på rytteren foran, der stadig havde et hul på 10-20 sekunder.
En omgang senere havde vi hentet ham, og umiddelbart havde vi et stort hul til feltet. Jeg havde det ok, uden at jeg følte, at jeg havde vildt meget overskud. Det sværeste moment på ruten var helt klart toppen af Borum Es-Muur og den efterfølgende nedkørsel.
Lidt for spændende
Det var vanvittigt at cykle der, og selvom det ikke gav mening i forhold til at få læ, så forsøgte jeg hele tiden at holde mig helt ude i højre side, så jeg ikke pludselig ville ryge i grøften i venstre side. Det gik nogenlunde, men da det i starten af tredje runde begyndte at regne og gøre vejene våde, blev det måske lidt for spændende på de smattede, jordbelagte veje i sidevinden.
Det gik også næsten som forventet, da vi rundede toppen på tredje omgang: Jeg blev skubbet så meget af vinden, at jeg endte helt ude i græsset i venstre side af vejen. Jeg måtte klikke ud og var klar til at styrte, men fik den lige præcis reddet og blev på cyklen.
De andre fik hurtigt 30 meter, og jeg opgav nærmest med det samme jagten på dem. Jeg overvejede, om jeg skulle udgå, men nu var det bare mig selv, og så var det måske ok. Regnen stoppede hurtigt igen, og vejene tørrede næsten med det samme.
Der var stadig seks omgange tilbage, og nu ville jeg forsøge at gå i enkeltstartsmode og køre så hurtigt, jeg kunne. Benene var dog allerede lidt tunge, og turen ud i botanikken havde ikke hjulpet på det.
Ring med klokken
En runde senere blev jeg indhentet af to andre ryttere, Jesper Kael og Oliver Skovlund. Jeg synes, de kom ret hurtigt forbi mig, men fik sneget mig med på hjul, fik en kort puster og deltog i føringsarbejdet.
Jeg havde ingen ambitioner om at indhente de forreste og ville egentlig bare gerne gennemføre uden at styrte. Vi fandt hurtigt ind i et fint samarbejde i trioen, og det virkede til, at de to andre også bare kørte jævnt uden drømme om at indhente de forreste.
Hver gang vi krydsede toppen og skulle ud i sidevinden, var det en kamp, der skulle overvindes. Jeg har aldrig kørt i så voldsomt et blæsevejr, og jeg var faktisk også lidt spændt på, om løbet ville blive aflyst undervejs.
Da vi krydsede stregen for at køre ud på syvende omgang, blev der ringet med klokken, og det betød, at der var taget tre runder af løbet. Jeg synes, det var en god beslutning, og jeg ville bare gerne i mål. Jeg tænkte derfor også, at jeg ikke gad køre cykelløb ned ad den vindblæste nedkørsel, så hvis de andre kørte, ville jeg køre mit eget løb.
Der kom et lidt halvhjertet forsøg fra Jesper, hvor han trak den helt ud i venstre side og fik et lille hul, men stoppede så med at træde igen, selvom han godt kunne have sat Oliver og mig.
Blæst omkuld
Efter det rullede vi mod mål, hvor jeg tog en god, lang, men moderat føring frem mod nedkørslen i Skivholme. Her slog jeg ud, så jeg kunne få læ ned ad og være klar til spurten om fjerdepladsen. Hvis mine ben var tunge på runde fire, så var de lavet af cement nu – helt døde – så jeg havde ikke de store forventninger til spurten.
Oliver åbnede den lige 30 meter før, jeg selv ville have åbnet, og han var klart hurtigere end mig. Jeg fik lige presset mig op på 1.070 watt; dagen før havde jeg kørt 300 watt mere. Jeg var færdig, men kom sikkert i mål og ind som nummer fem, godt to minutter efter vinderen, men otte minutter foran nummer 10. Resterne af feltet var eksploderet i et Ronde van Borum, der sent vil blive glemt.
Alt i alt er jeg glad for, at jeg kørte løbet – var jeg styrtet, havde det nok været en anden sag.
Det er et virkelig godt arrangement, og under normale omstændigheder er det en fest at være til, både for ryttere og publikum.
Det var godt at få testet benene og cyklen i løb – bare ærgerligt, at jeg havde så dårlig en følelse i benene.
Jeg har meget sjældent dårlige ben i cykelløb, men det var måske heller ikke en helt normal dag i Skivholme.
Vi ses igen næste år.
