28.12.2022
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/05/hebby-scaled.jpg Nikolaj Hebsgaard

Velomore på ballon jagt i Vogeserne

GFNY har indtaget Vogeserne og byder op til dans på de berømte Balloner. Velomore var med i første udgave.

Drømmer man om at køre bjergløb, men er hverken til lange Alpe-stigninger eller lange køreture for at komme frem til de seriøse højdemeter, byder Vogeserne på et fint alternativ til Alpernes sneklædte tinder. Vil man tilmed køre Gran Fondo, byder de Alsaciske bjerge på et nyt løb, GFNY Grand Ballon, der udforsker Vogesernes mest berømte stigninger. Velomore var med til start i vores andet GFNY i år.

Vinden blæser friskt gennem Rhindalen og storkene svæver elegant gennem luften. Den langnæbede fugl, som kan få danskere helt op og støde i sådan en grad, at de skal opkaldes efter vor tids største Tour de France-helte, er et helt normalt syn på disse kanter. For Rhindalen er, modsat det danske marklandskab, perfekt forrådskammer til de rød-hvide fugle. 

Selvom den friske vind er lidt for frisk når den står lige i ansigtet, er den et rart bekendtskab, da den er med til at holde temperaturen på et nogenlunde niveau. Køligt morgen og aften, og behagelige 22-25 grader i løbet af dagen. Og der skal de meget gerne forblive, for om to dage stiller jeg til start i GFNY Grand Ballon – et nyt løb af GFNY i Frankrig, som byder på en delikat menu: Grand Ballon, Col du Firstplan, Col du Petit Ballon og Col du Platzerwasel (som reelt er ”bagsiden”af Grand Ballon). Eller med andre ord: Dronningeetapen fra årets Tour de France Femmes, med en ekstra lille stigning klemt inde mellem Ballonerne. 

Det er mit andet GFNY i år og jeg ser virkelig frem til at opleve Vogeserne i den grønne trøje. For GFNY franchiset udmærker sig ved et knivskarpt koncept, der sikrer deltagerne en nogenlunde ens oplevelse, hvad enten man sætter nummer på ryggen i Frankrig, New York, Colombia, Mexico eller på Bali. Med over 30 løb i hele verden, er det ikke nogen let opgave, at sikre den samme oplevelse – særligt ikke når man mottoet hedder ”be a pro for a day”. Men uanset om man er hårdkogt væddeløber eller skal køre sin første Gran Fondo, er der plads i GFNY og alle er garanteret at få oplevelsen af at være prof for en dag. Allerede når man ankommer til nummerudleveringen skal man skrive sig ind på en stor væg, ligesom man ser det i mange pro-løb. Her får man desuden udleveret løbets trøje, som er unik for hvert enkelt GFNY-løb. Ude på løbsruten får man følgeskab af utallige motorcykelmarshalls og også kameramotorcykler, som er flyvende på ruten og ikke kun følger de forreste.

Undervejs er der langning af flasker ved depoterne, såfremt det er muligt, og efter løbet får alle deltagere et restitutionsmåltid og en deltagermedalje. Medaljen er for mig en kæmpe motivation og jeg vil gerne gøre mig fortjent til den. Det er bl.a. den jeg tænker på, når det bliver hårdt på stigningerne og tænderne skal bides sammen. Med mottoet ”vær en pro for en dag” er der plads til dem, som vil køre væddeløb i GFNY’s løb. Men de 95% andre motionister, som kommer for at få en god oplevelse bliver ikke glemt. Så GFNY er uden tvivl for alle og hører til blandt de bedst afviklede Gran Fondo’er jeg har kørt. Derfor glæder jeg mig umådeligt til mit andet GFNY-løb i år.

Jeg cykler fra hotellet lidt i 7 om morgenen. Temperatureren nærmer sig 20 grader og jeg ruller stille og roligt de knap 11 kilometer jeg har fra Hotel Le Coquelicot Logis til startstregen i Thann. Perfekt opvarmning og lige knap halv 8 er jeg fremme og kan stille mig forrest i VIP-startboksen. Alle kan købe adgang til VIP-boksen og få den ekstra lille fordel. Er man så privilegeret at være inviteret som jeg er, får man også plads her. Og det er fedt at stå og kigge ned på de mere end 300 ryttere bag mig. Og bestemt en fordel, når løbet starter med 1 km neutraliseret masterstart før dagens første stigning, som er en let og unavngivet 5 km stigning.

