Mountainbikefilm på det store lærred til Nordic Adventure Film Festival
Hele to film om mountainbike rammer det store lærred til Nordic Adventure Film Festival d. 27. til 1. december.
Verden er fuld af store eventyr. Fra naturen i vores baghave, over Himalaya, til storbyjunglen drages vi mennesker af at prøve kræfter med det ukendte. Vi gør det hver for sig, sammen med gode venner eller som del af et større fællesskab.
Siden 1996 har Nordic Adventure Film festival samlet film fra alle verdenshjørner og i alle genrer, så alle har mulighed for at opleve eventyret og komme helt tæt på, når outdoorfolk verden over udfordrer grænserne. I år er der to fantastiske mountainbikefilm på programmet, hvor den ene er dansk produceret.
Der findes mange forskellige mountainbike stilarter, og der findes mange forskellige spor i hele verden. Nogle cykler for at få adrenalin, andre vil have fart, nogle kører konkurrence, nogle lidt af det hele. Men uanset, hvordan eller hvor meget du bruger din mountainbike, kan vi lade os inspirere af hinanden.
Det er mørkt og koldt i Danmark nu, og det er den perfekte undskyldning for at hoppe i noget rart tøj, og se en masse gode mountainbikefilm. Du kan jo starte med at tage til Nordic Adventure Film festival med alle dine mtb-buddies.
I år kan du se følgende to mountainbikefilm:
- Forfra: Instruktør: Camilla Hylleberg
- Anytime: Instruktør: Darcy Wittenburg, Darren McCullough, Colin Jones
FORFRA er en danskproduceret mountainbike-film af den prisvindende instruktør og fotograf Camilla Hylleberg, hvis film tidligere har opnået hæder ved NAFF. Denne gang sætter hun fokus på kvindelige mountainbikere, deres mod, og hvad det betyder at starte forfra i de danske skove og landskaber. Filmen foregår over de fire årstider i Danmark, og tager dig med på forskellige spor i både sne, slud, reen og sol. Gennem smukke og autentiske optagelser giver Hylleberg et intimt indblik i passion, fællesskab og den mentale styrke, det kræver at finde sin vej tilbage til sportens kerne. Filmen vises sammen med Skifar og Frozen Babiez
Læs også: Få mentale superkræfter på mountainbiken
Anytime er en spektakulær og grænsesprængende film om freeride mountainbiking, skabt af Red Bull Media House og Anthill Films. Filmen følger 15 af verdens bedste mandlige og kvindelige freeriders, når de kaster sig ud i nye udfordringer og redefinerer sportens grænser i episke landskaber – fra de schweiziske alper til de chilenske Andesbjerge og gennem Nordamerikas skove og ørkener. Uden en klassisk fortælling men med en cinematografisk oplevelse, væves adrenalinfyldte scener sammen med intime glimt af frygt, glæde og dristighed. Anytime er et vidnesbyrd om passion, mod og et utrætteligt ønske om at skubbe grænser – med ét mål for øje: I dag kører vi. Overalt… Anytime!
Læs mere om Nordic Adventure Film festival her: https://adventurefilmfest.dk/
Hold dig opdateret på datoer, program og nyheder om N.A.F.F. på deres facebookside samt instagram. #NAFF #NordicAdventureFilmFestival