Munkebjerg Grand Prix: 5 gode grunde til at elske Munkebjerg
Vi hylder Munkebjerg d. 11. juni når vi afholder Munkebjerg Grand Prix. Her er 5 gode grunde til at elske legenden.
Munkebjerg-bakken ligger på sydsiden af Vejle Fjord, og deltagerne i Munkebjerg Grand Prix vil møde den, når de søndag den 11. juni bevæger sig ud på løbets kuperede rute.
Munkebjerg er nærmest en institution. I årtier har stedet været et mekka for bakkeelskende motionscyklister – og med god grund.
Tilmeld dig Munkebjerg Grand Prix lige her.
For selvom stigningen på nogle punkter overgås af andre danske stigninger, så har den lidt af det hele i perfekt kombination. Kort sagt: Den rummer opskriften på en unik dansk bjergoplevelse.
Mindst fem ting gør Munkebjerg til den vel nok bedste stigning i kongeriget.
For det første
Den er lang. Hvor de fleste danske bakker kun måler nogle hundrede meter i længden, så er Munkebjerg noget mere end én kilometer lang. Og den stiger hele vejen.
For det andet
Den er stejl. Stigningsprocenten er 7,4 i gennemsnit. Men det er nok den maksimale stigningsprocent, der vil volde deltagerne i Munkebjerg Grand Prix flest kvaler. 16 procent når den op på i et af de sidste sving. 16 er altså meget – selv for den øvede og selv efter international målestok.
For det tredje
Er stigningsprocenten varierende. Tre gange undervejs øges stigningsprocenten markant. Det gør, at stigningen er svær at holde en fast rytme på.
Læs også: Vejle byder på Danmarks hårdeste bakker
For det fjerde
Er omgivelserne formidable. Først fjorden med bølgen blå, den moderne bro og Vejles ”skyline”. Og så den smukke bøgeskov, som på denne tid af året lægger sig som et grønt tag ind over vejen. Alt i alt en betagende blanding af natur og kultur.
For det femte
Og det er måske den mest særprægede faktor af dem alle: Der er hårnålesving. Asfaltvejen til toppen af Munkebjerg slår krøller på sig selv, ikke bare én, men to gange. Det er ren Alpe d’Huez. Okay, på Alpe d’Huez er antallet af hårnålesving måske nok højere. Men til gengæld skal du ved Munkebjerg Grand Prix op ad Munkebjerg en – tre gange, afhængig af om du vælger den korte, lange eller helt lange rute.
Læs også: Danmark overgår Alle d’Huez i hårnålesving
Hvis du vil vide mere om Munkebjerg, f.eks. om stedets historie eller om stigningsprocenterne undervejs, så har Danskebjerge.dk her lavet en grundig beskrivelse af bakken. På siden er der også en video, der gennemgår stigningens forløb.
Du kan tilmelde dig Munkebjerg Grand Prix her.