Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike
Danskproduceret og høj ydeevne til en skarp pris er nok den letteste måde at opsummere hjulsættene fra DKBike på.
Kulfiberhjul er et af de mest begærende produkter hos cyklister på alle niveauer. Aluminiumshjul virker efterhånden helt outdatede på moderne racercykler med skivebremser og elektroniske gear. Alligevel ser man ofte, at det netop er på hjulene, at producenterne sparer penge på for at holde de galoperende salgspriser bare nogenlunde tilgængelige for almindelige mennesker. Der er ikke mange landevejscykler i prislejet mellem 20.000 – 25.000 kr., hvor der er blevet plads til et kulfiberhjulsæt. Og det er trist, for hvis der er noget, der transformerer oplevelsen af en cykel, er det kombinationen af et forholdsvis let, aerodynamisk hjulsæt sat op med highend-dæk – og gerne tubeless.
Her kommer DKBike til undsætning. Den danske hjulleverandør har specialiseret sig i solide kvalitetshjul, der er til at betale. Fra relativt beskedne 5.995 kr. kan man købe et kulfiberhjulsæt, der garanterer en forbedring i forhold til de hjul, der sidder på mange cykler i prislejet mellem 15.000 – 30.000 kroner. Og for 1.000 kroner mere kan man endda få dem med keramiske lejer, hvis man hører til dem, der tror, at et leje bliver helt fantastisk af grå keramiske kugler i stedet for sølvfarvede stålkugler.
Velomore har haft mulighed for at teste DKBikes 50 mm landevejshjulsæt med keramiske kuglelejer og lad det være sagt med det samme: Man skal være en meget forfængelig mærkevarefantast for at kunne retfærdiggøre at betale to, tre eller fire gange så meget.
OPSÆTNING OG VÆGT
Mine testhjul ankommer sat op med Pirelli Cinturato Velo tubelessdæk (der er seated), tubeless væske til påfyldning og en 11 – 34 Shimano 12-speed kassette og bremseskiver. Sådan kan alle kunder få leveret hjulene med individuel opsætning, så de er klar til brug. Det koster selvfølgelig ud over prisen for selve hjulsættet.
Jeg fylder hurtigt 40 ml væske på og pumper op. Hjulene holder dog ikke luft mere end nogle timer. Jeg fylder lidt mere væske på og pumper dækkene op til maks-tryk. Det går bedre, selv om Anders fra DKBike straks tilbyder at sende tubelessfælg-tape, så jeg kan skifte det, hvis luften stadig ikke holder.
Det første indtryk er meget positivt: Flot finish og letløbende nav. Tænk at stå med et par fine 50 mm kulfiberhjul med keramiske lejer til under 7.000 kr. Umiddelbart utroligt, at ENVE, Zipp, Roval og andre kan vride det tre-firedobbelte ud af mærkevaredyrene.
Læs også: Velomore tester Factor OSTRO VAM
En tur på vægten fortæller, at hjulsæt- tet er lidt tungere end både mine egne DT Swiss 1400 ARC (200 gram), der har 62 mm høje fælge, og Scope R4 (325 gram), der har 45 mm fælge. Begge disse hjulsæt er dog monteret med lettere dæk end de solide træningsdæk fra Pirelli på DKBike-hjulsættet. Hvis DKBikes egen vægt opgivelse på 1655 gram for det ”rene” hjulsæt passer, er det bestemt godkendt for et 50 mm hjulsæt til 7.000 kr.
BREDDER OG HØJDER
Fælgene fås i flere bredder og højder – testeksemplaret har en udvendig bredde på 28 mm og en indvendig bredde på 18,5 mm. Det er ikke helt så bredt som mange moderne hjulsæt, hvor en indvendig bredde på 21 mm eller mere efterhånden er standard. Det giver en bedre forbindelse mellem fælg med brede dæk på 28 – 32 mm. Med DKBikes hjul er den optimale dækbredde 23 – 28 mm med 25 mm som det gyldne snit, men man kan selvfølgelige også køre 30 eller 32 mm dæk hvis der er plads i rammen. Kunden kan vælge mellem fire fælghøjder: 38, 50, 60 og 82 mm og dermed eventuel kombinere en lidt lavere fælghøjde foran med en højere på baghjulet.
KØREOPLEVELSE
Hvordan kører de så? Det korte svar er fremragende. Sidevindfølsomheden er mærkbart mindre end på mine Scope R4, selvom sidstnævnt er lidt lavere, og stivheden virker høj takket være egernes to kryds. Det kan muligvis kompromittere aerodynamikken lidt på forhjulet, men disse hjul er ikke skabt som de allerhurtigste løbshjul til væddeløberen, men træningshjul eller solide allround-hjul til motionisten, der vil opgradere sin cykel.
Derfor er vægtbegrænsningen også på hele 130 kg.
Personligt ville jeg nu ikke tøve med at køre licensvæddeløb på DKBike-hjulene. Men jeg ville i så fald skifte til hurtigere dæk. Pirelli Cinturato Velo tubelessdæk er glimrende og meget holdbare og punkteringsresistente helårsdæk, men de kraftige dæk er absolut ikke hurtige. Jeg prøvede i testperioden at skifte til er sæt 25 mm Continental GP5000 AS TR og de formidler en noget bedre og hurtigere køreoplevelse. Dette blot for at understrege dækkenes enorme betydning for den samlede køreoplevelse.
Læs også: Velomore tester hjulsæt til under 10.000 kr
Lyden af et friløb kan der være mange meninger om. Enkelte lyder som en helvedesmaskine på steroider – hvilket nogle faktisk kan lide – og andre er så stille, at man uden problemer kan køre baghjulet rundt foran en kolikramt-baby, der endelig er faldet i søvn uden at blive dolket af moderen. Friløbet i DKBike-hjulsættet ligger hverken i den ene eller anden ende af det spektrum, så lyden af hjulet bør ikke afholde nogen fra køb.
FACIT
Det er i sagens natur umuligt at vurdere, hvor høj kvaliteten og holdbarheden er, når man kun har kørt på hjulene nogle uger. Men DKBike giver i hvert fald 900 dages garanti på fælgene. Så man tror selv på kvaliteten. Navet drejer smørblødt og tolerancerne virker perfekt skåret, men er man nervøs for holdbarheden af et sæt unbranded nav fra DKBike, leverer firmaet også hjulene spændt op omkring DT Swiss 350 eller 240-nav. Så bliver prisen dog 8.500 kr. (henholdsvis 9.500 kr.), og så er hjulene pludselig ikke vildt billige længere.
Læs også: Velomore tester Elite 50D landevejshjul
Hjulene fra DKBike får en klar anbefaling herfra. Det bliver så godt som umuligt at finde et bedre hjulsæt til prisen.
Og så gør det jo heller ikke noget producenten/sælgeren er dansk.
INFO
Vurdering: 5/5
Pris: 6.995 kr.
Lejer: Keramiske lejer.
Udvendig bredde: 28 mm.
Indvendig bredde: 18,5 mm.
Vægt: 1.655 gram.
Mere info: www.dikbike.dk