Cykelshorts
23.08.2022
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Velomore tester GripGrab Endurance cykelshorts

GripGrab beskriver selv sine Endurance cykelshorts med ordene performance, komfort og stil. Velomore har testet om det er ren marketing eller om det faktisk holder stik.

Performance, komfort og stil. Ordene er taget fra GripGrabs egen hjemmeside og er en kort beskrivelse af deres Endurance cykelshorts. Shortsene udkom sidste år i en opdateret udgave, hvor der blevet lagt vægt på det æstetiske udtryk og optimeret på komforten på de længere ture.

Og som navnet antyder – Endurance, udholdenhed/vedholdenhed – er disse cykelshorts udviklet med henblik på at performe over længere tid.

På performancesiden har GripGrab fokuseret på komfort og præstation over lang tid. Bl.a. har man via det tætsiddende Power Lycra opnået en let kompression i stoffet, der også former sig efter rytteren og er ekstra strækbart. Det giver en øget åndbarhed og komfort på tværs af vejrforhold, mens kompression giver lidt ekstra på de helt lange ture. Sidste, men ikke mindst, er Endurance 3D puden fra Elastic Interface designet med tid i sadlen for øje.

At der også er tale om stil hersker der ingen tvivl. Cykelshortsene ser godt ud, sidder behageligt og de små dimples lignende ujævnheder i materialet giver et, for mig, mere stilet look – og ikke mindst “hurtigt” udseende, da det for det blotte øje, ser ud som om at shortsene er aerodynamisk optimeret (omend det ikke lader til at være tilfældet, da det ikke står nævnt nogen steder i GripGrabs pressemateriale, så det må være af æstetiske årsager). Derudover er den testede marineblå flot og går godt til et væld af cykeltrøjer.

På bagsiden af låret er der desuden indsat en kile for øget ventilation.

På landevejen
Det første, jeg bemærker, da jeg tager shortsene på, er, hvor “stramme” selerne er. De er ikke svære at komme i eller ubehagelige at have på, men selerne sidder strammere end mange andre cykelshorts, jeg har prøvet, og minder lidt om samme måde, man bliver tynget ned på af et racesuit, dog uden at være helt så ekstremt. Man vænner sig hurtigt til det, og egentlig er det meget behageligt – især når man sidder på cyklen. 

Læs også: Velomore tester Ultralight Mesh undertrøje fra GripGrab

Shortsene oser af fart med de mange dimpels, og på cyklen kommer det lidt stramme fit til sin ret, da man sidder yderst komfortabelt i den foroverbøjede position. Shortsene er generelt meget komfortable at have på, også over tid eller i varmt vejr. Testet henover den nylige hedebølge, var shortsene behagelig i temperaturer langt op i tyverne.

Eneste anke er, at de stramme seler kombineret med et panel på maven, kan være lidt svære at trække ned, hvis man har behov for at træde af på naturens vegne. Her minder de lidt om Raphas Pro Team Bibs, dog uden at være helt så svære at få ned, men alligevel nok til at man må bukke sig en smule.

Shortsene holder dog, hvad de lover, og er komfortable over lang tid – faktisk så behagelige, at jeg flere gange i testperioden har haft dem på to dage i træk (bare rolig, de blev vasket mellem turene) hvis jeg har haft to lange dage efter hinanden.

Læs også: Velomore tester Climber Ultralight cykeltrøje fra GripGrab

Derudover er shortsene virkelig stilede og udover den testede marineblå, fås de også i sort, og kan derved kombineres med hele resten af ens garderobe.

Facit
GripGrab Endurance cykelshorts er et godt gedigent sæt cykelshorts, der hurtigt bliver en favorit i garderobeskabet. Udover at performe godt på cyklen ser de hamrende godt ud. Prisen kravler dog op ad og lægger sig under de dyrere brands som Pas Normal Rapha og Assos, som disse cykelshorts nemt kan konkurrere med hvad angår design og performance.

Info
Størrelser: XS – XXL
Farver: Sort eller marineblå
Pris: 1100 kr (150 euro)
Læs mere her: www.gripgrab.com