Ballon opstigning

Starten kl. 08:00 bliver lidt forsinket, da borgmesteren lige skal tale færdig. Den når at blive 7 minutter over før vi startskuddet lyder. Planen er at klistre mig fast på smækken af masterbilen og bevare min position forrest af feltet. Men da løbet går i gang kan jeg ikke finde ud af at klikke i højre pedal. Pludselig har jeg tabt 50 placeringer før jeg får skoen sat fast. Det er dog ikke værre, end at jeg ser Frederik Glorieux glide forbi på min venstre side og jeg forsøger at hoppe på hjul af ham. Han har bl.a. vundet La Marmotte, vist nok flere gange, og må være et godt hjul at sidde på. Men da jeg kigger ned på min Garmin opdager jeg, at skærmen til bjergkørsel jeg satte op i går aftes, er sat til at bladre hurtigt mellem siderne.

”Pis og papir” tænker jeg, hvis Glorværdige Frederik lukker op for gassen ud af skolegården får jeg brug for at se mine watt og puls, så jeg ikke kører mig selv helt i hegnet på de første 5 km af det 150 km lange løb. Jeg får rettet skærmen, men kombinationen af at styre cyklen i feltet, holde øje med huller i vejen og i øvrigt taste løs på min Garmin, koster yderligere 100 placeringer, eller mere. Da den første lille stigning starter kan jeg ikke engang se masterbilen. I det mindste kan jeg se mine watt, men al den energi jeg har spildt på at kunne se dem, og derved undgå at køre over evne på første stigning, bliver nu vekslet til en forcering på de første 3 km af den her stigning, indtil jeg konstaterer, at de forreste er kørt og jeg alligevel fik kørt med flere watt og højere puls, ens hvad jeg havde håbet.

Pulsen har rundet 180 da jeg stopper jagten og finder ind i min et tempo, som passer godt sammen med ca. 10 andre, som også har opgivet drømmen om at køre med de forreste. Vi kommer over første stigning sammen og på nedkørslen kommer en større gruppe op bagfra. Her i sidder bl.a. to kvinder, hvoraf den ene er en flerdobbelt GFNY-vinder fra USA og hendes nærmeste rival fra Tyskland. Der bliver kørt tempo i det meget korte dalstykke mellem første stigning og Grand Ballon, som også er dagens eneste flade kilometer. Tempoet er ikke større, end at vores gruppe vokser til mellem 30 og 40 ryttere.

Første halvdel af Grand Ballon er ikke specielt stejl. Det inviterer enkelte svage sjæle til at køre over evne, måske i håbet om at de kan fange en gruppe foran os. Men der er ingen at se længere oppe ad vejen og feltet jeg sidder i bliver ved med at vokse bagfra. Ca. halvvejs oppe ad den Store Ballon svinger vi til venstre og nu tager stigningen ved. Den stiger regulært men bliver mere stejl de sidste kilometer op mod plateauet på toppen. Den tyske kvinde aner svaghed ved sin amerikanske rival og sætter sig frem sammen med sin mand. De øger tempoet tilstrækkeligt til at sætte amerikaneren af, men ikke noget der gør skade på den resterende del af gruppen. Kort før toppen passerer vi et skilt i venstre side af vejen, hvor der står noget i stil med ”La vue des alpes” og jeg kigger til højre og opdager, at her er den vildeste udsigt ud over Rhindalen. Det er som om, at man nærmest kører på toppen af en lodret mur og kan se tværs over dalen, til Schwarzwald og på helt klare dage, også ned til de schweiziske alper.

Heroppe på plateauet skrues tempoet i vejret. Turen op ad Grand Ballon viste at benene er gode, men løbet er langt og herfra mangler der stadig tre stigninger. Min plan er at vente til vi når Petit Ballon, dagens næste sidste stigning, og der vurderer, hvad benene rækker til. Gruppen er stadig stor og de få som er blevet sat af kommer tilbage på plateauet. På nedkørslen viser det sig, at jeg er langt hurtigere end de fleste andre. Faktisk er vi 5 ryttere, som kører så hurtigt nedad, at vi slår et regulært hul. Da vi kommer ned på let faldende vej, forsøger en portugisisk rytter at organisere et rulleskifte, for at holde gang i gruppen. Jeg har dog ingen interesse i at investere kræfter på nuværende tidspunkt og springer føringer over. Hans engelske er heldigvis ikke specielt godt, men der ryger nogle gloser på portugisisk over læberne, suppleret med kraftig gestikuleren. Vores forspring er dog ikke større, end at vi bliver rullet ind af den tyske kvindes mand, der kommer med 30 andre på hjul.

