12.06.2024
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Ny på cykel? Her er 4 tips til at komme godt i gang

Er der noget som sommer og Tour de France der kan give lyst til selv at komme og køre? NEJ! Er du ny på 2 hjul er der meget at lære. Vi giver her 4 tips til at komme i gang med at cykle.

Cykelsport og motionscykling har mange facetter og der er da også meget at lære. I sidste ende afhænger det af ens eget ambitionsniveau, men alligevel kan det godt blive lidt overvældende hvis man er helt ny på 2 hjul. Derfor giver vi her et par fif til at komme godt i gang med denne fantastiske hobby.

#1 Gå ikke ned med udstyret

Cykelsport er en udstyrssport. Man kan både gå ned på udstyr og lige så nemt gå ned med udstyret. Det første er derfor at finde en fornuftig cykel og god cykelhjelm. Cykler kommer i alle prisniveauer og har forskellige performance mæssige funktioner. Er man helt grøn som cykelrytter, er det nok bedste at lægge beskedent ud. Start derfor ud med en cykel på budget – man kan altid opgradere senere, når man for alvor er blevet bidt af cykling.

Efter cyklen er hjelmen det vigtigste stykke udstyr. Her er det mindre vigtigt at sparre på lommepengene, da en hjelm kan være forskellen på om man slipper fra et styrt eller uheld uden men. Ligesom cykler, kommer hjelme med forskellige performance optimerede funktioner, men er du ny, kan det jo være ligemeget. Gå i stedet efter en hjelm der først og fremmest er sikker, gerne med MIPS, og som du synes ser godt ud. Ligesom med cyklen, kan du altid opgradere senere.

Læs også: Sådan øger du din gennemsnitsfart

Sidst men ikke mindst skal man jo være klikket i pedalerne når man cykler. Det er dog noget som skal læres. Særligt det med at huske at klikke ud før man står stille. Her kan man igen starte på et budget og opgradere henad vejen, for med klikpedaler skal der også købes klamper og cykelsko, og så kører møllen.

#2 Cykelshorts og hjelm er det vigtigste udstyr

Fakta: Cykling kan være skide ubehageligt, ikke kun i stængerne når man er udmattet, men ligeså for bagenden. Især når man er ny. Men bare rolig, det går hurtigt over igen! Et par cykelshorts er dog essentielle for at få den bedste oplevelse. Der er masser af brands med forskellige puder og prisklasser derude. Men her kan man igen starte i den billige ende og se, hvor langt tegnebogen og ambitionerne rækker. Skal du kun ud og cykle 1 time ad gangen 1-2 gange om ugen, er det nok lidt underordnet med kvaliteten af puden i shortsene.

Men skal du ud og gå Jonas Vingegaard i bedene eller på hjul af Mads P en hel dag, så er det vigtigt med en god pude. Pris og kvalitet hænger ofte sammen, men langt hovedparten af puderne fra de store brands er behagelige. Der kan dog være individuelle forskelle, så puden der passer mig godt, passer ikke nødvendigvis dig. Prøv dig frem hos de lokale cykelhandlere og køb så det par, du føler sidder bedst (Psst, er du helt grøn i cykling, så husk på, at man IKKE har underbukser på under sine cykelshorts. Friktion og alt det der…). Resten af outfittet kan sagtens være en t-shirt eller et par billige cykeltrøjer, indtil du for alvor bliver hooked og begynder at udforske din personlige stil. Lige så vigtig er en cykelhjelm.

Der findes et hav af forskellige hjelme med forskellige funktioner – aerodynamisk, ventilerede etc. Lige så med indbyggede sikkerhedssystemer. Men vid dette: Alle hjelme solgt i Danmark levet op til EU’s minimumskrav, så uanset om du køber en discount hjelm fra Netto eller en dyr high-end hjelm, tjener alle sammen deres fornemmeste formål: At beskytte dit hoved.

Det er på ingen måder sejt at cykle uden hjelm. Basta!

#3 Lad være med at udgå

Desværre bor vi i et land der er gavmildt bestrøget med sylespidse flintesten. Det betyder, at risikoen for punkteringer er relativt høj. Og det kan blive enden på en fantastisk cykeltur. Så når du har fået styr på cykel og kluns, er det næste du skal have styr på reservedele og de mest basale reparationer.

Lær hvordan man skifter en cykelslange, for før eller siden får du brug for det. Og det er bare træls at stå i vejkanten ude på Lars Tyndskids mark og skal til at lære det der. Der er masser af gode videoguides på YouTube. Det kan også betale sig at have et lille multitool med i lommen. Det er rart, hvis noget trænger til en lille justering undervejs, en møtrik er kommet løs eller der opstår behovet for en mindre reparation.

#4 Find en erfaren hjælperytter

Allier dig med en kammerat som er mere erfaren end dig. Der kan være mange udfordringer ved at starte med at cykle, lige fra udstyr og vedligeholdelse, til ruter og træning. En erfaren hjælperytter er derfor et must.

Hop derfor med på hjul af en ven, kollega eller familiemedlem som selv cykler, der kan hjælpe dig med vejledning omkring det mest basale udstyr, mindre vedligehold, samt vise dig de bedste ruter i lokalområdet. Hvis du har styr på alle de andre punkter, er især det sidste en god ting at lære fra en kammerat. Det kan tage flere år, hvis man på egen hånd selv skal ud og finde de bedste ruter. Så et par tips fra en lokalkendt rytter kan spare meget tid, i jagten på de gode oplevelser.

Læs også: Se alle fordelene ved et Velo+ medlemsskab

Meld dig også gerne ind i et cykelfællesskab – en lokal klub, eller træningsgruppe, der kan lære fra sig. Vise de lokale veje og lære dig hvordan man kører på cykel.

Og så er du jo faktisk good to go nu. Det er helt fantastisk at cykle. God tur!