04.05.2022
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Nikolaj Hebsgaard

Masser af danske hold til start i dansk UCI-weekend

Stort internationalt felt med stærkt dansk præg til start i forårsklassikerne GP Herning og Fyen Rundt.

Hele 13 danske mandskaber kan se frem til at deltage i den danske UCI-weekend d. 21. og 22. maj, hvor GP Herning og Fyen Rundt inviterer til cykelløb på Europa Touren.

De mange danske hold får selskab af yderligere 16 internationale mandskaber i de to løb, hvor holdene er blevet reduceret fra 7 til 6 ryttere for at åbne det taktiske spil.

“Vi har i år besluttet at have seks-mands hold frem for de syv ryttere som vi havde i 2021, det har vi blandt andet gjort for at udfordre det taktiske spil” udtaler team-ansvarlig Frede Madsen i en pressemeddelelse.

Blandt de danske mandskaber er de fire Continental-hold ColoQuick, Riwal, BHS-PL Beton Bornholm og Restaurant Siri-Carl Ras, de otte DCU Elite Teams i form af Team Nyt Syn p/b Fialla, Herning CK Elite Biemme Danmark, Team CO:PLAY-Giant Store, Team Bache-JS.dk, Team IBT-BH Carl Ras, Team Georg Berg, Team Sparekassen Danmark Aalborg og Team Give Elementer samt det danske PostNord Landshold anført af Mads Pedersen.

Derudover deltager danskerholdene Team Smart Dry-Girona Cycling City, Team EF Education-NIPPO Development og løbenes eneste ProSeries team, Uno-X.

Storhold er ikke storfavoritter
Tiltrods for at norske Uno-X er det højest klarificerede team i de to endagsklassikere, afviser danskerholdet at tage favoritværdigheden fra de danske Conti-hold på forhånd:

Læs også: Her er ruten til PostNord Danmark Rundt

“Der er mange gode hold med i de to løb her, og Conti-holdene er super stærke, blandt andet har vi jo set Riwal komme rigtig stærkt fra start i år, og et landshold med Mads P. bliver rigtigt stærkt, så vi tænker ikke over vi er “favorit-hold” da jeg egentlig ikke føler vi er det, fortæller sportsdirektør fra Uno-X, Jesper Mørkøv, i en pressemeddelelse, og tilføjer:

“Vi vil selvfølgelig rigtig gerne have en sejr med hjem fra weekenden, men det er hård konkurrence, så det bliver to rigtig spændende løb der skal køres, hvor stærkeste vinder. Det er faktisk de eneste 1.2 løb vi kører med Pro-holdet, og det er fordi de ligger i Danmark, og vi er et halvt norsk, halvt dansk hold, og derfor vil vi rigtig gerne køre de løb her i Danmark.

Læs også: Danmark får sit første World Tour etapeløb for kvinder

Udover PostNord Danmark Rundt, er Grand Prix Herning og Fyen Rundt de eneste danske UCI-løb denne sæson, efter Himmerland Rundt og Rent liv løbet Skive desværre lukkede tidligere på året.

Foruden de ovennævnte mandskaber stiller følgende internationale teams til start: HRE Mazowsze Serce Polski Cycling Team, Dukla Banska Bystrica Cycling Team, ABLOC CT, Totala AIF Serneke Allebike, Team Skyline, Voltas Cycling Team, Allinq Continental Cycling Team, ATT Investments Pro Cycling Team, Kaunas Cycling Team, Global 6 Cycling, Tønsberg CK Elite, WPGA Amsterdam Racing Academy og The Cycling Academy Race Team.