Han går direkte forbi og holder tempoet i gruppen oppe, mens jeg glider ned bagved. Terrænet her er rullende, indtil den næste stigning begynder. Col du Firstplan er med sine 8,4 km og gennemsnitlige stigning på 5,4% hverken specielt lang eller særlig stejl. Det meste af stigningen kører jeg bagerst i gruppen, hvorfra jeg observerer de andre. Trætheden er ved at indfinde sig og vi har da også kørt i knap 2 timer og 15 minutter. Folk begynder at vugge i sadlen og enkelte kæmper med at holde på. Mens jeg er ved at tage et billede med telefonen, sejler portugiseren fra tidligere forbi mig. Der er slukket for lyset. De kræfter han brugte på at skælde ud og køre rulleskifte, mangler han tydeligvis nu. Jeg selv er stadig oven på – både fysisk og mentalt. Jeg har fået spist og drukket godt igennem løbet og på toppen af Col du Firstplan får jeg langet en dunk af en hjælper. 

Lille ballon, store procenter

Nu venter løbets hårdeste stræk. Efter Col du Firstplan venter Petit Ballon, som er en regulær mur de første par kilometer. På nedkørslen sker det samme som på vej ned ad Grand Ballon. Vi er en lille håndfuld der kører fra de andre og i det meget korte dalstykke, sidder vi to mand med et lille forspring og venter på de andre, der til gengæld forcerer for at komme op. Vi kører ind igennem den lille landsby Wasserbourg, som ligger der, hvor bjerget for alvor tager fat. Og fat bliver der taget. 

Her stiger det med op til 23%. Jeg har heldigvis benene med mig og føler jeg kan køre mig eget tempo. Det viser sig at være et par gear over de andres, for jeg sejler stille og roligt væk uden at forcere. Enkelte forsøger at gå med, men eksploderer en efter en. Ca. halvvejs oppe ad Petit Ballon giver bjerget lidt slip og falder ned mellem 8-9%. Stadig hårdt, men efter 20% føles det jo nærmest som flad vej. Vi er kun to mand tilbage. Jeg selv og en belgier. Vi kigger på hinanden. Kigger over skulderen og konstaterer, at de andre ikke er til at få øje på bagude. Vi nikker til hinanden og kører. Føringerne bliver ikke så nøjeregnende. Vi holder det samme tempo og fører så længe vi kan, omend jeg står for det meste af arbejdet. Da vi nærmer os toppen af bjerget åbner skoven op og vi kan se ned. Forfølgerne er langt bagefter og vi bliver i hvert fald ikke hentet på nedkørslen. 

Nedkørslen viser sig til gengæld at være ret tricky. Svingene er skarpe, asfalten ujævn og ru og flere steder ligger der sand – eller det ser ud som om der ligger sand og grus. Så det er svært at vurdere hvor hurtigt man kan køre svingene og ingen af os tør kaste cyklen rundt i kurverne. Jeg kommer nogenlunde igennem dem, men min følgesvend er noget mere udfordret og taber flere metre til mig i hvert sving. Jeg noterer mig hans udfordringer.

Nedkørslen slutter med et skarpt sving, til venstre, direkte ind på bagsiden af Grand Ballon, der fra denne side hedder Col du Platserwasel. Svinget er så skarpt, at min makker er tæt på at køre flagvagten ned, da han fuldstændig overser det. 

Jeg er spændt på hvordan benene har det, da der blev kørt hårdt på hele vejen op ad Petit Ballon. Benene har det okay og jeg kan køre tempo det meste af vejen. På vej op ad Platserwasel henter vi flere ryttere, der er blevet sat af foran. De fleste er dog så udmattede, at de ikke formår at hoppe på vores lille tandem. Udmattelsen viser sine begyndende tegn og jeg fortryder, at jeg ikke gjorde mig mere umage, da jeg studerede ruten i går. Jeg ved ikke præcist hvor lang bjerget er, og kan heller ikke huske, hvor langt der er på plateauet på toppen, før man rammer den top som teknisk set hedder Grand Ballon.

