30.07.2023
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Nikolaj Hebsgaard

Velomore tester AGU Slingbag

Vi har fået fingrene i en smart, lille bidon slingbag fra AGU og Jumbo-Vismas upcycling kollektion. Håndlavet, genanvendt og super praktisk er overskrifterne.

Hvert år brænder professionelle cykelhold, og deres tøjleverandører, inde med masser af ubrugt eller lettere brugt cykeltøj. Dette er også tilfældet hos AGU, der leverer tøj til Jumbo-Visma. Men de innovative hollændere har fået en god ide og skabt en upcycled kollektion af tidligere sæsoners tøj.

Ud af Jumbo-Vismas regnjakker, tasker og trøjer fra 2022-garderoben, har AGU fået håndlavet nøgleringe, styrtasker og bidon slingbags på en systue i Amsterdam.

Kollektion er en bæredygtig måde at give noget til cykelholdets fans, der får en accessorie med en unik historie og direkte forbindelse til cykelheltene på Jumbo-Visma.

I brug

Her på magasinet har vi været så heldige at få en bidon slingbag, der er en smart lille skuldertaske som kan holde en drikkedunk.

Hver genstand kommer i en fin kasse der giver en lidt mere eksklusiv fornemmelse. Hver genstand er desuden nummeret og navnet på syersken der har lavet den, står også anført på det medfølgende bevis.

Slingbagen har som sagt plads til en drikkedunk i et stort rum. På hver side af tasken er der en mindre lomme, samt en lille lynlås lomme. Det gør det nemt at have både vand og mindre genstand med på farten, mens eksempelvis nøgler kan ligge i lynlås lommen.

Slingbag’en er genial til længere gåture, hvor man ikke gider have en flaske med i hånden. Eller til cykelture på pendlercyklen, hvor der måske ikke lige sidder en cykelholder. Jeg har testet slingbag’en igennem sommeren og været glad for muligheden for, at have vand med på længere gåture. Den er praktisk og diskret, omend det er begrænset hvor diskret en gul taske egentlig kan være, men den lille størrelse gør, at den ikke fylder helt vildt. Snorene til skulderen er desuden justerbare og komfortable.

Facit

Jeg synes det er et virkelig godt initiativ af AGU, at skabe en upcycled kollektion bestående af accessories fra Jumbo-Vismas gamle kollektioner. Det giver de mange fans en mulighed for at få en unik ting med fra holdet, mens det udnytter de resurser og råmaterialer der allerede er brugt på cykeltøjet.

Læs også: AGU laver upcycling kollektion med Vingegaards cykeltøj

At der tilmed et tale om et stykke håndværk og et produkt, som ikke figurerer i AGU’s almindelige sortiment, sætter prikken over i’et og giver en mere eksklusiv fornemmelse.

Bidon slingbagen fungerer super godt og har siddet limet på skulderen af mig gennem hele sommeren, især på de lange gåture.

Info

Vurdering: 5/5.
Størrelse: 20 x 9 cm.
Pris: 549 kr.
Mere info: www.agu.com