Velomore tester potent energibar fra Chimpanzee
Super bar er navnet på nye energibarer fra Chimpanzee og de 100 mg koffein skal nok give et godt spark i røven.
Med 100 mg koffein pr. bar, har Chimpanzee lanceret en ny energibar som i den grad giver et spark. Super bar er navnet og de kommer i 2 forskellige smagsvarianter, som vi har haft fornøjelsen af at teste dem begge.
Som altid med Chimpanzee, består de nye energibarer af naturlige ingredienser og derfor er barerne baseret på en base af dadler, cashewnødder og rosiner, krydret med bær eller kakao for at opnå de to smagsvarianter Jelly Berry og Cocoa Muffin.
Hver bar vejer 55 gram og det giver et næringsindhold på ca. 200 kalorier fordelt på 7,7 gram fedt, 32,4 gram kulhydrat, 4,7 gram protein og 5,3 gram fiber. De 100 mg koffein kommer fra guarana og er tiltænkt at give barerne et ekstra skud energi.
Smagsoplevelse
Indpakningen er nem at få op mens man sidder på cyklen. Det er ret tydeligt at se, at der er tale om en bar baseret på daddel og det er altid rart at kunne se, hvad en energibar består af, synes jeg.
Konsistensen er som en klassisk daddelbar og er en fin mellemting mellem blød og hård. Smagen er forholdsvis subtil for Jelly Berry, hvor bærsmagen nærmest kommer snigende, mens Cocoa Muffin har en behagelig og kraftig smag af kakao.
Med det blandede næringsindhold, er det oplagt at indtage barerne før træning. I testperioden har jeg primært spist dem før tidligere træninger eller træninger, som har ligget lang tid efter et hovedmåltid. Her har de givet et godt energiboost og øget mental friskhed.
Jeg har dog ikke været ude på længere ture, hvor det har givet mening at indtage energibarer eller koffein, men jeg forestiller mig, at de vil være rare at have med i lommen på ture over 2 timer.
Personligt vil jeg være påpasselig med at indtage barerne sidst på dagen, da 100 mg koffein trods alt får indvirkning på søvnen. Selv foreslår Chimpanzee, at man bl.a. kan spise barerne efter træning, men her er så stor en dosis koffein heller ikke ideel. 100 mg koffein er trods alt mere, end hvad man finder i en almindelig kop kaffe eller en 250 ml Red Bull, så det er bestemt en mærkbar mængde – og en mængde der giver mening i en snack før træning, eller en energibarer til de hårde eller lange cykelture.
Læs også: Velomore tester energibarer fra Chimpanzee
Personligt kan jeg bedst lide Cocoa Muffin varianten, men uanset hvilken man vælger, får man en velsmagende bar, som ikke gør nogen fortræd (medmindre du er allergisk overfor dadler og nødder).
BEMÆRK AT DU SOM VELO+ MEDLEM AF VELOMORE SPARER 40% PÅ ENERGIBARER FRA CHIMPANZEE.
Eneste minus jeg kan komme i tanke om, er næringsindholdet. Jeg havde gerne set et større kulhydratindhold ud fra tesen om, at man behøver 60 gram kulhydrat i timen for at præstere optimalt på rolige ture. Her vil jeg nødig spise 2-3 energibarer med 100 mg koffein hver…. Men det hører trods alt mere i kategorien personlige holdninger, snarere end barernes reelle performance.
Info
Vurdering: 4/5.
Smagsvarianter: Jelly Berry og Cocoa Muffin.
Pris: 300 kr. pr. kasse (20 barer).
Mere info: www.chimpanzeebar.com