07.12.2023
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Velomore tester Ice Gel fra Amacx

Kører du lange og varme træninger i Zwift eller andre indendørs platforme, så har Amacx udvikle en Ice Gel specifikt til indendørs brug.

Findes der virkelig indoor specifikke energiprodukter? Svaret er ja, det gør der faktisk. For Ice Gel fra Amacx er en gel udviklet specifikt til brug på hometraineren.

Som navnet antyder, er Ice Gel noget så simpelt som en gel der kan fryses ned. Den skal derfor opbevares i fryseren.

Gelen kommer i en smart beholder med skruelåg, så man kan dosere den undervejs. På den måde kan man indtage den når man synes den har den rette konsistens, eller temperatur om man vil. Skruelåget gør også, at man lettere kan presse “slushice” ud af hullet.

Gelen er udviklet som et ekstra kølende element til indendørstræningen, og er ideel for de, som sidder i meget varme omgivelser.

Gelen er på 60 ml og indeholder 30 gram kulhydrat i et 2:1 blandingsforhold og 200 mg sodium.

På de virtuelle landeveje

Gelen er let at bruge. Den tør forholdsvist hurtigt, så skal man dosere den kølende effekt rigtigt i et længere Zwift-løb eksempelvis, kan det anbefales at opbevare dem i en køletaske, eller få dem bragt til pain caven. Det er min oplevelse, at de er næsten flydende efter 20 minutter i selv kølige omgivelser.

Smagen er dejlig behagelig og konsistensen, for en optøet gel, lækker og relativ tyktflydende. De første par gange er det en lidt mærkelig fornemmelse, omend behagelig, at sidde og presse slushice ud af gelen. Det minder dog meget om træningsturene udenfor i minusgrader, hvor dunkene stille og roligt fyldes med slushice.

I forhold til den kølende effekt, har det givet en rar og kortvarig effekt at indtage de kolde gels fra fryseren. Om ikke andet, er det dejligt forfriskende at få noget iskoldt i munden når man sidder og koger.

Facit

Med produkter som disse, bevæger man sig altid på en hårdfin linje mellem marketinggøgl og funktionalitet, men jeg synes faktisk at Amacx har ramt den rette balance.

Læs også: Guide: Sådan kommer du i gang med e-sport cykelløb

Gelen er velsmagende og tanken med at indtage den i alt fra en slushice-agtig konsistens til meget kold gel, er godt tænkt. Den indvendige afkøling skal man ikke underkende, og jeg har oplevet det som en reel forskel, hvor kortvarig den end har været. Sidder man i et meget varmt rum og er ved at koge over, kan gelen være den forskel der holder dig kørende.

Læs også: Velomore tester energiprodukter fra Amacx

Den store åbning og skruelåget gør desuden, at man kan dosere den kølende effekt, samtidig med at det rent faktisk er muligt at presse is ud af gelposen. Så alt i alt får Ice Gel 5 ud af 5 herfra, for sin funktionalitet, omend prisen er i den høje ende.

Info

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Varme Zwift løb.
Pris: 20 kr. stykket.
Mere info: www.amacx.com
Køb dem her: www.mycyclingmoments.dk