Oppe på plateauet får vi vinden lige i ryggen og svung i cyklerne. Farten er høj og energien fornyet. Nu kan man stille og roligt ane målstregen selvom der stadig er 40 km til mål. Efter toppen af Grand Ballon (går det nedad stort set hele vejen de sidste 30 km). Det meste af nedkørslen kørte jeg i forgårs, på et GFNY Group Ride, og jeg husker nogenlunde svingene. De fleste er blinde, men bløde kurver, hvor man bare skal slippe bremserne og følge cyklens bevægelser.

Luften går af ballonen

Med min makkers usikre nedkørsel fra Petit Ballon, udnytter jeg momentet til at lægge pres på. Svingene bliver taget i høj fart og jeg er helt nede at ligge over styret, når jeg kaster cyklen rundt de blinde sving Nedkørslen er ikke super teknisk, men til gengæld ret hurtig. Min belgiske ven bliver usikker og taber stille og roligt meter til mig. Til sidst slår jeg et hul og kan se, at han opgiver at forsøge at holde mit hjul. Og pludselig er han væk. Jeg frygter et øjeblik at han har oversatset og er styrtet, men slår hurtigt tanken ud af hovedet. Det skal man ikke tænke med 60 km/t ned ad et bjerg. Længere fremme kan jeg ane en anden rytter. Jeg indstiller sigtekornet og forsøger at hente ham.

Jeg får det timet perfekt. Rundt i et højresving slutter nedkørslen 10 km fra mål og her kommer jeg i høj fart ind på hjul af rytteren foran, der først opdager mig, da jeg sidder på smækken af ham. Han er træt. Jeg føler mig ovenpå, fuld af selvtillid efter nedkørslen. Jeg tager længere føringer end ham på den let stigende vej ind mod Thann, og tager min sidste føring knap 2,5 km fra mål. Han fører lige knap en kilometer og vinker mig frem. Jeg bliver siddende i hjulet og venter. Han stopper med at træde og slår ud til højre, lige som vi kommer til et helleanlæg. Uden tøven angriber jeg for fuld kraft. Venstre rundt om helleanlægget og får straks slået et hul. Han forsøger at accelerere, men har ikke mere at skyde med. Jeg kommer fri og kører solo den sidste halvanden kilometer. Og heldigvis, for et par sving ville have gjort finalen ret teknisk og jeg er glad for at jeg ikke skal ind og spurte med en anden.

Læs også: Velomore kørte GFNY Croix-de-Fer

Da jeg kommer i mål og får min medalje om halsen må jeg ned og ligge. Den sidste forcering har fuldstændig tømt mig for energi og jeg er tæt ved at have tunnelsyn. Jeg får dog taget mig sammen og parkeret cyklen i et stativ, smider sko og hjelm og lagt mig i skyggen under et træ. En lille dreng kommer forbi på sit løbehjul, får øje på mine sokkefødder og stopper måbende op. På fransk spørger han hvordan jeg har kunne køre hele løbet uden sko. Hele oplevelsen har været fantastisk og jeg glæder mig over, at jeg endte i det, der viste sig at være tredje felt i løbet. For jeg har kunne nyde det meste af løbet i fulde drag. De små hyggelige landsbyer, udsigten fra de fleste af stigningerne har været fantastisk. Jeg har i den grad nydt løbet og alligevel formået at køre mig helt i hegnet på Petit Ballon og Col du Platzerwasel. Høj på adrenalin, eller dårlig af gels, jeg ved det ikke, men da jeg ligger her i græsset overvældes jeg af udmattelse og har mest af alt lyst til at sove. Måltidet i mål, en håndfuld chips og en kold cola hjælper heldigvis på det. Frederik Glorieux endte på podiet i en tid, der havde savet begge ben af mig allerede på Grand Ballon, så måske det var heldigt, at jeg rodede rundt med min Garmin i starten.

Læs også: Velomore kørte GFNY Cannes

Sikkert er det, at GFNY Grand Ballon var endnu en fantastisk oplevelse og levede til fulde op til GFNY-oplevelsen, som jeg er blevet ret hooked på. Kører man tre GFNY-løb på 1 sæson, får man en unik Triple Crown medalje og på rulleturen tilbage til hotellet mærker jeg, at lysten til at jagte den næste og tredje GFNY-oplevelse i år begynder at spire i maven på mig. Så er spørgsmålet jo bare, hvilken GFNY der skal være den næste?