
Velomore tester Vittoria RideArmour
Vittoria har lavet et tubeless dæk, der burde være perfekt til våde og kolde danske forhold. Med størrelser fra 26-40 mm er anvendelsesspektret meget bredt.
Vittoria er kendt for sine højtydende dæk i den helt dyre ende. Sammen med bl.a. Continental, Schwalbe og Pirelli sidder italienerne på tronen for de landevejsdæk, der har lavest rullemodstand og vægt og samtidig god punkteringsresistens og grip med lanceringen af Vittoria RideArmour. Men som alle danske helårscykelryttere ved, er det de færreste dæk i den dyre ende, der egner sig til mange kilometer på vinterveje i Danmark. Og tilmed er udbuddet af nye tubeless-dæk til vinterraceren stadig relativt begrænset. Derfor er det glædeligt at italienerne med Vittoria RideArmour nu lancerer, et på papiret, højtydende helårsdæk til den krævende rytter eller cykelpendler og tilmed med valg mellem tubeless eller ren clincher-dæk. Det er tubeless-versionen vi her har fået test.
Teknologi
Punkteringsresistensen er det helt afgørende parameter for et kraftigt helårsdæk til raceren, og Vittoria har gjort meget for at optimere denne. Navnet ”armour” refererer til det nyudviklede lag af kobberfarvet polyamid, som dækker siderne i dækket, og som skulle gøre det meget resistent over for cuts netop der, hvor man ofte oplever punktering.

Selve gummilegeringen er som altid nøglen til et godt dæk. Vittoria bruger både graphene og silicium i gummimaterialet, hvilket giver dækket en række positive egenskaber, som bedre rullemodstand og holdbarhed. Graphene er et materiale der først blev opdaget i 2004 og er grundlæggende et lag carbon, der kun er en atom tykt. Det er strækbart og fleksibelt, men alligevel ekstremt hårdt, og det er flere hundrede gange stærkere end stål. Hvordan Vittoria nærmere bestemt bruger det i sine high-end dæk er en forretningshemmelighed.
Læs også: Velomore tester Elite 50D landevejshjul
Under gummilaget er Vittoria RideArmour-dækket udstyret med en tyk og tætvævet 100 TPI nylon karkasse, der er hemmeligheden bag et holdbart dæk, som tåler vinterhverdagens hårde slid. Endelig er dækket også udstyret med et lag Kevlar® fra kanttråd til kanttråd. Det er med andre ord tale om et dæk, som virkelig er skabt til et hårdt liv, helt i lighed med vinterdækket par excellence Schwalbe Durano Plus.
Køreoplevelse
Og det er netop dæk som Schwalbe Durano Plus og Pirelli Cinturato Velo at Vittoria skal sammenlignes med og ikke fx “helårsdæk” som Continental 5000 All Season TR, som vi tidligere har testet, og som i langt højere grad er et konkurrencedæk – blot med ekstraordinært gode egenskaber i vådt føre.

Køreoplevelsen minder – heldigvis – mest om Pirellis dæk, der ikke føles hårde og “døde” som Schwalbes ekstreme Durano Plus, hvor eneste plus er, at man næsten ikke KAN punktere. Med mellem 3,5 og 4 bar I dækkene er komforten god og dækkene føles hverken langsomme, tunge eller hårde – meget lig Pirellis dæk. Med en vægt på 430 gram for 32 mm udgaven er de selvfølgelig tunge men stadig nogenlunde på linje med Pirelli Cinturato Velo.
Læs også: Velomore tester GP 5000 AllSeason TR
Særligt lagde vi mærke til det tilsyneladende fremragende grip, som altså er et resultat af gummiblandingen, der føles blød og lidt ru. Der var – selvfølgelig – ingen punkteringer i testperiode i foråret, som heller ikke er den allerværste sæson for punkteringer.
Facit
Det er godt, at nogle dækproducenter stadig lægger sig i selen for at producere reelle helårsdæk af høj kvalitet til cykelpendlere og vintercyklister. Hvis du er i markedet for nye “vintersutter”, eller bare ikke vil risikere punkteringer for nogen pris, så tøv ikke med at afprøve Vittoria Ride Armour til raceren, gravelcyklen eller for den sags skyld hverdagscyklen.
Info
Vurdering: 4/5.
Pris: 459 kroner.
Størrelser: 26-32 mm (35 mm og 40 mm kommer senere).
Vægt: 375 – 430 gram.
Mere info: www.vittoria.com