Velomore tester Mondraker Raze
Skal du have fart på nedkørslerne er Raze fra spanske Mondraker super sjov. Vi har testet cyklen i både en spansk bikepark og ved Trailcup Danmark.
Vi var heldige nok til at teste Mondrakers nyeste trailbike, Raze, først i Spanien tæt på Mondrakers hovedkvarter i Alicante i slutningen af 2021 og igen i Danmark henover sommeren og efteråret i 2022. Mondraker Raze skuffer ikke og slet ikke på nedkørslerne, hvor den viser kæmpe overskud både i Spanien og i Danmark.
Mondraker features
Mondrakers Raze har mange velkendte features fra Mondrakers øvrige lineup som Trail Kinematic, Zero suspension system og Stealth Air Carbon, som er Mondrakers letteste karbonfibre. Men den feature som vi fandt mest interessant, og virkelig så frem til at teste, var deres Mind Telemetry System (MIND).
MIND Systemet er en feature som gør Raze, og flere andre Mondraker mountainbikes, ret unikke i forhold til konkurrenterne. MIND systemet er et lille computer moniteringssystem, som minder om en meget mere avanceret SRAM Shockwiz, der tilmed dækker begge dæmpere på samme tid. Man kobler det til sin telefons bluetooth og starter systemet op på telefonen via Mondrakers egen app mens man kører af sted. Derefter optager MIND systemet hele din tur, samt alt hvad din forgaffel og bagdæmper gør under turen.
Derefter kan du se alt data i appen og grave ned i om du fx har for meget eller for lidt luft i, har den rigtige mængde rebound, hvor mange gange du har lavet bottom out og meget andet super brugbart information, som du kan bruge til at få det helt rigtige setup. Jeg kunne lynhurtigt efterfølgende se, at jeg fx have en smule for lidt luft i bagdæmperen og have lavet “bottom out” en 2-3 gange. Det kunne derfor nemt konstateres, at jeg skulle have lidt mere luft i.
Det er godt tænkt af Mondraker. Jeg forstår også godt hvor de vil hen med det, men systemet viste sig at være lidt af en udfordring at få til at virke. I første omgang var det svært at connecte systemet og når det endelig lykkedes og det “optog” en tur, så havde systemet tendens til at miste forbindelsen undervejs eller mangle data fra forgaflen eller bagdæmperen, eller begge dele undervejs.
Jeg håber selvfølgelig på, at det blot var den enhed som jeg testede, da den også tidligere var blevet testet. Derudover tabte jeg på min første tur i Danmark enheden til forgaflen, som sidder placeret i den nederste del af kronrøret, så jeg var efterfølgende nødt til at stripse den fast. Jeg ved ikke om det var et særtilfælde med min eller om den normalt ikke sidder “ordentligt” fast. I Spanien oplevede ingen af os at enheden faldt af. Til gengæld er det hamrende godt når det virker og du får det helt “gratis” med cyklen.
Udstyr og modeller
Modellen vi testede både i Spanien og i Danmark var modellen Raze Carbon RR som er lige under topmodellen. Den er udstyret med alt det lækre, med blandt andet Factory affjedring fra Fox, X01 geargruppe, bredde Mavic trail hjul monteret med Maxxis DHF og Aggressor i EXO+ hvilket var godt at se, da mange sparer på dækfeatures, som bedre punkteringsbeskyttelse, for at spare vægt.
De resterende modeller inkluderer i 2023 den samme ramme som i 2022 og 5 modeller i alt. 2 i aluminium og 3 modeller i carbon. Alle bedst muligt udstyret til pengene, så der er noget for ethvert budget. Vi synes virkelig at man generelt får meget for pengene hos Mondraker, så at man også får MIND systemet med i prisen er mega fedt.
Nedkørsler
Vi var som sagt både heldige at køre på Mondrakers Raze i Spanien i bikepark La Fenasosa og i Danmark, hvor vi testede den over nogle måneder i sommeren og efteråret. Den fungerer rigtig godt både i Spanien og i Danmark, men jeg vil gerne indrømme, at jeg hurtigt savnede shuttles og lifter fra Spanien, da jeg modtog cyklen til test i Danmark.
I Spanien kørte jeg kun på Razen i bikeparken, hvor der var shuttles til toppen hver gang vi havde kørt en af ruterne ned ad bjerget. Jeg kørte manuelt delvist op et par gange, hvilket var hårdt men overkommeligt – varmen gjorde det heller ikke bedre. Til gengæld havde Razen med sine kun 130 mm bagpå vanvittigt meget overskud på de super tekniske og mega stenede ruter ned, med massere af hop, drops og kæmpe gaps. Razen fungere som om den havde langt mere vandring end 130 mm bagpå.
Mine arme var nærmest følelsesløse på grund af armpump hver gang jeg nåede bunden, men det var mere min manglede rutine med lange nedkørsler, frem for cyklens skyld, da forgaflen fra Fox med sine 150 mm gjorde det særdeles fremragende sammen med resten af cyklen. Dækkene var samme setup som det jeg modtog i Danmark og det var mere passende til forholdene i Spanien end i Danmark, hvor EXO+ armeringen i dækkene virkelig gav mening på de stenede nedkørsler.
I Danmark var den ultimative test for mig at køre på Mondraker Raze til Trailcup Danmark (som du kan læse om i vores magasin Velomore #08) hvilket nok var det perfekte løb at teste den i. Razen skuffede bestemt ikke, tværtimod kunne jeg i forhold til andre afdelinger med andre cykler mærke en kæmpe forskel. Ikke mindst i hvordan cyklen opførte sig på de svære tekniske stages, men den gjorde også at jeg turde satse langt mere på de forskellige stages.
Stigninger
Razen er bestemt ikke den bedste trailbike jeg har kørt på når det gælder stigninger. Den er tung og geometrien indbyder efter min mening ikke til at køre stærkt op ad. Vægten er næsten et kg tungere end Mondraker lover, så den rammer ind på 13.6 hvilket stadig er ok for en trailbike med det setup, men det bliver bare hurtigt hårdt. Det gør heller ikke så meget, for jeg ville ikke købe en Raze for at køreg hurtigt på stigninger og grusveje, snarere tværtimod, for den er overlegen på nedkørslerne.
Læs også: Mondraker lancerer deres første gravelcykel
Facit
Mondraker Raze er en sindssyg fed trailbike som er så alsidig, at du nemt kan køre enduro løb på den uden at skulle ændre noget på cyklen. I Danmark ville jeg dog personligt nok smide nogle lidt lettere dæk på for at gøre cyklen lidt sjovere i de danske skove, som går en del mere op end ned, og ikke har shuttles til rådighed. Vil man gerne have en cykel som både er sjov i Danmark, og som du også kan tage med til udlandet, så er Mondrakers Raze et rigtig godt bud – men primært til at køre ned af.
Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Nedkørsler!
Størrelser: